Klagesangene 3:29
Han kan sætte sin Mund i Støvet, om der maaskee er Forhaabning.
Han kan sætte sin Mund i Støvet, om der maaskee er Forhaabning.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
30 Han kan lade sig slaae paa Kindbenet, han kan mættes med Forhaanelse.
28 Han kan sidde alene og tie, naar man lægger (Noget) paa ham.
16 Thi der er Haab for den Ringe, og Uretfærdighed maa lukke sin Mund.
9 Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
32 Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
20 Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
29 Naar (Nogle) fornedre sig, og du siger: (Lad her skee) en Ophøielse, saa skal han frelse den, som nedslaaer Øinene.
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
26 Han skal bede til Gud, og han skal have Behagelighed til ham, og han skal see hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal igjengive et Menneske (efter) sin Retfærdighed.
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
5 Men sandelig, gid Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig,
3 Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
29 Naar han gjør stille, hvo vil da dømme at være ugudelig? naar han skjuler Ansigtet, hvo vil da beskue ham? (dette siger jeg) baade om et Folk og om et Menneske tillige;
20 Seer du, (at) en Mand er hastig i sine Ord, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.
11 Hans Been ere fulde af hans skjulte (Synder), og (hver af dem) skal ligge i Støv med ham.
13 Dens Been ere (som) stærkt Kobber, (ja) dens Been ere ligesom en Jernstang.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
3 Jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens store Styrkes Beskaffenhed og dens Skikkelses Yndelighed.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,
24 Angest og Nød forfærde ham; de overvælde ham som en Konge, der er rede til Striden;
21 Ak! kunde en Mand gaae irette med Gud, som et Menneskes Barn med sin Næste!
3 Om han haver Lyst til at trætte med ham, (saa) kan han ikke svare ham Eet af Tusinde.
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
18 og spare hans Sjæl fra Fordærvelse, og hans Liv, at det ikke omkommer ved Sværdet.
19 Han straffes og med Pine paa sit Leie, og paa sine mange stærke Been,
4 Haver du da en Arm som Gud, og kan du tordne med Lyd som han?
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
9 Hvo veed? Gud maatte vende om og angre det, og vende om fra sin grumme Vrede, at vi ikke forgaae.
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
30 Han skal ikke bortvige fra Mørket, en Lue skal tørre hans (unge) Qvist, og han skal bortvige ved hans Munds Aand.
31 Hvo vil forkynde hans Vei for hans Ansigt? naar han, han gjør (Noget), hvo vil betale ham?
3 Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?
22 Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.
23 Man skal klappe med sine Hænder over ham, og hvisle over ham fra hans Sted.
19 Om (jeg vilde flye) til Magt, see, da er han stærk, eller og til Ret, hvo vilde bringe mig i Tale (med ham)?
39 Hvorfor murrer et Menneske, som lever? Enhver (murre) for sine Synder.
31 da dypper du mig (dog) ned i Pytten, og mine Klæder skulle have Vederstyggelighed til mig.