Jona 3:9
Hvo veed? Gud maatte vende om og angre det, og vende om fra sin grumme Vrede, at vi ikke forgaae.
Hvo veed? Gud maatte vende om og angre det, og vende om fra sin grumme Vrede, at vi ikke forgaae.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Og Gud saae deres Gjerninger, at de omvendte sig fra deres onde Vei; og Gud angrede det Onde, som han havde talet til at gjøre dem, og gjorde det ikke.
8Men de skulle bedækkes med Sække, baade Mennesker og Dyr, og raabe til Gud stærkeligen, og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vei, og fra Vold, som er i deres Hænder.
12Nu derfor siger Herren ogsaa: Vender om til mig i eders ganske Hjerte, og med Faste og med Graad og med Hylen.
13Og sønderriver eders Hjerte og ikke eders Klæder, og vender om til Herren eders Gud; thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.
14Hvo veed? han maatte vende om og angre det, og lade en Velsignelse blive tilovers efter sig (til) Madoffer og Drikoffer for Herren eders Gud.
3Maaskee de vilde høre og omvende sig, hver fra sin onde Vei, og mig kunde angre det Onde, som jeg haver tænkt at gjøre ved dem for deres Idrætters Ondskabs Skyld.
39Hvorfor murrer et Menneske, som lever? Enhver (murre) for sine Synder.
40Lader os randsage vore Veie og opspore (dem) og vende om til Herren.
8Men (dersom) det samme Folk, imod hvilket jeg haver talet, omvender sig fra sin Ondskab, da skal det Onde angre mig, som jeg tænkte at gjøre ved det.
3(Da) angrede dette Herren; det skal ikke skee, sagde Herren.
11Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
4Du bortsamlede al din Grumhed, du vendte om fra din grumme Vrede.
5Omvend os, vor Saligheds Gud! og tilintetgjør din Fortørnelse imod os.
2Og han bad til Herren og sagde: Ak Herre! var dette ikke mit Ord, der jeg var endnu i mit Land? derfor forekom jeg (det) og flyede til Tharsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.
13Gud vender ikke sin Vrede tilbage; under ham maae de bøie sig, som ville hjælpe den Hovmodige.
7Maaskee deres (ydmyge) Begjæring kunde falde for Herrens Ansigt, og de maatte omvende sig, hver fra sin onde Vei; thi Vreden og Grumheden er stor, som Herren haver talet imod dette Folk.
4eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
10Nu (er det) i mit Hjerte at gjøre en Pagt for Herren, Israels Gud, at han maa vende sin grumme Vrede af fra os.
14Saa fortrød det Onde Herren, som han havde truet at gjøre sit Folk.
6Da angrede Herren, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bekymrede ham i hans Hjerte
13Saa bedrer nu eders Veie og eders Idrætter, og hører Herrens, eders Guds, Røst, saa skal Herren angre det Onde, som han haver talet imod eder.
5Da troede Folket i Ninive paa Gud, og de lode udraabe en Faste og klædte sig med Sække, baade deres Store og deres Smaae.
6Der den Sag kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Throne, og aflagde sin herlige Kappe af sig, og bedækkede sig med en Sæk, og sad i Asken.
47og de tage det igjen til Hjerte i Landet, hvorudi de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Land, som have taget dem fangne, og sige: Vi have syndet og handlet ilde, vi have været ugudelige,
13Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
9Herren forhaler ikke Forjættelsen, — saaledes som Nogle agte det for en Forhaling — men haver Langmodighed med os, idet han ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til Omvendelse.
3Opvæk din Magt for Ephraim og Benjamin og Manasse, og kom os til Frelse.
4Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
9Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
8Ombinder derfor Sække, græder og hyler; thi Herrens grumme Vrede er ikke vendt tilbage fra os.
21Herre! omvend os til dig, at vi maae omvendes, forny vore Dage (som) af gammel Tid!
22Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Gud, om maaskee dit Hjertes Tanker maatte forlades dig.
14Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! thi du, Herre! haver gjort, saasom dig behagede.
37og de tage det igjen til Hjerte udi Landet, hvor de ere fangne udi, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Fængsels Land og sige: Vi have syndet, handlet ilde og været ugudelige,
14Skulde vi (da) vende om og gjøre dine Bud til Intet, og gjøre Svogerskab med Folk, som have (gjort) disse Vederstyggeligheder? mon du ikke skulde blive vred paa os, indtil at der gjordes Ende paa os, saa der blev Ingen tilovers, ei heller (nogen) Redning?
9Hos Herren vor Gud ere Barmhjertigheder og Forladelser, endskjøndt vi have været gjenstridige imod ham,
18at Herren ikke skal see det, og (det maatte være) ondt for hans Øine, og han maatte vende sin Vrede fra ham (til dig).
32Og nu, vor Gud! du store, mægtige og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møie være ringe agtet for dit Ansigt, som haver rammet os, vore Konger, vore Fyrster og vore Præster og vore Propheter og vore Fædre og dit ganske Folk, fra Kongerne af Assyriens Dage af indtil denne Dag.
30Og han sagde: Kjære, Herren blive ikke vred, saa vil jeg tale: Der kunde maaskee findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gjøre det, om jeg finder der tredive.
7Den Ugudelige forlade sin Vei, og hver, (som gjør) Uret, sine Tanker, og omvende sig til Herren, og han skal forbarme sig over ham, og til vor Gud, thi han skal mangfoldigen tilgive.
5Mon han skal beholde (Vrede) evindeligen eller bevare (den) til evig Tid? See, du talede og gjorde disse onde Ting, og du faaer Overhaand (dermed).
13Ligesom skrevet er i Mose Lov, (saa) er alt dette Onde kommet over os; og vi have ikke (ydmygeligen) bedet for Herrens vor Guds Ansigt, saa at vi omvendte os fra vore Misgjerninger og forstode din Sandhed.
14Derfor haver Herren været aarvaagen med det Onde, og ladet det komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gjerninger, som han gjorde, efterdi vi ikke hørte hans Røst.
6Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
18Hvo er en Gud som du, som borttager Misgjerning, og som gaaer Overtrædelse forbi, for det Overblevne af hans Arv? som ikke holder fast ved sin Vrede evindeligen, fordi han haver Lyst til Miskundhed.
7Og det skal skee, at Alle, som see dig, skulle flye bort fra dig og sige: Ninive er forstyrret, hvo vil have Medynk med den? hvorfra skal jeg opsøge dig Trøstere?
6Saa angrede dette Herren; ogsaa det, det skal ikke skee, sagde den Herre Herre.
13at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?