Romerbrevet 2:4
eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag;
6 thi han skal betale Enhver efter sine Gjerninger;
1 Derfor, o Menneske! er du uden Undskyldning, hvo du end er, som dømmer; thi idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det Samme.
2 Men vi vide, at Guds Dom er efter Sandhed over dem, som gjøre Saadant.
3 Men tænker du dette, o Menneske! du, som dømmer dem, der gjøre Saadant, og gjør selv det Samme, at du skal undflye Guds Dom?
9 Herren forhaler ikke Forjættelsen, — saaledes som Nogle agte det for en Forhaling — men haver Langmodighed med os, idet han ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til Omvendelse.
22 Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Gud, om maaskee dit Hjertes Tanker maatte forlades dig.
21 Thi dersom Gud ikke haver sparet de naturlige Grene, skal han vel ei heller spare dig.
22 See derfor Guds Godhed og Strenghed: Strengheden mod dem, som ere faldne, men Godheden mod dig, om du bliver ved i Godheden; ellers skal og du afhugges.
9 Hvo veed? Gud maatte vende om og angre det, og vende om fra sin grumme Vrede, at vi ikke forgaae.
10 Og Gud saae deres Gjerninger, at de omvendte sig fra deres onde Vei; og Gud angrede det Onde, som han havde talet til at gjøre dem, og gjorde det ikke.
25 med Sagtmodighed undervisende dem, som modsætte sig, om Gud vilde engang give dem Omvendelse til Sandheds Erkjendelse,
30 Gud derfor, som haver baaret over med Vankundighedens Tider, byder nu alle Mennesker allevegne at omvende sig;
18 Thi Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed;
22 Men hvad? om nu Gud, da han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse?
5 Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad ville vi da sige? mon Gud er uretfærdig, at han fører Vreden over os? — Jeg taler efter menneskelig Viis. —
6 Det være langt fra! Hvorledes skulde Gud da dømme Verden?
17 Derfor, hvo, som veed at gjøre Godt og gjør det ikke, ham er det Synd.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme), som giver Underviisning;
8 Hvo derfor, som foragter (dette), han foragter ikke et Menneske, men Gud, som og gav sin Hellig-Aand i os.
9 da veed Herren og at udfrie de Gudfrygtige af Fristelse, men at bevare de Uretfærdige til Dommens Dag for at straffes,
8 men dem, som ere gjenstridige og ikke lyde Sandhed, men adlyde Uretfærdighed, (skal vorde) Ugunst og Vrede.
2 Og han bad til Herren og sagde: Ak Herre! var dette ikke mit Ord, der jeg var endnu i mit Land? derfor forekom jeg (det) og flyede til Tharsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.
20 Thi hvad er det for en Ros, dersom I, naar I synde og blive slagne, lide taalmodigen? Men dersom I, naar I gjøre Godt og lide derfor, ere taalmodige, dette (finder) Naade for Gud.
4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig, og komme med dig for Retten?
6 for hvilke (Lasters) Skyld Guds Vrede kommer over Vantroens Børn,
5 et Beviis paa Guds retfærdige Dom, paa det at I skulle befindes værdige til Guds Rige, for hvilket I og lide;
4 hvorover de forundre sig, at I ikke løbe med til den samme frække Ryggesløshed, og de bespotte (eder);
19 Du vil da sige til mig: Hvad klager han over endnu? Hvo haver imodstaaet hans Villie?
5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
5 ikke i Begjærligheds Brynde, som og Hedningerne, der ikke kjende Gud;
13 Og sønderriver eders Hjerte og ikke eders Klæder, og vender om til Herren eders Gud; thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.
14 Hvo veed? han maatte vende om og angre det, og lade en Velsignelse blive tilovers efter sig (til) Madoffer og Drikoffer for Herren eders Gud.
29 Thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
30 Thi ligesom I fordum vare vantroe mod Gud, men have nu faaet Barmhjertighed formedelst deres Vantro,
17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
18 Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgjerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde (den Skyldige) for uskyldig at være, som hjemsøger Fædrenes Misgjerninger paa Børnene, paa dem i tredie og paa dem i fjerde (Led).
5 Men vi vare, vi alle, som de Urene, og alle vore Retfærdigheder som et besmittet Klædebon; og vi faldt alle af som et Blad, og vor Misgjerning førte os bort som et Veir.
19 Din Ondskab skal tugte dig, og dine Afvendelser straffe dig, og viid og see, at det er ondt og beeskt, at du haver forladt Herren din Gud, og at min Frygt er ikke hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
20 thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
14 Hvad skulle vi da sige? Mon der være Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
28 Og ligesom de ikke holdt (det) for godt at have Guds Kundskab, saa gav Gud dem hen til et Sind, som intet duer, saa at de gjøre det Usømmelige,
9 Nu glæder jeg mig, ikke derover, at I bleve bedrøvede, men over at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os.
10 Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Døden.
11 Thi see, just dette, at I bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i eder! ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! i Alt beviste I, at I vare rene i Henseende til den Gjerning.
3 Mon (det synes) dig godt, at du gjør Vold, at du forkaster dine Hænders Arbeide og skinner over de Ugudeliges Raad?
4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
6 Ingen forføre Eder med forfængelige Ord; thi for Saadant kommer Guds Vrede over Vantroens Børn.
17 Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke;