Hebreerbrevet 12:5
og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.
7 Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?
8 Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn.
9 Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være den Aandernes Fader underdanige og leve?
10 Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han (revser os) til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed.
11 Men al Revselse synes, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som ved den ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.
12 Derfor retter de hængende Hænder og de afmægtige Knæ,
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
5 Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.
3 Betragter derfor den, som haver taalmodigen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, paa det at I ikke skulle blive trætte og forsage i eders Sjæle.
4 Endnu stode I ikke imod indtil Blodet, idet I strede imod Synden;
17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
19 Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig.
24 Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
13 Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).
14 Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:
12 Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,
18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
14 Dette skriver jeg ikke for at beskjæmme eder, men jeg paaminder eder, som mine elskelige Børn.
12 og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,
32 Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
1 Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.
21 I Fædre! opirrer ikke eders Børn, paa det de ikke skulle tabe Modet.
25 og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
32 Men kommer de forrige Dage ihu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt en stor Kamp med Lidelser,
12 Thi skjøndt I efter Tiden endog burde være Lærere, have I atter behov, at man skal lære eder, hvilke Begyndelsesgrundene ere i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som have Melk behov og ikke haard Føde.
6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
1 En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
17 Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arve Velsignelsen, blev forskudt. Thi han erholdt ingen Forandring i Beslutningen, alligevel han søgte efter den med Graad.
18 Thi I ere ikke komne til et bævende Bjerg, der er antændt af Ild, og til Mulm og Mørke og Uveir,
1 Skjæld ikke paa en Gammel, men forman ham som en Fader, de Unge som Brødre,
12 I Elskelige! forundrer eder ikke over den Ildprøve, som kommer over eder til en Prøvelse, som om der hændtes eder noget Underligt.
15 Daarlighed er bunden til en Ungs Hjerte; Tugtens Riis skal drive den langt fra ham.
15 og seer til, at ikke Nogen forsømmer Guds Naades Tid, at ikke nogen bitter Rod, som skyder op, skal gjøre Forvirring, og Mange ved den besmittes,
1 Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og trøstede eder, Enhver især, som en Fader sine Børn,
14 Som lydige Børn, skikker eder ikke efter de forrige Lyster i eders Vankundighed,
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.
10 Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
25 Vogter eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskjøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre (undflye), dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene,
15 Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen;
6 hvorover I skulle fryde eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,
27 Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.