Hebreerbrevet 12:6
thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.
thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?
8 Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn.
9 Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være den Aandernes Fader underdanige og leve?
10 Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han (revser os) til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed.
11 Men al Revselse synes, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som ved den ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
5 Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.
24 Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
19 Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig.
17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
18 Thi han, han gjør Smerte og forbinder, han saarer, og hans Hænder læge.
12 Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,
18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
19 Den, som har (for) stor Hastighed, skal bære Straf, men dersom du frier ham, da kan du blive ved (at straffe ham).
13 Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).
14 Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:
4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
14 Jeg, jeg vil være ham en Fader, og han, han skal være mig en Søn, hvilken, naar han handler ilde, da vil jeg straffe ham med Menneskens Riis og med Menneskens Børns Plager.
18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
32 Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
1 En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
10 Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
11 Nu da, min Fader belagde eder med et svart Aag, men jeg, jeg vil lægge til over eders Aag; min Fader tugtede eder med Svøber, men jeg, jeg vil tugte eder med Skorpioner.
10 Den, som tugter Hedningerne, skulde han ikke straffe, han, som lærer et Menneske Forstand?
6 da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot.
7 Thi Jorden, som drikker Regnen, der ofte falder paa den, og bærer Væxter, tjenlige for dem, af hvilke den dyrkes, faaer Velsignelse af Gud;
1 Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.
15 Daarlighed er bunden til en Ungs Hjerte; Tugtens Riis skal drive den langt fra ham.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
26 Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
6 Tilstrækkelig er for den Samme den Straf, (han) af de Fleste (haver udstaaet);
15 Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
1 I Børn! adlyder Eders Forældre i Herren, thi dette er ret.
14 efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
28 da vil jeg og vandre imod eder i Vrede modvilligen, og jeg, ja ogsaa jeg vil tugte eder syv Gange mere for eders Synders Skyld.
8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
14 Dette skriver jeg ikke for at beskjæmme eder, men jeg paaminder eder, som mine elskelige Børn.
29 Domme ere beredte til Spottere, og Slag til Daarers Ryg.
18 Jeg haver tilfulde hørt Ephraim, som beklager sig (ynkeligen), sigende: Du haver tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke var lært; omvend mig, saa bliver jeg omvendt, thi du, Herre, er min Gud.
3 Der er Digel til (at prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
14 Og han talede til dem efter de Unges Raad og sagde: Min Fader gjorde eders Aag svart, men jeg, jeg vil lægge til over eders Aag; min Fader tugtede eder med Svøber, men jeg, jeg vil tugte eder med Skorpioner.
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
10 Irettesættelse nedfarer dybere i en Forstandig, end at slaae en Daare hundrede (Gange).
11 Nu da, min Fader lagde eder et svart Aag paa, men jeg, jeg vil lægge til over eders Aag; min Fader tugtede eder med Svøber, men jeg (vil tugte eder) med Skorpioner.