2 Korinterbrev 7:9
Nu glæder jeg mig, ikke derover, at I bleve bedrøvede, men over at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os.
Nu glæder jeg mig, ikke derover, at I bleve bedrøvede, men over at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7dog ikke alene ved hans Ankomst, men ogsaa ved den Trøst, med hvilken han var trøstet af eder, der han forkyndte os eders Længsel, eders bittre Graad, eders Nidkjærhed for mig; saa at jeg end mere glædede mig.
8Thi om jeg og bedrøvede eder med hiint Brev, fortryder det mig ikke, om det end haver fortrudt mig; thi jeg seer, at Brevet bedrøvede eder, om og kun til en Tid.
10Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Døden.
11Thi see, just dette, at I bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i eder! ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! i Alt beviste I, at I vare rene i Henseende til den Gjerning.
12Derfor, naar jeg og skrev eder til, saa var det ikke for dens Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for dens Skyld, som led Uret, men paa det at vor Iver for eder skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.
13Derfor ere vi blevne trøstede ved den Trøst fra eder; men vi glædede os endnu langt mere over Titi Glæde, thi hans Aand er bleven vederqvæget af eder alle.
1Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg ikke vilde atter komme til eder i Bedrøvelse.
2Thi dersom jeg bedrøver eder, hvo er da den, som gjør mig glad, uden den, som bliver bedrøvet af mig?
3Og jeg skrev eder just saaledes til, for at jeg ikke, naar jeg kommer, skal have Bedrøvelse af dem, som mig burde at have Glæde af; efterdi jeg er forsikkret om eder alle, at min Glæde er alles eders.
4Thi i megen Kummer og med et beklemt Hjerte skrev jeg eder til under mange Taarer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men paa det I skulde kjende den Kjærlighed, som jeg overflødigen haver til eder.
5Men dersom Nogen haver bedrøvet, haver han ikke bedrøvet mig, men tildeels — at jeg ikke skal være for haard — eder alle.
6Tilstrækkelig er for den Samme den Straf, (han) af de Fleste (haver udstaaet);
7saa at I derimod snarere skulle tilgive og trøste ham, paa det han ikke skal nedsynke i alt for stor Bedrøvelse.
2at jeg haver en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.
6hvorover I skulle fryde eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,
6Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja Herrens, idet I annammede Ordet under megen Trængsel med den Hellig-Aands Glæde,
7saa at I ere blevne Mønstre for alle de Troende i Macedonien og Achaia;
9Føler eders Elendighed, og sørger og græder; eders Latter omvendes til Sorrig, og Glæden til Bedrøvelse!
2Giver os Indgang! vi have Ingen gjort Uret, vi have Ingen forført, vi have Ingen forfordelet.
3Jeg siger det ikke som Bebreidelse; thi jeg sagde tilforn, at I ere i vort Hjerte til at døe sammen og leve sammen.
4Min Frimodighed er stor imod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med Trøst, jeg haver en overvættes stor Glæde i al vor Trængsel.
13Thi hvad er det, hvorudi I vare ringere end de andre Menigheder, uden deri, at jeg ikke selv var eder til Besvær? Tilgiver mig denne Uret!
7saa ere vi derved, Brødre! trøstede ved eder i al vor Trængsel og Nød, formedelst eders Tro.
6Men hvad enten vi trænges, (skeer det) for eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, (skeer det) til eders Trøst, der viser sig virksom i (eders) Taalmodighed under de samme Lidelser, som ogsaa vi lide;
7og vort Haab er fast om eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Lidelserne, saa skulle I og være det i Trøsten.
8Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
7Thi vi have stor Glæde og Trøst af din Kjærlighed, efterdi de Helliges Hjerter ere blevne vederqvægede ved dig, Broder!
3Græmmelse er bedre end Latter; thi et Hjerte kan forbedres, naar Ansigtet (seer) ilde (ud).
27Thi han var ogsaa syg og nær Døden; men Gud forbarmede sig over ham, dog ikke alene over ham, men ogsaa over mig, at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg.
28Derfor sendte jeg ham desto snarere, paa det I kunne glædes, naar I see ham igjen, og jeg være mindre sorrigfuld.
18Men glæder Eder ogsaa over det Samme, og glæder Eder med mig.
9Ja med hvad Tak kunne vi gjengjælde Gud for eder, for al den Glæde, med hvilken vi glæde os over eder for vor Gud,
4som os trøster i al vor Trængsel, saa at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud!
16Det glæder mig, at jeg kan lide paa eder i Alting.
22Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Gud, om maaskee dit Hjertes Tanker maatte forlades dig.
23Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed.
9Thi derfor haver jeg og skrevet, at jeg vilde vide, hvorvidt I holde Prøve, om I ere lydige i Alt.
7Hver give eftersom han haver sat sig for i Hjertet, ikke med Bedrøvelse, eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver.
12Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at vi i Eenfoldighed og Retsindighed for Gud, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade, have vandret i Verden og fornemmelig hos eder.
7Eller gjorde jeg Synd, der jeg fornedrede mig selv, paa det I skulde ophøies, da jeg for Intet forkyndte eder det Guds Evangelium?
13Men som I ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glæder eder, at I og ved hans Herligheds Aabenbarelse skulle glæde og fryde eder.
11Men al Revselse synes, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som ved den ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.
20Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skulle græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde.
15Glæder eder med de Glade og græder med de Grædende.
5et Beviis paa Guds retfærdige Dom, paa det at I skulle befindes værdige til Guds Rige, for hvilket I og lide;
13Thi (dette er) ikke (saa meent), at Andre skulle have Lettelse, men I Trængsel,
8Thi dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskjæmmet.
10Men jeg haver høiligen glædet mig i Herren, at I nu engang igjen have oplivet eders Omhu for mig, hvortil I og før havde Villie, men manglede Leilighed.
22Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse; men jeg vil see eder igjen, og eders Hjerte skal glædes, og Ingen tager eders Glæde fra eder.
10som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gjøre Mange rige; som de, der have Intet, og dog besidde Alt.