Romerbrevet 9:2
at jeg haver en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.
at jeg haver en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Jeg siger Sandhed i Christo, jeg lyver ikke, —min Samvittighed vidner med mig i den Hellig-Aand —
3 Thi jeg ønskede selv at være en fra Christo forbandet Ting for mine Brødre, mine Frænder efter Kjødet,
1 Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg ikke vilde atter komme til eder i Bedrøvelse.
2 Thi dersom jeg bedrøver eder, hvo er da den, som gjør mig glad, uden den, som bliver bedrøvet af mig?
3 Og jeg skrev eder just saaledes til, for at jeg ikke, naar jeg kommer, skal have Bedrøvelse af dem, som mig burde at have Glæde af; efterdi jeg er forsikkret om eder alle, at min Glæde er alles eders.
4 Thi i megen Kummer og med et beklemt Hjerte skrev jeg eder til under mange Taarer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men paa det I skulde kjende den Kjærlighed, som jeg overflødigen haver til eder.
5 Men dersom Nogen haver bedrøvet, haver han ikke bedrøvet mig, men tildeels — at jeg ikke skal være for haard — eder alle.
8 Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter Eder alle i Jesu Christi inderlige Kjærlighed.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
3 Jeg siger det ikke som Bebreidelse; thi jeg sagde tilforn, at I ere i vort Hjerte til at døe sammen og leve sammen.
4 Min Frimodighed er stor imod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med Trøst, jeg haver en overvættes stor Glæde i al vor Trængsel.
8 Thi om jeg og bedrøvede eder med hiint Brev, fortryder det mig ikke, om det end haver fortrudt mig; thi jeg seer, at Brevet bedrøvede eder, om og kun til en Tid.
9 Nu glæder jeg mig, ikke derover, at I bleve bedrøvede, men over at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os.
26 efterdi han forlængtes efter Eder alle og var svarligen bekymret, fordi I havde hørt, at han var syg.
27 Thi han var ogsaa syg og nær Døden; men Gud forbarmede sig over ham, dog ikke alene over ham, men ogsaa over mig, at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg.
28 Derfor sendte jeg ham desto snarere, paa det I kunne glædes, naar I see ham igjen, og jeg være mindre sorrigfuld.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
30 idet I have den samme Kamp, som I have seet paa mig og nu høre om mig.
27 i Arbeide og Møie, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Fasten, i Kulde og Nøgenhed;
28 foruden hvad der kommer til: det daglige Overløb og Bekymringen for alle Menigheder.
29 Hvo er skrøbelig, uden at jeg og er skrøbelig? hvo bliver forarget, uden at det brænder i mig?
1 Brødre! mit Hjertes Ønske og Begjæring til Gud for Israel er om (deres) Frelse;
9 Thi Gud, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangelium, er mit Vidne om, hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa eder,
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
8 Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
13 men jeg tog Afsked fra dem og drog til Macedonien.
15 Men jeg haver Intet brugt af disse Ting. Men jeg haver ikke skrevet dette, for at det skal saaledes skee med mig; thi det var mig bedre at døe, end at Nogen skulde gjøre min Ros til Intet.
16 Thi om jeg prædiker Evangelium, er det mig ingen Ros; thi Nødvendighed paaligger mig. Ja vee mig, dersom jeg ikke prædiker Evangelium!
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
8 Derfor, endskjøndt jeg kunde med stor Frimodighed i Christo befale dig det, som er tilbørligt,
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
24 Jeg elendige Menneske! hvo skal frie mig fra dette Dødens Legeme?
13 hvem jeg vilde beholdt hos mig, at han i dit Sted skulde tjent mig i Lænkerne for Evangelium;
9 thi Brødrene, som kom fra Macedonien, afhjalp min Trang; og i alle Maader haver jeg holdt, og vil holde mig fra at falde eder til Byrde.
23 Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed.
10 Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.
17 Iøvrigt volde Ingen mig Fortræd; thi jeg bærer den Herres Jesu Mærketegn paa mit Legeme.
24 Nu glæder jeg mig i mine Lidelser for eder og opfylder det, som fattes i Christi Trængsler, i mit Kjød for hans Legeme, som er Menigheden,
23 uden at den Hellig-Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie efter mig.
4 og naar jeg tænker paa dine Taarer, længes jeg efter at see dig, paa det at jeg maatte fyldes med Glæde,
23 Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl, at jeg, for at skaane eder, ikke endnu er kommen til Corinth.
2 Er jeg ikke en Apostel for Andre, saa er jeg det dog for eder; thi I ere mit Apostelembedes Besegling i Herren.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
13 Thi (dette er) ikke (saa meent), at Andre skulle have Lettelse, men I Trængsel,
18 Men glæder Eder ogsaa over det Samme, og glæder Eder med mig.
15 Hvor prisede I Eder da salige! Thi jeg giver Eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet Eders Øine og givet mig.