2 Korinterbrev 2:13
men jeg tog Afsked fra dem og drog til Macedonien.
men jeg tog Afsked fra dem og drog til Macedonien.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4Min Frimodighed er stor imod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med Trøst, jeg haver en overvættes stor Glæde i al vor Trængsel.
5Thi der vi kom til Macedonien, havde vort Kjød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader; udvortes (var) Strid, indvortes Frygt.
6Men Gud, som trøster de Nedbøiede, trøstede os ved Titi Ankomst;
7dog ikke alene ved hans Ankomst, men ogsaa ved den Trøst, med hvilken han var trøstet af eder, der han forkyndte os eders Længsel, eders bittre Graad, eders Nidkjærhed for mig; saa at jeg end mere glædede mig.
1Derfor, efterdi vi ikke længere kunde udholde det, fandt vi forgodt at lades alene tilbage i Athenen,
2og vi sendte Timotheus, vor Broder og Guds Tjener og vor Medarbeider i Christi Evangelio, for at styrke eder og formane eder om eders Tro,
12Men der jeg kom til Troas, for (at prædike) Christi Evangelium, og en Dør var mig opladt i Herren, da havde jeg ingen Ro i min Aand, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder;
13Derfor ere vi blevne trøstede ved den Trøst fra eder; men vi glædede os endnu langt mere over Titi Glæde, thi hans Aand er bleven vederqvæget af eder alle.
9thi Brødrene, som kom fra Macedonien, afhjalp min Trang; og i alle Maader haver jeg holdt, og vil holde mig fra at falde eder til Byrde.
10Saa vist som Christi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke betages mig i Achajæ Lande.
16og (jeg vilde) igjennem eders (Stad) draget til Macedonien, og atter fra Macedonien kommet til eder, og blevet ledsaget af eder til Judæa.
18Jeg opmuntrede Titus og sendte hiin Broder med. Haver Titus forfordelet eder i nogen Ting? Have vi ikke vandret i den samme Aand og i de samme Fodspor?
19Men jeg haaber i den Herre Jesu snart at sende Timotheus til Eder, paa det ogsaa jeg kan beroliges ved at erfare, hvorledes det gaaer Eder.
20Thi jeg haver Ingen ligesindet med mig, der saa oprigtig vil bære Omsorg for, hvad Eder angaaer.
2at jeg haver en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.
1Siden, efter fjorten Aar, drog jeg atter op til Jerusalem med Barnabas og tog ogsaa Titus med.
1Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg ikke vilde atter komme til eder i Bedrøvelse.
3Men end ikke Titus, som var med mig, endskjøndt han var en Græker, blev tvungen til at omskjæres.
5Men jeg vil komme til eder, naar jeg faaer draget igjennem Macedonien; — thi jeg drager igjennem Macedonien. —
1Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, tog Afsked og drog ud for at reise til Macedonien.
2Og der han var dragen igjennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.
22Men han sendte To af dem, som gik ham tilhaande, Timotheus og Erastus, til Macedonien; selv blev han nogen Tid i Asien.
10Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Macedonien, efterdi vi kunde vide forvist deraf, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem.
11Vi fore da ud fra Troas og seilede lige til Samothrace, og den anden Dag til Neapolis,
12og derfra til Philippi, hvilken er den fornemste Stad i den Deel af Macedonien og beboet af Romere; men vi opholdt os nogle Dage i denne Stad.
7kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedede dem det ikke.
8De droge da forbi Mysien og kom Ned til Troas.
14Men strax sendte da Brødrene Paulus bort, for at drage henimod Havet; men baade Silas og Timotheus bleve der tilbage.
13hvem jeg vilde beholdt hos mig, at han i dit Sted skulde tjent mig i Lænkerne for Evangelium;
16Men Gud være Tak, der vakte den samme Iver for eder i Titi Hjerte!
17thi han annammede vel Formaningen, men efterdi han selv havde en større Iver, reiste han villig ud til eder.
5Hvorfor og jeg, der jeg ikke længere kunde udholde det, sendte (ham) for at erfare eders Tro, om Fristeren ikke maaskee skulde have fristet eder, og vort Arbeide blive forgjæves.
23Men nu, da jeg ikke mere haver Rum i disse Lande, men i mange Aar haver havt Længsel efter at komme til eder,
5Disse gik forud og biede efter os i Troas.
14hvor vi fandt Brødre og bleve budne af dem at blive (der) syv Dage. Og saa droge vi til Rom.
15Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde indtil Appii Forum og Trestabernæ; og der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.
3Og jeg skrev eder just saaledes til, for at jeg ikke, naar jeg kommer, skal have Bedrøvelse af dem, som mig burde at have Glæde af; efterdi jeg er forsikkret om eder alle, at min Glæde er alles eders.
4Thi i megen Kummer og med et beklemt Hjerte skrev jeg eder til under mange Taarer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men paa det I skulde kjende den Kjærlighed, som jeg overflødigen haver til eder.
4paa det at, om Macedonierne kom med mig og fandt eder uberedte, vi da ikke, for ei at sige I, skulde blive beskjæmmede over denne vor tillidsfulde Ros.
10thi Demas forlod mig, fordi han fik Kjærlighed til den nærværende Verden, og drog til Thessalonika; Crescens (drog) til Galatien, Titus til Dalmatien.
17Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder med Legemet, ikke med Hjertet, vi have med megen Forlængsel gjort os desmere Flid, for at faae see eders Ansigt.
8Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
13Thi hvad er det, hvorudi I vare ringere end de andre Menigheder, uden deri, at jeg ikke selv var eder til Besvær? Tilgiver mig denne Uret!
5Men der baade Silas og Timotheus kom fra Macedonien, trængtes Paulus af Aanden til at vidne for Jøderne, at Jesus er Christus.
13Men jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg haver ofte sat mig for at komme til eder, — men jeg er hidindtil bleven forhindret — paa det at jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger.
28Derfor sendte jeg ham desto snarere, paa det I kunne glædes, naar I see ham igjen, og jeg være mindre sorrigfuld.
11Derfor skal Ingen foragte ham; men ledsager ham i Fred, at han kan komme til mig; thi jeg forventer ham med Brødrene.
32paa det jeg kan komme til eder med Glæde efter Guds Villie og vederqvæges med eder.
23Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl, at jeg, for at skaane eder, ikke endnu er kommen til Corinth.
20Erastus blev i Corinth, men Trophimus efterlod jeg syg i Miletus.