Apostlenes gjerninger 16:10

Original Norsk Bibel 1866

Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Macedonien, efterdi vi kunde vide forvist deraf, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem.

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

Ὡς δὲ τὸ ὅραμα εἶδεν, εὐθέως ἐζητήσαμεν ἐξελθεῖν εἰς τὴν Μακεδονίαν, συμβιβάζοντες ὅτι προσκέκληται ἡμᾶς ὁ Κύριος εὐαγγελίσασθαι αὐτούς.

Translitterasjon

When de the horama eiden, immediately ezētēsamen exelthein to the Makedonian, symbibazontes that proskeklētai us the Kyrios euangelisasthai them.

Grammatikkdetaljer

• *de*: postpositive conjunction - and/but/now
• *horama*: accusative, neuter, singular - vision
• *eiden*: aorist active indicative, 3rd singular - he saw
• *ezētēsamen*: aorist active indicative, 1st plural - we sought/tried
• *exelthein*: aorist active infinitive - to go out/depart
• *Makedonian*: accusative, feminine, singular - Macedonia
• *symbibazontes*: present active participle, nominative, masculine, plural - concluding/inferring
• *proskeklētai*: perfect middle/passive indicative, 3rd singular - has called/has summoned
• *Kyrios*: nominative, masculine, singular - Lord
• *euangelisasthai*: aorist middle infinitive - to preach the gospel
• *autous*: accusative, masculine, plural - them

Ordbetydninger

• *ezētēsamen*: we sought/tried/endeavored
• *exelthein*: to go out/depart/leave
• *symbibazontes*: concluding/inferring/figuring out together
• *proskeklētai*: has called/has summoned/has invited
• *euangelisasthai*: to preach the gospel/to evangelize/to bring good news to

Henviste vers

• Sal 119:60 : 60 Jeg hastede og tøvede ikke at holde dine Bud.
• Ordsp 3:27-28 : 27 Hold ikke det Gode tilbage fra den, som bør have det, om din Haand haver Evne at gjøre det. 28 Siig ikke til din Næste: Gak bort og kom igjen, og imorgen vil jeg give (dig); efterdi du dog haver (det).
• Apg 10:29 : 29 Derfor kom jeg og uden Modsigelse, der jeg blev hentet; jeg spørger eder derfor, hvorfor I hentede mig.
• Apg 14:7 : 7 Og de prædikede der Evangelium.
• Apg 16:10-17 : 10 Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Macedonien, efterdi vi kunde vide forvist deraf, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem. 11 Vi fore da ud fra Troas og seilede lige til Samothrace, og den anden Dag til Neapolis, 12 og derfra til Philippi, hvilken er den fornemste Stad i den Deel af Macedonien og beboet af Romere; men vi opholdt os nogle Dage i denne Stad. 13 Og paa Sabbatsdagen gik vi ud udenfor Staden, ved en Flod, hvor der pleiede at holdes Bøn; og vi satte os og talede til de Qvinder, som kom sammen. 14 Og en Qvinde, ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatira, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren, saa at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus. 15 Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: Dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os. 16 Men det skede, der vi gik til det Sted, hvor der holdtes Bøn, at en Pige mødte os, som havde en Spaadoms-Aand, og som forskaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae. 17 Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: Disse Mennesker ere den høieste Guds Tjenere, som forkynde eder Saliggjørelsens Vei.
• Apg 20:5-8 : 5 Disse gik forud og biede efter os i Troas. 6 Men efter de usyrede Brøds Dage seilede vi ud fra Philippi og kom til dem inden fem Dage til Troas, hvor vi opholdt os syv Dage. 7 Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede for at bryde Brødet, talede Paulus for dem, da han vilde den anden Dag reise bort, og forlængede Talen indtil Midnat. 8 Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.
• Apg 20:13-15 : 13 Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus, og skulde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han befalet, da han selv vilde gaae tilfods. 14 Men der han kom til os i Assus, toge vi ham ind og kom til Mitylene. 15 Og da vi vare seilede derfra, kom vi den anden Dag lige over for Chius; men den følgende Dag lagde vi til Samus og bleve over i Trogillium, og kom Dagen derpaa til Miletus.
• Apg 21:1-9 : 1 Men der det var skeet, at vi havde revet os fra dem og vare farne bort, seilede vi lige til Cos, men den anden Dag til Rhodus, og derfra til Patara. 2 Og der vi fandt et Skib, som vilde gaae over til Phoenicien, traadte vi derudi og fore bort. 3 Men der vi fik Cypern i Sigte og havde ladet den paa venstre Haand, seilede vi til Syrien og løb ind til Tyrus; thi Skibet skulde der losse Ladningen. 4 Og der vi fandt Disciple, bleve vi der i syv Dage; disse sagde ved Aanden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. 5 Men der vi havde fuldendt de Dage, droge vi ud og gave os paa Reisen, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Strandbredden og bade. 6 Og der vi havde taget Afsked fra hverandre, traadte vi ind i Skibet; men de vendte tilbage til deres eget (Hjem). 7 Men vi fuldendte Seiladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og hilsede Brødrene og bleve een Dag hos dem. 8 Anden Dagen drog Paulus og vi med ham ud og kom til Cæsarea; og vi gik ind i Evangelisten Philippi Huus, — som var af de Syv, — og bleve hos ham. 9 Men denne havde fire Døttre, som vare Jomfruer og propheterede. 10 Men der vi bleve der flere Dage, kom en Prophet ned fra Judæa, ved Navn Agabus. 11 Og han kom til os, og tog Pauli Bælte og bandt sine egne Hænder og Fødder, og sagde: Saa siger den Hellig-Aand: Den Mand, som dette Bælte tilhører, skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem og overantvorde ham i Hedningernes Hænder. 12 Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. 13 Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld. 14 Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: Skee Herrens Villie! 15 Men efter de Dage, der vi vare færdige, droge vi op til Jerusalem. 16 Men der reiste ogsaa med os nogle af Disciplene fra Cæsarea, som bragte (med sig) Mnason af Cypern, en gammel Discipel, hos hvilken vi skulde have Herberge. 17 Men der vi kom til Jerusalem, annammede Brødrene os med Glæde. 18 Men den, anden Dag gik Paulus med os til Jakobus, og alle de Ældste kom derhen.
• Apg 26:13 : 13 men midt om Dagen saae jeg paa Veien, o Konge! et Lys af Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.
• Apg 27:1-28:16 : 1 Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand over Hundrede, ved Navn Julius, (der stod) ved Keiserens Rode. 2 Men der vi vare gangne ombord paa et adramyttenisk Skib for at seile langs med Asiens Kyster, fore vi ud; og Aristarchus, en Macedonier fra Thessalonica, var med os. 3 Og anden Dagen anløb vi Sidon. Og Julius behandlede Paulus mildt og tilstedede ham at gaae til Venner og nyde Pleie. 4 Og vi fore bort derfra og seilede under Cypern, fordi Vindene vare imod. 5 Og vi seilede over Havet ved Cilicien og Pamphylien og kom til Myra i Lycien. 6 Og der fandt Høvedsmanden over Hundrede et Skib fra Alexandria, som seilede til Italien, og satte os paa det. 7 Men der vi seilede langsomt i mange Dage og med Vanskelighed naaede Cnidus, — thi Vinden føiede os ikke — holdt vi ned under Creta ved Salmone. 8 Med Vanskelighed fore vi den forbi og, kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, der var nær ved Staden Lasæa. 9 Men der megen Tid var forløben, og Seiladsen nu var farlig, fordi endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus og sagde til dem: 10 I Mænd, jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv. 11 Men Høvedsmanden over Hundrede troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som af Paulus blev sagt. 12 Og der Havnen ikke var beqvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen til Phoenix for at overvintre der, hvilken er en Havn paa Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest. 13 Men der Søndenvind blæste op, og de meente, at de havde naaet deres Hensigt, lettede de Anker og holdt nær under Creta. 14 Men ikke længe derefter kom mod dem en rasende Storm, som kaldes Euroklydon. 15 Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa. 16 Men vi løb under en liden Ø, som kaldes Claude, og kunde neppe faae fat paa Baaden. 17 Og der de havde taget den op, brugte de Hjælp og omsurrede Skibet; og saasom de frygtede, at de skulde drives ind paa en Sandbanke, lode de Seilene ned og dreve saaledes. 18 Og der vi udstode Meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overbord. 19 Og paa den tredie Dag udkastede vi med vore Hænder Skibets Redskab. 20 Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, da betoges omsider alt Haab os om at frelses. 21 Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade. 22 Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet. 23 Thi denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvem jeg tilhører og hvem jeg tjener, og sagde: 24 Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig. 25 Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt. 26 Men vi skulle strande paa en Ø. 27 Men der den fjortende Nat kom, og vi dreve om i det adriatiske Hav, formodede Skibsfolkene ved Midnat, at et Land var dem nær. 28 Og da de loddede, havde de tyve Favne; men der de vare komne lidet derfra og loddede atter, havde de femten Favne. 29 Og de frygtede, at de maaskee skulde støde paa Skjær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag. 30 Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lode Baaden ned i Havet under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen, 31 da sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede og til Stridsmændene: Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke blive frelste. 32 Da kappede Stridsmændene Baadens Toug og lode den falde ned. 33 Men imidlertid, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: Det er idag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise og Intet taget til eder. 34 Derfor formaner jeg eder, at I faae Mad, thi dette hører til eders Frelse; thi der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt eder. 35 Men der han havde sagt dette og havde taget Brød, takkede han Gud for Alles Øine, og brød det og begyndte at æde. 36 Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad. 37 Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle. 38 Og der de vare blevne mætte af Mad, lettede de Skibet, idet de udkastede Levnetsmidlerne i Havet. 39 Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bleve en Vig vaer, som havde en Strandbred, paa hvilken de besluttede at sætte Skibet, om muligt. 40 Og der de havde kappet Ankerne, overlode de (Skibet) til Havet og løsnede tillige Rorbaandene; og idet de ophidsede Raaseilet for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden. 41 Men de dreve ind paa en Grund, som havde Dyb paa begge Sider, og stødte an med Skibet; og Forstavnen borede sig fast og stod ubevægelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt. 42 Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort. 43 Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet, 44 og de Andre (redde sig), Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skede det, at Alle kom frelste til Landet. 1 Og der de vare frelste, fik de at vide, at denne Ø hedte Melite. 2 Men Barbarerne viste os ikke liden Menneskekjærlighed; thi de modtoge os alle, idet de optændte en Ild formedelst Regnen, som overfaldt os, og formedelst Kulden. 3 Men der Paulus rev en Hob Riis sammen og lagde paa Ilden, kom en Øgle ud formedelst Varmen og krøb paa hans Haand. 4 Men som Barbarerne saae Dyret hænge ved hans Haand, sagde de til hverandre: Dette Menneske er sikkert en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst fra Havet. 5 Der han nu rystede Dyret af i Ilden, følte han intet Ondt. 6 Men de ventede, at han skulde hovne eller pludseligen falde død om. Men der de havde ventet længe og saae, at ham intet Ondt vederfares, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud. 7 Men ved det samme Sted havde den Øverste paa Øen, ved Navn Publius, et Landgods; han modtog os og laante os venligen Herberge i tre Dage. 8 Men det traf sig, at Publii Fader laae betagen af Feber og Blodsot; til ham gik Paulus ind og bad, og lagde Hænderne paa ham og helbredede ham. 9 Der dette da var skeet, kom og de Andre paa Øen, som havde Sygdomme, frem til ham og bleve helbredede. 10 Disse beviste os ogsaa stor Ære, og der vi droge bort, lagde de (i Skibet), hvad vi havde behov. 11 Men efter tre Maaneders Forløb droge vi bort i et alexandrinsk Skib, hvilket havde havt Vinterleie ved Øen og havde Tvillingernes Mærke. 12 Og vi løbe ind i Syracusa og bleve (der) tre Dage. 13 Derfra seilede vi omkring og kom til Rhegium; og efter een Dags Forløb fik vi Søndenvind, og kom anden Dagen til Puteoli, 14 hvor vi fandt Brødre og bleve budne af dem at blive (der) syv Dage. Og saa droge vi til Rom. 15 Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde indtil Appii Forum og Trestabernæ; og der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod. 16 Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden over Hundrede Fangerne til Øversten for Livvagten; men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med en Stridsmand, som bevogtede ham.
• 2 Kor 2:12-13 : 12 Men der jeg kom til Troas, for (at prædike) Christi Evangelium, og en Dør var mig opladt i Herren, da havde jeg ingen Ro i min Aand, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder; 13 men jeg tog Afsked fra dem og drog til Macedonien.