1 Tessalonikerbrev 1:5
Thi vort Evangelium hos eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig-Aand og i fuld Overbeviisning; ligesom I og vide, hvorledes vi have været iblandt eder for eders Skyld.
Thi vort Evangelium hos eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig-Aand og i fuld Overbeviisning; ligesom I og vide, hvorledes vi have været iblandt eder for eders Skyld.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja Herrens, idet I annammede Ordet under megen Trængsel med den Hellig-Aands Glæde,
7 saa at I ere blevne Mønstre for alle de Troende i Macedonien og Achaia;
8 thi fra eder er Herrens Ord lydeligen hørt, ikke alene i Macedonien og Achaia, men eders Tro til Gud er og bleven kundbar allevegne, saa at vi ikke have behov at tale derom;
9 thi de forkynde selv om os, hvilken Indgang vi fandt hos eder, og hvorledes I vendte eder til Gud fra Afguderne, til at tjene den levende og sande Gud,
1 I vide selv, Brødre! om vor Indgang hos eder, at den ikke var forgjæves;
2 men forud mishandlede og forhaanede, som I vide, i Philippi, vare vi (alligevel) frimodige i vor Gud til at tale Guds Evangelium hos eder under megen Kamp.
3 Thi vor Formaning er ikke af Vildfarelse, ikke heller af ureen Hensigt, ei heller med Svig:
4 men ligesom vi ere fundne værdige af Gud til at Evangelium maatte os betroes, saaledes tale vi, ikke som vi vilde behage Menneskene, men Gud, som prøver vore Hjerter.
5 Thi hverken omgikkes vi nogensinde med smigrende Ord, som I vide, ei heller med Paaskud for Gjerrighed; Gud er Vidne.
6 Vi søgte og ikke Ære af Mennesker, hverken af eder, eller af Andre, enddog vi kunde have brugt Myndighed som Christi Apostler;
16 Thi vi have ikke fulgt kløgtige Fabler, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Christi Kraft og Tilkommelse, men vi have selv været Øienvidner til hans Majestæt.
8 saaledes ere vi, af inderlig Kjærlighed til eder, villige til at dele med eder, ikke aleneste Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I ere blevne os elskelige.
9 I erindre jo, Brødre! vort Arbeide og vor Møie; thi endskjøndt vi arbeidede Nat og Dag, for ikke at være Nogen af eder til Byrde, prædikede vi dog Guds Evangelium iblandt eder.
10 I ere Vidner, og Gud, til, hvor helligen og retfærdigen og ustraffeligen vi omgikkes med eder, I Troende!
11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og trøstede eder, Enhver især, som en Fader sine Børn,
13 Derfor takke vi og Gud uafladeligen, at, da I annammede det Guds Ord, som I hørte af os, antoge I ikke Menneskers Ord, men — som det sandeligen er — Guds Ord, hvilket og kraftigen virker i eder, som troe.
12 Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at vi i Eenfoldighed og Retsindighed for Gud, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade, have vandret i Verden og fornemmelig hos eder.
13 Thi vi skrive eder ikke Andet til, end hvad I enten læse eller ogsaa kjende; men jeg haaber, at I og skulle kjende (det) indtil Enden;
14 ligesom I og for en Deel have kjendt os, at vi ere eders Ros, ligesom og I vor, paa den Herres Jesu Dag.
15 Og i Tillid hertil vilde jeg forhen kommet til eder, for at I anden Gang skulde annammet en Velgjerning;
3 Og jeg var hos eder med Skrøbelighed og med Frygt og med megen Bæven;
4 og mit Ord og min Prædiken (skede) ikke i menneskelig Viisdoms overtalende Ord, men i Aands og Krafts Beviisning,
5 at eders Tro ikke skulde være (grundet) i Menneskens Viisdom, men i Guds Kraft.
6 ligesom det Christi Vidnesbyrd er blevet befæstet hos eder,
3 tænkende uafladeligen paa eders Gjerning i Troen og Arbeide i Kjærligheden og Bestandighed i Haabet paa vor Herre Jesum Christum, for vor Guds og Faders Aasyn;
4 efterdi vi kjende, af Gud elskte Brødre! eders Udvælgelse.
1 Og jeg, Brødre! der jeg kom til eder, kom jeg ikke med prægtige Ord eller Viisdom, at forkynde eder det Guds Vidnesbyrd;
18 Men Gud er trofast, (han veed,) at vor Tale til eder var ikke Ja og Nei.
19 Thi Guds Søn, Jesus Christus, som er prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, var ikke Ja og Nei, men i ham var Ja,
1 Men jeg minder eder, Brødre! om det Evangelium, som jeg forkyndte eder, hvilket I og annammede, udi hvilket I og ere vedblevne,
9 Ikke fordi vi jo havde Magt dertil, men vi vilde give eder os selv til et Mønster at efterfølge.
11 Men jeg kundgjør eder, Brødre! at det Evangelium, som er prædiket af mig, er ikke Menneske-Lære;
7 saa ere vi derved, Brødre! trøstede ved eder i al vor Trængsel og Nød, formedelst eders Tro.
4 Thi ogsaa der vi vare hos eder, sagde vi eder det forud, at vi skulde lide Trængsler; som og er skeet, og I vide.
4 da vi have hørt om eders Tro i Christo Jesu og den Kjærlighed, I have til alle Hellige,
5 for det Haab, som eder er henlagt i Himlene, om hvilket I have allerede hørt i Evangeliets Sandheds Ord,
6 hvilket er kommet til eder, som og i den ganske Verden, og er frugtbringende og voxer, ligesom og iblandt eder fra den Dag af, I hørte og erkjendte den Guds Naade i Sandhed;
5 for Eders Deeltagelse i Evangelium fra den første Dag indtil nu;
11 Efterdi vi da kjende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker, men ere aabenbare for Gud; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere blevne aabenbare for eders Samvittighed.
12 Thi vi prise os ikke atter selv for eder, men give eder Anledning til at rose eder af os, paa det I kunne have Noget mod dem, som rose sig af udvortes Anseelse og ikke af Hjertet.
3 det, som vi have seet og hørt, forkynde vi eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesu Christo.
8 som ogsaa gav os eders Kjærlighed i Aanden tilkjende.
2 I ere vort (Anbefalings-)Brev, indskrevet i vore Hjerter, som kjendes og læses af alle Mennesker,
6 Men om jeg end er ulærd i Talen, er jeg det dog ikke i Kundskaben: men i Alt og paa alle Maader ere vi blevne fuldkommen kjendte hos eder.
1 Iøvrigt, Brødre! bede og formane vi eder altsaa i den Herre Jesu, at ligesom I have lært af os, hvorledes det bør eder at omgaaes og tækkes Gud, I (derudi) maatte ydermere tiltage.
5 Og (de gjorde) ikke alene, hvad vi haabede, men de hengave sig selv først til Herren, og (dernæst) til os, formedelst Guds Villie;
11 Derfor bede vi ogsaa altid for eder, at vor Gud vil gjøre eder sit Kald værdige og med Kraft fuldkomme al ham velbehagelig Godhed og Troens Gjerning;
22 som og beseglede os og gav (os) Aanden til Pant i vore Hjerter.
8 Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
7 Thi I vide selv, hvorledes det bør eder at efterfølge os; thi vi levede ikke uskikkeligen iblandt eder;