2 Korinterbrev 11:6
Men om jeg end er ulærd i Talen, er jeg det dog ikke i Kundskaben: men i Alt og paa alle Maader ere vi blevne fuldkommen kjendte hos eder.
Men om jeg end er ulærd i Talen, er jeg det dog ikke i Kundskaben: men i Alt og paa alle Maader ere vi blevne fuldkommen kjendte hos eder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Jeg mener dog, at jeg er ikke ringere end de saare høie Apostler.
7Eller gjorde jeg Synd, der jeg fornedrede mig selv, paa det I skulde ophøies, da jeg for Intet forkyndte eder det Guds Evangelium?
11Jeg er bleven en Daare, idet jeg roser mig. I tvang mig dertil; thi jeg burde prises af eder; thi jeg er ikke ringere end de saare høie Apostler, alligevel jeg er Intet.
21Til Skam siger jeg dette, at vi (deri) vare svage; men det hvoraf Nogen er dristig, — jeg taler i Daarlighed — er og jeg dristig af.
5Thi vort Evangelium hos eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig-Aand og i fuld Overbeviisning; ligesom I og vide, hvorledes vi have været iblandt eder for eders Skyld.
12Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at vi i Eenfoldighed og Retsindighed for Gud, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade, have vandret i Verden og fornemmelig hos eder.
13Thi vi skrive eder ikke Andet til, end hvad I enten læse eller ogsaa kjende; men jeg haaber, at I og skulle kjende (det) indtil Enden;
14ligesom I og for en Deel have kjendt os, at vi ere eders Ros, ligesom og I vor, paa den Herres Jesu Dag.
16Jeg siger atter, at Ingen maa agte mig for en Daare; men hvis endog, da taaler mig dog som en Daare, at jeg ogsaa maa rose mig lidet.
17Hvad jeg (nu) taler, taler jeg ikke efter Herren, men som i Daarlighed, idet jeg med saa fast Forvisning roser mig.
14Thi dersom jeg end haver rost eder meget for ham, er jeg ikke bleven beskjæmmet; men ligesom vi i alle Ting have talet Sandhed til eder, saa er og vor Ros for Titus bleven Sandhed.
2men vi have afsagt det skjændige Væsens skjulte (Gjerninger) og omgaaes ikke i Trædskhed, forfalske og ikke Guds Ord, men ved Sandhedens Aabenbarelse anbefale vi os til alle Menneskers Samvittighed for Guds Aasyn.
5at I udi ham ere gjorte rige i Alt, i al Lære og al Kundskab;
6ligesom det Christi Vidnesbyrd er blevet befæstet hos eder,
8Derfor, endskjøndt jeg kunde med stor Frimodighed i Christo befale dig det, som er tilbørligt,
8Thi dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskjæmmet.
6Thi dersom jeg end vilde rose mig, blev jeg ikke en Daare, thi jeg vilde sige Sandhed; men jeg undlader det, for at ikke Nogen skal tænke høiere om mig, end det, han seer mig at være, eller det, han hører af mig.
1I vide selv, Brødre! om vor Indgang hos eder, at den ikke var forgjæves;
2men forud mishandlede og forhaanede, som I vide, i Philippi, vare vi (alligevel) frimodige i vor Gud til at tale Guds Evangelium hos eder under megen Kamp.
19Mene I atter, at vi forsvare os for eder? Vi tale i Christo for Guds Aasyn; men alt dette, I Elskelige! til eders Opbyggelse.
11Hvad enten det da er mig, eller hine, da prædike vi saaledes, og saaledes troede I.
10Men du haver efterfulgt mig i Lærdom, Vandel, Forsæt, Tro, Langmodighed, Kjærlighed, Taalmodighed,
5Thi hverken omgikkes vi nogensinde med smigrende Ord, som I vide, ei heller med Paaskud for Gjerrighed; Gud er Vidne.
6Vi søgte og ikke Ære af Mennesker, hverken af eder, eller af Andre, enddog vi kunde have brugt Myndighed som Christi Apostler;
11Efterdi vi da kjende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker, men ere aabenbare for Gud; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere blevne aabenbare for eders Samvittighed.
20Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Henseende til Ondskab; i Forstand derimod værer Fuldvoxne.
11Men jeg kundgjør eder, Brødre! at det Evangelium, som er prædiket af mig, er ikke Menneske-Lære;
18Thi jeg vil ikke fordriste mig til at tale Noget om det, som Christus ikke haver udrettet ved mig til Hedningernes Lydighed, ved Ord og Gjerning,
4at jeg kan aabenbare det, som mig bør at tale.
6Men jeg haaber, at I skulle kjende, at vi ikke ere uduelige.
6Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
15Dog haver jeg, Brødre! for en Deel skrevet noget dristigt til eder, som den, der paaminder eder, efter den Naade, som mig er given af Gud,
13Men I vide, at jeg under Kjødets Skrøbelighed første Gang prædikede Eder Evangelium;
13Men jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg haver ofte sat mig for at komme til eder, — men jeg er hidindtil bleven forhindret — paa det at jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger.
7Men ligesom I ere overflødige i Alt, i Tro og Lære og Kundskab og al Iver, og i eders Kjærlighed til os, (saa seer til), at I og blive overflødige i denne Velgjørenhed.
8Jeg siger det ikke som en Befaling, men formedelst de Andres Iver vil jeg og prøve eders Kjærligheds Oprigtighed.
7Thi I vide selv, hvorledes det bør eder at efterfølge os; thi vi levede ikke uskikkeligen iblandt eder;
9Thi derfor haver jeg og skrevet, at jeg vilde vide, hvorvidt I holde Prøve, om I ere lydige i Alt.
6med Reenhed, med Kundskab, med Langmodighed, med Velvillighed, med den Hellig-Aand, med uskrømtet Kjærlighed,
3Men jeg haver sendt Brødrene, paa det at vor Ros om eder ikke i dette Stykke skulde blive til Intet, at, I, som jeg sagde, skulde være beredte;
10Saa vist som Christi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke betages mig i Achajæ Lande.
12Efterdi vi derfor have saadant Haab, bruge vi stor Frimodighed,
11da betænke en Saadan dette, at saadanne, som vi fraværende ere med Ord ved Brevene, saadanne ville vi og nærværende være i Gjerningen.
16Men lad saa være, at jeg ikke haver besværet eder; men (maaskee) var jeg trædsk og tog eder med List?
8thi fra eder er Herrens Ord lydeligen hørt, ikke alene i Macedonien og Achaia, men eders Tro til Gud er og bleven kundbar allevegne, saa at vi ikke have behov at tale derom;
2Er jeg ikke en Apostel for Andre, saa er jeg det dog for eder; thi I ere mit Apostelembedes Besegling i Herren.
13Thi hvad er det, hvorudi I vare ringere end de andre Menigheder, uden deri, at jeg ikke selv var eder til Besvær? Tilgiver mig denne Uret!
1Og jeg, Brødre! der jeg kom til eder, kom jeg ikke med prægtige Ord eller Viisdom, at forkynde eder det Guds Vidnesbyrd;
3efterdi I fordre Beviis paa, at Christus taler i mig, han, som hos eder ikke er skrøbelig, men mægtig i eder;
2men jeg beder, at jeg ikke nærværende maa komme til at bruge Myndighed med den Tillid, med hvilken jeg agter at være dristig mod Nogle, som ansee os for at omgaaes efter Kjødet.