1 Korinterbrev 4:6
Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Thi hvo giver dig Fortrin? og hvad haver du, som du ikke haver annammet? men dersom du og haver annammet det, hvi roser du dig, som om du ikke havde annammet det?
8 I ere allerede blevne mætte, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Herrer uden os; og gid I vare blevne Herrer, at og vi kunde herske med eder.
3 thi I ere endnu kjødelige; thi da der er Nid og Kiv og Tvedragt iblandt eder, ere I da ikke kjødelige og omgaaes efter menneskelig Viis?
4 Thi naar En siger: Jeg er Pauli, men en Anden: Jeg er Apollos, ere I da ikke kjødelige?
5 Hvo er da Paulus? og hvo er Apollos? Tjenere, ved hvilke I bleve troende, og det, eftersom Herren haver givet Enhver.
21 Derfor rose Ingen sig af Mennesker; thi alle Ting ere eders,
12 Jeg taler nemlig om dette, at Enhver af eder siger enten: Jeg er Pauli, eller: Jeg er Apollos, eller: Jeg er Kephæ, eller: Jeg er Christi.
13 Er Christus deelt? mon Paulus være korsfæstet for eder? eller ere I døbte til Pauli Navn?
3 Thi dersom Nogen tykkes sig at være Noget og er dog Intet, han bedrager sig selv.
4 Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have Ros for sig selv alene, og ikke for Andre;
7 See I paa det Udvortes? Dersom Nogen hos sig selv stoler paa, at han hører Christum til, han slutte igjen fra sig selv, at, ligesom han hører Christum til, saa høre og vi Christum til.
8 Thi dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskjæmmet.
6 Thi dersom jeg end vilde rose mig, blev jeg ikke en Daare, thi jeg vilde sige Sandhed; men jeg undlader det, for at ikke Nogen skal tænke høiere om mig, end det, han seer mig at være, eller det, han hører af mig.
3 (og gjøre) Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære, men agte i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv,
4 seende ikke Enhver paa sit Eget, men Enhver ogsaa paa Andres.
12 Thi vi tør ikke regne os iblandt eller ligne os med Somme, der prise sig selv; men de forstaae ikke, at de maale sig med sig selv og ligne sig med sig selv.
13 Men vi rose os ikke af det, der ikke er (os) tilmaalt, men deraf, at vi efter det bestemte Maal, hvilket Maal Gud haver tildeelt os, ere komne ogsaa til eder.
15 saa vi rose os ikke af det, som ikke er os tilmaalt, af fremmede Arbeider, men vi have Haab om, at naar eders Tro voxer, ville vi ved eder, efter den (os givne) Bestemmelse, komme langt videre,
16 (til) at prædike Evangelium for dem, som boe paa hiin Side af eder, men ikke rose os af det, der var en Anden bestemt, af det allerede Fuldførte.
16 Haver eet Sind mod hverandre; tragter ikke efter de høie Ting, men holder eder til de lave. Vorder ikke selvkloge.
5 Jeg mener dog, at jeg er ikke ringere end de saare høie Apostler.
3 Men jeg agter det for saare Lidet, at dømmes af eder, eller af en menneskelig Ret; ja jeg dømmer mig end ikke selv;
4 thi vel veed jeg Intet med mig selv, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer.
5 Derfor dømmer ikke Noget før Tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; og da skal hver vederfares sin Lov af Gud.
16 Jeg siger atter, at Ingen maa agte mig for en Daare; men hvis endog, da taaler mig dog som en Daare, at jeg ogsaa maa rose mig lidet.
17 Hvad jeg (nu) taler, taler jeg ikke efter Herren, men som i Daarlighed, idet jeg med saa fast Forvisning roser mig.
6 Vi søgte og ikke Ære af Mennesker, hverken af eder, eller af Andre, enddog vi kunde have brugt Myndighed som Christi Apostler;
26 Lader os ikke have Lyst til forfængelig Ære, saa at vi trodse hverandre og bære Avind imod hverandre.
2 Og I ere opblæste? og ere ikke meget mere sørgmodige, saa at den, som haver gjort denne Gjerning, maatte udstødes fra eder?
29 paa det at intet Kjød skal rose sig for ham.
3 Thi formedelst den Naade, som mig er given, siger jeg til Enhver iblandt eder, at han skal ikke tænke høiere, end han bør at tænke, men at han skal tænke saa, at han er beskeden, alt som Gud haver tildeelt Enhver Troens Maal.
4 Thi ligerviis som vi have mange Lemmer paa eet Legeme, men alle Lemmer have ikke den samme Forretning,
4 han er opblæst, skjøndt han Intet veed, men er syg for Spørgsmaal og Ordkrig, af hvilke kommer Avind, Trætte, Bespottelse, ond Mistanke,
18 Men Nogle ere blevne opblæste, som om jeg ikke skulde komme til eder;
12 Thi vi prise os ikke atter selv for eder, men give eder Anledning til at rose eder af os, paa det I kunne have Noget mod dem, som rose sig af udvortes Anseelse og ikke af Hjertet.
19 Mene I atter, at vi forsvare os for eder? Vi tale i Christo for Guds Aasyn; men alt dette, I Elskelige! til eders Opbyggelse.
10 Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Christi Navn, at I alle skulle tale det Samme, og at der ikke maa være Splid iblandt eder, men at I skulle være fast forenede i det samme Sind og i den samme Mening.
13 Derfor lader os ikke mere dømme hverandre; men dømmer heller dette, at Ingen maa sætte Anstød eller Forargelse for sin Broder.
18 Lader Ingen tage Klenodiet fra eder, som giver sig Skin af Ydmyghed og Engles Dyrkelse, indladende sig i Ting, som han ikke haver seet, forfængeligen opblæst af sit kjødelige Sind,
1 Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper en Saadan tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.
6 Men de, som ansaaes for at være Noget, — hvor Meget de vare, vedkommer mig ikke; Gud seer ikke paa Menneskens Person — ja de Anseede lagde Intet til min Lærdom.
4 paa det at, om Macedonierne kom med mig og fandt eder uberedte, vi da ikke, for ei at sige I, skulde blive beskjæmmede over denne vor tillidsfulde Ros.
18 Ingen bedrage sig selv; dersom Nogen iblandt eder tykkes sig at være viis i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis.
2 men dersom Nogen tykkes sig at vide Noget, han haver endnu aldrig vidst Noget saaledes, som det bør sig at vide;
4 Naar I da have Sager om det Timelige, da sætte I dem til (Dommere), som ere intet agtede i Menigheden!
5 Thi vi prædike ikke os selv, men Christum Jesum, Herren, os derimod at være eders Tjenere for Jesu Skyld.
12 Vorder ligesom jeg, thi jeg er som I. Brødre! jeg beder Eder; I have ingen Uret gjort mig.
11 Men jeg kundgjør eder, Brødre! at det Evangelium, som er prædiket af mig, er ikke Menneske-Lære;
10 Vi ere Daarer for Christi Skyld, men I ere kloge i Christo; vi skrøbelige, men I stærke; I herlige, men vi foragtede.
6 at Ingen skal forurette eller bedrage sin Broder i nogen Handel; thi Herren er Hevner over alt Saadant, som vi og forud have sagt og vidnet for eder.