Apostlenes gjerninger 21:14
Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: Skee Herrens Villie!
Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: Skee Herrens Villie!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
13Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.
15Men efter de Dage, der vi vare færdige, droge vi op til Jerusalem.
20Men der de bade ham at blive længere Tid hos dem, vilde han ikke samtykke,
21men han tog Afsked fra dem og sagde: Det bør mig endeligen at holde denne tilkommende Høitid i Jerusalem; men jeg vil vende tilbage til eder, om Gud vil. Og han foer bort fra Ephesus.
4Og der vi fandt Disciple, bleve vi der i syv Dage; disse sagde ved Aanden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
5Men der vi havde fuldendt de Dage, droge vi ud og gave os paa Reisen, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Strandbredden og bade.
6Og der vi havde taget Afsked fra hverandre, traadte vi ind i Skibet; men de vendte tilbage til deres eget (Hjem).
7Men vi fuldendte Seiladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og hilsede Brødrene og bleve een Dag hos dem.
30Men der Paulus vilde gaae frem til Folket, tilstedede Disciplene ham det ikke.
10Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Macedonien, efterdi vi kunde vide forvist deraf, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem.
21Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaja og at drage til Jerusalem, og sagde: Efterat jeg haver været der, bør det mig og at see Rom.
15Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa.
14hvor vi fandt Brødre og bleve budne af dem at blive (der) syv Dage. Og saa droge vi til Rom.
15Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde indtil Appii Forum og Trestabernæ; og der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.
25Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.
26Men vi skulle strande paa en Ø.
11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
1Derfor, efterdi vi ikke længere kunde udholde det, fandt vi forgodt at lades alene tilbage i Athenen,
18Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
19Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
19Derfor dømmer jeg, at man skal ikke besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud,
24Og Nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men Andre troede ikke.
25Men der de vare usamdrægtige indbyrdes, skiltes de ad, der Paulus havde sagt det ene Ord: Retteligen haver den Hellig-Aand talet ved Propheten Esaias til vore Fædre og sagt:
3Og dette ville vi gjøre, dersom Gud det tilsteder.
15I det Sted I skulde sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gjøre dette eller det.
11Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade paa samme Maade, som og de.
5Og (de gjorde) ikke alene, hvad vi haabede, men de hengave sig selv først til Herren, og (dernæst) til os, formedelst Guds Villie;
21Og han sagde til mig: Reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.
22og bestyrkede Disciplenes Sjæle og paamindede dem om at blive faste ved Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler.
14men uden dit Samtykke vilde jeg Intet gjøre, at den Godhed ikke skulde være af Tvang, men af fri Villie.
11Men Høvedsmanden over Hundrede troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som af Paulus blev sagt.
7kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedede dem det ikke.
13Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus, og skulde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han befalet, da han selv vilde gaae tilfods.
19Og der han havde hilset dem, fortalte han det Ene efter det Andet, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
22Og nu see, tvungen af Aanden drager jeg til Jerusalem og veed ikke, hvad mig der skal vederfares;
9Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem.
28Thi det er den Hellig-Aands Beslutning og vor, ingen videre Byrde at paalægge eder, uden disse nødvendige Ting:
7Men der vi seilede langsomt i mange Dage og med Vanskelighed naaede Cnidus, — thi Vinden føiede os ikke — holdt vi ned under Creta ved Salmone.
17Men der vi kom til Jerusalem, annammede Brødrene os med Glæde.
36Men efter nogle Dage sagde Paulus til Barnabas: Lad os dog drage tilbage og besøge vore Brødre i enhver Stad, hvor vi have forkyndt Herrens Ord, (og see,) hvorledes de lide.
34Men Silas besluttede at blive der.
33Og saaledes gik Paulus ud fra dem.
38Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage denne med, som var vegen fra dem i Pamphylien og var ikke dragen med dem til Arbeidet.
20thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
43Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet,
46Men Paulus og Barnabas talede frimodigen og sagde: Det var fornødent, at det Guds Ord skulde først tales for eder; men efterdi I forskyde det og agte eder selv ikke værdige til det evige Liv, see, saa vende vi os til Hedningerne;
17Dersom Gud da haver givet dem ligesaadan Gave, som og os, der de troede paa den Herre Jesum Christum, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?
21Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.