Apostlenes gjerninger 27:15
Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa.
Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16Men vi løb under en liden Ø, som kaldes Claude, og kunde neppe faae fat paa Baaden.
17Og der de havde taget den op, brugte de Hjælp og omsurrede Skibet; og saasom de frygtede, at de skulde drives ind paa en Sandbanke, lode de Seilene ned og dreve saaledes.
18Og der vi udstode Meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overbord.
19Og paa den tredie Dag udkastede vi med vore Hænder Skibets Redskab.
20Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, da betoges omsider alt Haab os om at frelses.
21Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.
4Og vi fore bort derfra og seilede under Cypern, fordi Vindene vare imod.
5Og vi seilede over Havet ved Cilicien og Pamphylien og kom til Myra i Lycien.
6Og der fandt Høvedsmanden over Hundrede et Skib fra Alexandria, som seilede til Italien, og satte os paa det.
7Men der vi seilede langsomt i mange Dage og med Vanskelighed naaede Cnidus, — thi Vinden føiede os ikke — holdt vi ned under Creta ved Salmone.
8Med Vanskelighed fore vi den forbi og, kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, der var nær ved Staden Lasæa.
9Men der megen Tid var forløben, og Seiladsen nu var farlig, fordi endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus og sagde til dem:
10I Mænd, jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.
11Men Høvedsmanden over Hundrede troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som af Paulus blev sagt.
12Og der Havnen ikke var beqvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen til Phoenix for at overvintre der, hvilken er en Havn paa Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest.
13Men der Søndenvind blæste op, og de meente, at de havde naaet deres Hensigt, lettede de Anker og holdt nær under Creta.
14Men ikke længe derefter kom mod dem en rasende Storm, som kaldes Euroklydon.
37Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle.
38Og der de vare blevne mætte af Mad, lettede de Skibet, idet de udkastede Levnetsmidlerne i Havet.
39Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bleve en Vig vaer, som havde en Strandbred, paa hvilken de besluttede at sætte Skibet, om muligt.
40Og der de havde kappet Ankerne, overlode de (Skibet) til Havet og løsnede tillige Rorbaandene; og idet de ophidsede Raaseilet for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.
41Men de dreve ind paa en Grund, som havde Dyb paa begge Sider, og stødte an med Skibet; og Forstavnen borede sig fast og stod ubevægelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
42Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort.
43Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet,
44og de Andre (redde sig), Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skede det, at Alle kom frelste til Landet.
26Men vi skulle strande paa en Ø.
27Men der den fjortende Nat kom, og vi dreve om i det adriatiske Hav, formodede Skibsfolkene ved Midnat, at et Land var dem nær.
28Og da de loddede, havde de tyve Favne; men der de vare komne lidet derfra og loddede atter, havde de femten Favne.
29Og de frygtede, at de maaskee skulde støde paa Skjær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag.
30Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lode Baaden ned i Havet under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen,
31da sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede og til Stridsmændene: Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke blive frelste.
32Da kappede Stridsmændene Baadens Toug og lode den falde ned.
11Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
12Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.
13Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.
24Men Skibet var allerede midt paa Søen og led Nød af Bølgerne; thi Vinden var dem imod.
37Og der kom en stærk Hvirvelvind; men den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.
1Men der det var skeet, at vi havde revet os fra dem og vare farne bort, seilede vi lige til Cos, men den anden Dag til Rhodus, og derfra til Patara.
2Og der vi fandt et Skib, som vilde gaae over til Phoenicien, traadte vi derudi og fore bort.
3Men der vi fik Cypern i Sigte og havde ladet den paa venstre Haand, seilede vi til Syrien og løb ind til Tyrus; thi Skibet skulde der losse Ladningen.
32Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret.
1Og der de vare frelste, fik de at vide, at denne Ø hedte Melite.
4Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.
18Og Søen reiste sig, da der blæste en stærk Vind.
23Men der de seilede, sov han ind; og en Hvirvelvind kom ned paa Søen, og de fik meget Vand ind og vare i Fare.
24Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
13Derfra seilede vi omkring og kom til Rhegium; og efter een Dags Forløb fik vi Søndenvind, og kom anden Dagen til Puteoli,
4See, ogsaa Skibene, enddog de ere saa store og drives af stærke Vinde, vendes med et saare lidet Ror, hvor Styrmandens Fart vil hen.
26Dine Rorsmænd førte dig paa store Vande, (men) Østenvinden sønderbrød dig midt i Havet.
14Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: Skee Herrens Villie!