Jona 1:4

Original Norsk Bibel 1866

Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Sal 107:23-31 : 23 De, som fare ned paa Havet i Skibe, som udrette (deres) Gjerning i store Vande, 24 — de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe. 25 Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger. 26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke. 27 De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt. 28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. 29 Han lod Stormen blive stille, og deres Bølger lagde sig. 30 Da bleve de glade, at de vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begjæring — 31 lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,
  • Sal 135:7 : 7 Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
  • Amos 4:13 : 13 Thi see, (han) danner Bjergene, og skaber Veiret, og kundgjør et Menneske, hvad hans Tanke er, han gjør Morgenrøden (og) Mørket, og træder paa Jordens Høie; den Herre Zebaoths Gud er hans Navn.
  • Matt 8:24-27 : 24 Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov. 25 Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae. 26 Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille. 27 Men Menneskene forundrede sig og sagde: Hvad er denne for En, at baade Vindene og Havet ere ham lydige?
  • Apg 27:13-20 : 13 Men der Søndenvind blæste op, og de meente, at de havde naaet deres Hensigt, lettede de Anker og holdt nær under Creta. 14 Men ikke længe derefter kom mod dem en rasende Storm, som kaldes Euroklydon. 15 Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa. 16 Men vi løb under en liden Ø, som kaldes Claude, og kunde neppe faae fat paa Baaden. 17 Og der de havde taget den op, brugte de Hjælp og omsurrede Skibet; og saasom de frygtede, at de skulde drives ind paa en Sandbanke, lode de Seilene ned og dreve saaledes. 18 Og der vi udstode Meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overbord. 19 Og paa den tredie Dag udkastede vi med vore Hænder Skibets Redskab. 20 Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, da betoges omsider alt Haab os om at frelses.
  • 2 Mos 10:13 : 13 Saa rakte Mose sin Kjep ud over Ægypti Land, og Herren lod komme Østenveir i Landet den samme hele Dag og hele Nat; og det skede om Morgenen, at Østenveiret opførte Græshopperne.
  • 2 Mos 10:19 : 19 Og Herren vendte et saare stærkt Vestenveir, og det optog Græshopperne og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Græshoppe tilovers i al Ægypti Grændse.
  • 2 Mos 14:21 : 21 Og Mose udrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet bortfare ved et stærkt Østenveir den ganske Nat, og gjorde Havet som det Tørre, og Vandene skiltes ad.
  • 2 Mos 15:10 : 10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
  • 4 Mos 11:31 : 31 Da foer der et Veir ud fra Herren, og førte Vagteler fra Havet, og strøede (dem) over Leiren, her ved en Dags Reise, og der ved en Dags Reise (langt), trindt omkring Leiren, og ved to Alen (høit) over Jorden.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 83%

    5Og Skibsfolkene frygtede, og de raabte, hver til sin Gud, og de kastede Redskabet, som var udi Skibet, i Havet, at det maatte lettes for dem; men Jonas var nedstegen ved Siderne i Skibet, og laae og sov hart.

    6Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvi sover du saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaskee Gud vilde tænke mildelig paa os, at vi ikke forgaae.

    7Og de sagde, den Ene til den Anden: Kommer, og lader os kaste Lod, at vi kunne fornemme, for hvis Skyld dette Onde er over os; og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas.

    8Da sagde de til ham: Kundgjør os dog, for hvis Skyld dette Onde er over os? hvad er din Gjerning, og hvorfra kommer du? hvad er dit Land, og af hvad Folk er du?

  • 83%

    10Da frygtede Mændene sig ganske meget, og de sagde til ham: Hvorfor gjorde du det? thi Mændene vidste, at han flyede fra Herrens Ansigt, thi han havde kundgjort dem (det).

    11Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.

    12Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.

    13Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.

    14Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! thi du, Herre! haver gjort, saasom dig behagede.

    15Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.

    16Og Mændene frygtede Herren ganske meget, og offrede Herren Slagtoffer og lovede Løfter.

  • 82%

    1Og Herrens Ord skede til Jonas, Amithai Søn, sigende:

    2Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er opkommen for mit Ansigt.

    3Men Jonas gjorde sig rede at flye til Tharsis fra Herrens Ansigt, og kom ned til Japho, og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og gav Fragt derfor, og nedsteg derudi at fare med dem til Tharsis fra Herrens Ansigt.

  • 79%

    37Og der kom en stærk Hvirvelvind; men den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.

    38Og han var bag i Skibet og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester, bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?

    39Og han stod op, og truede Veiret og sagde til Søen: Ti! vær stille! og Veiret stilledes, og det blev ganske blikstille.

  • 18Og Søen reiste sig, da der blæste en stærk Vind.

  • 24Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.

  • 76%

    13Men der Søndenvind blæste op, og de meente, at de havde naaet deres Hensigt, lettede de Anker og holdt nær under Creta.

    14Men ikke længe derefter kom mod dem en rasende Storm, som kaldes Euroklydon.

    15Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa.

  • 76%

    24— de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe.

    25Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.

  • 75%

    6Da beskikkede den Herre Gud et Kikajon, og det voxede op over Jonas, at der skulde være Skygge over hans Hoved, at frie ham fra hans Onde; og Jonas glædede sig saare meget ved dette Kikajon.

    7Men Gud beskikkede en Orm, der Morgenrøden opgik om anden Dagen, og den stak det Kikajon, og det visnede.

    8Og det skede, der Solen var opgangen, da beskikkede Gud en stille Aftenvind, og Solen stak paa Jonas Hoved, og han vansmægtede; da bad han, at hans Sjæl maatte døe, og sagde: Det er bedre, at jeg døer end lever.

  • 24Men Skibet var allerede midt paa Søen og led Nød af Bølgerne; thi Vinden var dem imod.

  • 75%

    40Og der de havde kappet Ankerne, overlode de (Skibet) til Havet og løsnede tillige Rorbaandene; og idet de ophidsede Raaseilet for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.

    41Men de dreve ind paa en Grund, som havde Dyb paa begge Sider, og stødte an med Skibet; og Forstavnen borede sig fast og stod ubevægelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.

  • 75%

    1Da gjorde det Jonas ganske meget ondt, og hans (Vrede) optændtes.

    2Og han bad til Herren og sagde: Ak Herre! var dette ikke mit Ord, der jeg var endnu i mit Land? derfor forekom jeg (det) og flyede til Tharsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.

  • 7Bævelse betog dem der, Angest som en (Qvindes), der føder.

  • 26Dine Rorsmænd førte dig paa store Vande, (men) Østenvinden sønderbrød dig midt i Havet.

  • 74%

    17Og der de havde taget den op, brugte de Hjælp og omsurrede Skibet; og saasom de frygtede, at de skulde drives ind paa en Sandbanke, lode de Seilene ned og dreve saaledes.

    18Og der vi udstode Meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overbord.

  • 10Men jeg, jeg vil med Taksigelses Røst offre til dig, jeg vil betale det, jeg haver lovet; Salighed (hører) Herren til.

  • 73%

    23Men der de seilede, sov han ind; og en Hvirvelvind kom ned paa Søen, og de fik meget Vand ind og vare i Fare.

    24Da traadte de til ham, og vakte ham op og sagde: Mester! Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.

  • 2Daniel svarede og sagde: Jeg saae i mit Syn om Natten, og see, fire Veir under Himmelen, som brøde ud paa det store Hav.

  • 19Og see, der kom et stort Veir fra hiin Side Ørken og stødte an mod Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde, og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.

  • 16Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.

  • 29Han lod Stormen blive stille, og deres Bølger lagde sig.

  • 26Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.

  • 10Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.

  • 1Og Herren beskikkede en stor Fisk at opsluge Jonas, og Jonas var i Fiskens Liv tre Dage og tre Nætter.

  • 32Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret.

  • 41Og de frygtede saare og sagde til hverandre: Hvo er da denne, at baade Veiret og Søen ere ham lydige?