Markus 4:41
Og de frygtede saare og sagde til hverandre: Hvo er da denne, at baade Veiret og Søen ere ham lydige?
Og de frygtede saare og sagde til hverandre: Hvo er da denne, at baade Veiret og Søen ere ham lydige?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
25 Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae.
26 Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.
27 Men Menneskene forundrede sig og sagde: Hvad er denne for En, at baade Vindene og Havet ere ham lydige?
22 Og det begav sig paa en af de Dage, at han og hans Disciple traadte i et Skib, og han sagde til dem: Lader os fare over Søen; og de fore ud.
23 Men der de seilede, sov han ind; og en Hvirvelvind kom ned paa Søen, og de fik meget Vand ind og vare i Fare.
24 Da traadte de til ham, og vakte ham op og sagde: Mester! Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
25 Da sagde han til dem: Hvor er eders Tro? Men de frygtede og forundrede sig, og sagde til hverandre: Hvo er dog denne? Thi han byder baade over Vind og Vand, og de ere ham lydige.
26 Og de seilede frem til de Gadareners Egn, hvilken er tvært over for Galilæa.
35 Og den samme Dag, der det var blevet Aften, sagde han til dem: Lader os fare over til hiin Side.
36 Og de lode Folket gaae og toge ham med, som han var, i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham.
37 Og der kom en stærk Hvirvelvind; men den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.
38 Og han var bag i Skibet og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester, bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?
39 Og han stod op, og truede Veiret og sagde til Søen: Ti! vær stille! og Veiret stilledes, og det blev ganske blikstille.
40 Og han sagde til dem: Hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?
47 Og der det var blevet Aften, var Skibet midt paa Søen, og han alene paa Landet.
48 Og han saae, at de lede Nød, idet de roede, thi Vinden var dem imod; og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen, og han vilde gaaet dem forbi.
49 Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de raabte.
50 — Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede. — Og han talede strax med dem og sagde til dem: Værer frimodige! det er mig, frygter ikke.
51 Og han traadte ind i Skibet til dem, og Vinden stilledes; og de forfærdedes overmaade meget ved sig selv og forundrede sig.
24 Men Skibet var allerede midt paa Søen og led Nød af Bølgerne; thi Vinden var dem imod.
25 Men i den fjerde Nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa Søen.
26 Og der Disciplene saae ham vandre paa Søen, bleve de forskrækkede og sagde: Det er et Spøgelse; og de raabte af Frygt.
27 Men Jesus talede strax til dem og sagde: Værer frimodige! det er mig; frygter ikke.
30 Men der han saae det haarde Veir, frygtede han; og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig!
31 Og Jesus udrakte strax Haanden, og tog fat paa ham og sagde til ham: Du lidet troende, hvi tvivlede du?
32 Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret.
33 Men de, som vare i Skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: Du er sandelig Guds Søn.
34 Og da de vare farne over, kom de til Genezareths Land.
10 Da frygtede Mændene sig ganske meget, og de sagde til ham: Hvorfor gjorde du det? thi Mændene vidste, at han flyede fra Herrens Ansigt, thi han havde kundgjort dem (det).
11 Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
12 Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.
13 Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.
18 Og Søen reiste sig, da der blæste en stærk Vind.
19 Der de nu havde roet ved fem og tyve eller tredive Stadier langt, saae de Jesum vandre paa Søen og komme nær til Skibet; og de frygtede.
20 Men han sagde til dem: Det er mig; frygter ikke!
21 Da vilde de tage ham ind i Skibet; og Skibet var strax ved Landet, som de fore hen til.
27 Og de bleve alle forfærdede, saa at de bespurgte sig med hverandre og sagde: Hvad er dette? hvad er denne for en ny Lærdom? thi han byder og de urene Aander med Magt, og de lyde ham.
37 Da forfærdedes de og betoges af Frygt, og meente, at de saae en Aand.
36 Og der kom en Rædsel over Alle, og de talede med hverandre og sagde: Hvad er dog dette, at han byder de urene Aander med Myndighed og Magt, og de fare ud?
6 Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare.
7 Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: Staaer op og frygter ikke!
25 Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
32 Og de forundrede sig saare over hans Lærdom; thi hans Tale var med Myndighed.
54 Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og holdt Vagt over Jesum, der de saae det Jordskjælv og hvad der skede, frygtede de saare og sagde: Sandelig, denne var Guds Søn!
43 Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt.
8 Men der Folket det saae, forundrede de sig og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt.
9 Thi en Rædsel var kommen paa ham og paa alle dem, som vare med ham, formedelst den Fiskedræt, som de havde fanget med hverandre,
37 Og den hele Almue i de Gadareners omliggende Land bad ham, at han vilde gaae fra dem; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte ind i Skibet og vendte tilbage igjen.
1 Og han begyndte atter at lære ved Søen, og meget Folk forsamledes til ham, saa at han maatte træde ind i Skibet og sidde paa Søen; og alt Folket var paa Landet ved Søen.