Matteus 14:30
Men der han saae det haarde Veir, frygtede han; og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig!
Men der han saae det haarde Veir, frygtede han; og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31Og Jesus udrakte strax Haanden, og tog fat paa ham og sagde til ham: Du lidet troende, hvi tvivlede du?
32Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret.
33Men de, som vare i Skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: Du er sandelig Guds Søn.
24Men Skibet var allerede midt paa Søen og led Nød af Bølgerne; thi Vinden var dem imod.
25Men i den fjerde Nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa Søen.
26Og der Disciplene saae ham vandre paa Søen, bleve de forskrækkede og sagde: Det er et Spøgelse; og de raabte af Frygt.
27Men Jesus talede strax til dem og sagde: Værer frimodige! det er mig; frygter ikke.
28Men Peder svarede ham og sagde: Herre, dersom det er dig, da byd mig komme til dig paa Vandet.
29Men han sagde: Kom! Og Peder traadte ned af Skibet og vandrede paa Vandet, for at komme til Jesum.
23Og han gik i Skibet, og hans Disciple fulgte ham.
24Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
25Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae.
26Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.
27Men Menneskene forundrede sig og sagde: Hvad er denne for En, at baade Vindene og Havet ere ham lydige?
47Og der det var blevet Aften, var Skibet midt paa Søen, og han alene paa Landet.
48Og han saae, at de lede Nød, idet de roede, thi Vinden var dem imod; og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen, og han vilde gaaet dem forbi.
49Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de raabte.
50— Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede. — Og han talede strax med dem og sagde til dem: Værer frimodige! det er mig, frygter ikke.
51Og han traadte ind i Skibet til dem, og Vinden stilledes; og de forfærdedes overmaade meget ved sig selv og forundrede sig.
22Og det begav sig paa en af de Dage, at han og hans Disciple traadte i et Skib, og han sagde til dem: Lader os fare over Søen; og de fore ud.
23Men der de seilede, sov han ind; og en Hvirvelvind kom ned paa Søen, og de fik meget Vand ind og vare i Fare.
24Da traadte de til ham, og vakte ham op og sagde: Mester! Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
25Da sagde han til dem: Hvor er eders Tro? Men de frygtede og forundrede sig, og sagde til hverandre: Hvo er dog denne? Thi han byder baade over Vind og Vand, og de ere ham lydige.
35Og den samme Dag, der det var blevet Aften, sagde han til dem: Lader os fare over til hiin Side.
36Og de lode Folket gaae og toge ham med, som han var, i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham.
37Og der kom en stærk Hvirvelvind; men den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.
38Og han var bag i Skibet og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester, bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?
39Og han stod op, og truede Veiret og sagde til Søen: Ti! vær stille! og Veiret stilledes, og det blev ganske blikstille.
40Og han sagde til dem: Hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?
41Og de frygtede saare og sagde til hverandre: Hvo er da denne, at baade Veiret og Søen ere ham lydige?
16Men der det var blevet Aften, gik hans Disciple ned til Søen;
17og de traadte ind i Skibet og kom paa hiin Side Søen til Capernaum. Og det var allerede blevet mørkt, og Jesus var ikke kommen til dem.
18Og Søen reiste sig, da der blæste en stærk Vind.
19Der de nu havde roet ved fem og tyve eller tredive Stadier langt, saae de Jesum vandre paa Søen og komme nær til Skibet; og de frygtede.
20Men han sagde til dem: Det er mig; frygter ikke!
21Da vilde de tage ham ind i Skibet; og Skibet var strax ved Landet, som de fore hen til.
11Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
12Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.
13Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.
3Men han traadte ind i et af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidet fra Landet; og han satte sig og lærte Folket fra Skibet.
4Men der han lod af at tale, sagde han til Simon: Far ud paa Dybet og kaster eders Garn ud til en Dræt.
5Og Simon svarede og sagde til ham: Mester, vi have arbeidet den ganske Nat og fik Intet; men paa dit Ord vil jeg udkaste Garnet.
6Og der de gjorde det, fangede de en stor Hob Fiske; men deres Garn sønderreves.
7Og de vinkede ad deres Staldbrødre, som vare i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og fyldte begge Skibene, saa at de vare nær ved at synke.
8Men der Simon Petrus saae det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: Herre, gak ud fra mig; thi jeg er en syndig Mand.
9Thi en Rædsel var kommen paa ham og paa alle dem, som vare med ham, formedelst den Fiskedræt, som de havde fanget med hverandre,
6Men han sagde til dem: Kaster Garnet til den høire Side af Skibet, saa skulle I finde. Da kastede de det ud, og de kunde ikke drage det mere for Fiskenes Mangfoldighed.
7Da siger den Discipel, som Jesus elskede, til Peder: Det er Herren. Der Simon Peder da hørte, at det var Herren, bandt han Kjortelen om sig — thi han var nøgen — og kastede sig i Søen.
6Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede.
7Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: Staaer op og frygter ikke!