Salmene 107:25
Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
29 Han lod Stormen blive stille, og deres Bølger lagde sig.
30 Da bleve de glade, at de vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begjæring —
23 De, som fare ned paa Havet i Skibe, som udrette (deres) Gjerning i store Vande,
24 — de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe.
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
6 Herren gjør Alt, hvad (ham) behager, i Himmelen og paa Jorden, i Havene og i alle Afgrunde.
7 Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
16 naar han udgiver Røsten, (er der) et Bulder af Vande i Himmelen, og han drager Damp op fra Jordens Ende; han gjør Lynet (tillige) med Regnen, og udfører Veiret af sine Liggendefæ.
13 Naar han udgiver Røsten, er Vandenes Mangfoldighed i Himmelen, og han kan opdrage Damp fra Jordens Ende; han gjorde Lynet (tilligemed) Regnen, og udførte Veir af sine Liggendefæ.
9 Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
7 den, som gjør Bjergene faste med sin Kraft, som er omgjordet med Magt,
12 Ved sin Kraft skiller han Havet ad, med sin Forstand bryder han (dets) Hovmodighed.
11 Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
12 Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.
13 Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.
18 Han sender sit Ord og smelter dem, han lader sit Veir blæse, saa flyde Vandene hen.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
4 Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.
7 Han er den, som holder Vandet tilsammen i Havet som en Dynge, han sætter Afgrundene til (at være) Forraadskammere.
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
3 Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
4 (Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
37 Og der kom en stærk Hvirvelvind; men den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.
24 Da traadte de til ham, og vakte ham op og sagde: Mester! Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
25 Da sagde han til dem: Hvor er eders Tro? Men de frygtede og forundrede sig, og sagde til hverandre: Hvo er dog denne? Thi han byder baade over Vind og Vand, og de ere ham lydige.
8 som alene udbreder Himmelen og træder paa Havets Bølger,
26 Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.
27 Men Menneskene forundrede sig og sagde: Hvad er denne for En, at baade Vindene og Havet ere ham lydige?
18 Og Søen reiste sig, da der blæste en stærk Vind.
25 Der han gjorde Vægt for Veiret og veiede Vandet med en Maade,
39 Og han stod op, og truede Veiret og sagde til Søen: Ti! vær stille! og Veiret stilledes, og det blev ganske blikstille.
24 Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
5 Gud tordner meget underligen med sin Røst; han gjør store Ting, og vi kunne ikke kjende (dem).
9 Thi han, han talede, og det skede; han bød, saa stod det.
3 Han hvælver sine Sale i Vandene, han gjør de tykke Skyer (til) sin Vogn, han, som vandrer paa Veirets Vinger.
15 Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.
7 Havet skal bruse og dets Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
8 Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet.
15 Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,
26 Han lod Østenveir fare frem under Himmelen, og førte Søndenveir frem ved sin Styrke.
22 Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.
41 Og de frygtede saare og sagde til hverandre: Hvo er da denne, at baade Veiret og Søen ere ham lydige?
15 See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
21 Østenveir skal tage ham op, at han farer (bort), og med en Storm drive ham fra sit Sted.
15 Thi jeg er Herren din Gud, som adskiller Havet, at dets Bølger bruse; Herre Zebaoth er hans Navn.
15 Han sender sin Tale paa Jorden, hans Ord løber saare hasteligen.
5 De skulle love Herrens Navn, thi der han, han bød det, da bleve de skabte.