Salmene 147:15
Han sender sin Tale paa Jorden, hans Ord løber saare hasteligen.
Han sender sin Tale paa Jorden, hans Ord løber saare hasteligen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 Han giver Snee som Uld, han udstrøer Riimfrost som Aske.
17 Han udkaster sin Iis som Mundbide; hvo kan staae for hans Kulde?
18 Han sender sit Ord og smelter dem, han lader sit Veir blæse, saa flyde Vandene hen.
19 Han haver kundgjort Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Rette.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
2 Hører flittig hans Røsts Bevægelse, og (hvad for) Tale der udgaaer af hans Mund.
3 Han lader den gaae ret frem under al Himmelen, og hans Lys er over Jordens Vinger.
4 Derefter brøler han (med sin) Røst, han tordner med sin høie Røst, og naar hans Røst skal høres, da undertrykker han dem ikke.
5 Gud tordner meget underligen med sin Røst; han gjør store Ting, og vi kunne ikke kjende (dem).
6 Thi han taler til Snee, (sigende:) Vær paa Jorden, og til Pladskregn, (saa kommer) hans stærke (og) megen Pladskregn.
15 Den, som haver gjort Jorden ved sin Kraft, som beredte Jorderige ved sin Viisdom, og udbredte Himmelen ved sin Forstand,
16 naar han udgiver Røsten, (er der) et Bulder af Vande i Himmelen, og han drager Damp op fra Jordens Ende; han gjør Lynet (tillige) med Regnen, og udfører Veiret af sine Liggendefæ.
9 Thi han, han talede, og det skede; han bød, saa stod det.
14 Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.
10 Gud giver Frost ved sin Aande, saa at det brede Vand bliver snevert.
11 Ogsaa fordriver han den tykke (Sky) med klar (Luft), han adspreder Skyen ved sit Lys.
12 Og han vender Leilighederne efter sine Raad til deres Gjerning, til alt det, som han byder dem paa Jordens Kreds;
13 enten (det skeer) til Revselse, eller til hans Lands (Bedste), eller at han lader sig finde ved Miskundhed.
14 Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst.
15 Og han udskjød Pile og adspredte dem, Lyn, og forfærdede dem.
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
25 Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
7 Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
3 Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
4 Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
12 (Han er den,) som gjorde Jorden ved sin Kraft, som beredte Jorderige ved sin Viisdom og udbredte Himlene ved sin Forstand.
13 Naar han udgiver Røsten, er Vandenes Mangfoldighed i Himmelen, og han kan opdrage Damp fra Jordens Ende; han gjorde Lynet (tilligemed) Regnen, og udførte Veir af sine Liggendefæ.
14 Og Herren tordnede i Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst; der var Hagel og gloende Kul.
20 Han sendte sit Ord og helbredede dem, og reddede dem af deres Fordærvelser —
4 (Der er) ingen Tale og ei Ord, (med hvilke) deres Røst jo er hørt.
15 See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
11 Dine Dyr boede i den; Gud! du bereder den for den Elendige ved din Godhed.
10 Du lader Kilder opvælde i Dalene, at de gaae imellem Bjergene.
11 saa skal mit Ord være, som skal udgaae af min Mund; det skal ikke komme tomt igjen til mig, men det skal gjøre det, mig behager, og hvad jeg sender det til, skal lykkes for det.
7 Herrens Røst udhugger Ildsluer.
7 Hans Hænders Gjerninger ere Sandhed og Ret, alle hans Befalinger ere trofaste.
7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
5 De skulle love Herrens Navn, thi der han, han bød det, da bleve de skabte.
6 Himlene ere gjorte ved Herrens Ord, og al deres Hær ved hans Munds Aand.
6 Og den gaaer ud som en Brudgom af sit Brudehuus; den glæder sig som en vældig (Stridsmand) til at løbe (sin) Bane.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
20 Lover Herren, I hans Engle! I Vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst.
30 Og Herren skal lade høre sin majestætiske Røst, og lade see, (at han) nedlader sin Arm i (sin) Vredes Grumhed og med en fortærende Ildslue, med Adspredelse og Vandskyl og Hagelstene.
6 Lad lyne flux og adspred dem, udkast dine Pile og forfærd dem.
4 Herrens Røst er med Kraft, Herrens Røst er med Herlighed.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
13 Han vander Bjergene af sine høie Sale; Landet mættes af dine Gjerningers Frugt.
15 Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,
9 Han sendte sit Folk en Forløsning, han befoel sin Pagt (at blive) evindelig; hans Navn er helligt og forfærdeligt.