Matteus 17:6
Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare.
Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: Staaer op og frygter ikke!
8Men der de opløftede deres Øine, saae de Ingen, uden Jesum alene.
9Og der de gik ned af Bjerget, bød Jesus dem og sagde: I skulle Ingen sige dette Syn, førend Menneskens Søn er opstanden fra de Døde.
5Der han endnu talede, see, da overskyggede dem en klar Sky, og see, en Røst kom af Skyen, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg haver Velbehag; hører ham!
6Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede.
7Og en Sky kom, som overskyggede dem, og en Røst kom af Skyen, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige, hører ham!
8Og strax, der de saae sig omkring, saae de Ingen mere, men Jesum alene hos dem.
9Men der de gik ned af Bjerget, bød han dem, at de ikke skulde fortælle Nogen, hvad de havde seet, førend Menneskens Søn var opstanden fra de Døde.
34Men der han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de forfærdedes, der de kom ind i Skyen.
35Og en Røst kom af Skyen, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige; hører ham!
36Og idet Røsten skede, blev Jesus funden alene; og de taug og forkyndte Ingen Noget i de Dage af det, de havde seet.
37Men det begav sig Dagen derefter, der de kom ned af Bjerget, da kom meget Folk ham imøde.
6Der han da sagde til dem: Det er mig, vege de tilbage og faldt til Jorden.
26Og der Disciplene saae ham vandre paa Søen, bleve de forskrækkede og sagde: Det er et Spøgelse; og de raabte af Frygt.
27Men Jesus talede strax til dem og sagde: Værer frimodige! det er mig; frygter ikke.
1Og sex Dage derefter tog Jesus Petrus og Jakobus og hans Broder Johannes til sig, og førte dem afsides op paa et høit Bjerg.
2Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset.
3Og see, Moses og Elias bleve seede af dem og talede med ham.
17Thi han fik Hæder og Ære af Gud Fader, idet en saadan Røst skede til ham fra den majestætiske Herlighed: Denne er min Søn, den Elskelige, i hvem jeg haver Velbehag.
18Og vi hørte denne Røst komme fra Himmelen, der vi vare med ham paa det hellige Bjerg.
37Da forfærdedes de og betoges af Frygt, og meente, at de saae en Aand.
32Men Peder og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
33Og han tog Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes.
40Og han sagde til dem: Hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?
41Og de frygtede saare og sagde til hverandre: Hvo er da denne, at baade Veiret og Søen ere ham lydige?
32Men de forstode ikke det Ord, og frygtede for at spørge ham.
5Men der de bleve bange og bøiede Ansigtet til Jorden, sagde de til dem: Hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde?
19Der de nu havde roet ved fem og tyve eller tredive Stadier langt, saae de Jesum vandre paa Søen og komme nær til Skibet; og de frygtede.
20Men han sagde til dem: Det er mig; frygter ikke!
2Og sex Dage derefter tog Jesus Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og førte dem alene afsides op paa et høit Bjerg; og han blev forvandlet for deres Øine.
4Men Vogterne skjælvede af Frygt for ham og bleve ligesom døde.
54Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og holdt Vagt over Jesum, der de saae det Jordskjælv og hvad der skede, frygtede de saare og sagde: Sandelig, denne var Guds Søn!
49Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de raabte.
50— Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede. — Og han talede strax med dem og sagde til dem: Værer frimodige! det er mig, frygter ikke.
51Og han traadte ind i Skibet til dem, og Vinden stilledes; og de forfærdedes overmaade meget ved sig selv og forundrede sig.
8Og de gik hasteligen ud og flyede fra Graven; men Bævelse og Forfærdelse betog dem, og de sagde Ingen Noget, thi de frygtede.
21og saa frygteligt var Synet, at Moses sagde: Jeg er forfærdet og bæver;
32Men de vare paa Veien og gik op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede og fulgte ham frygtende. Og han tog atter de Tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad ham skulde vederfares:
9Men der de gik at bebude hans Disciple det, see, da mødte Jesus dem og sagde: Hil være eder! men de traadte til, og omfavnede hans Fødder og tilbade ham.
14Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og faldt paa Knæ for ham og sagde:
4Der Mose det hørte, da faldt han paa sit Ansigt.
37Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesum.
17Og see, (der kom) en Røst af Himlene, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg haver Velbehag.
9Og see, Herrens Engel stod for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare.
16og sagde til Bjergene og Klipperne: Styrter over os og skjuler os for hans Aasyn, som sidder paa Thronen, og for Lammets Vrede!
11Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: Du er den Guds Søn.
8Men der Simon Petrus saae det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: Herre, gak ud fra mig; thi jeg er en syndig Mand.
26Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.
45Men det Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de begrebe det ikke; og de frygtede for at spørge ham om det samme Ord.
43Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt.