Apostlenes gjerninger 4:20
thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
14Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
17Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
18Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.
19Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
21Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
28Bøde vi eder ikke alvorligen, at I ikke skulde lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med eders Lære og ville føre dette Menneskes Blod over os.
29Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
11Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have seet; og I annamme ikke vort Vidnesbyrd.
8Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
9Efterdi vi idag forhøres angaaende Velgjerningen mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han er bleven frelst,
8Thi vi formaae Intet mod Sandheden, men for Sandheden.
32Og vi ere hans Vidner til disse Ting, ligesom og den Hellig-Aand, hvilken Gud haver givet dem, som ham lyde.
40Thi vi staae endog i Fare for at anklages for Oprør, formedelst det, som er skeet idag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette Opløb. Og der han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaae.
15thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du haver seet og hørt.
13Men efterdi vi have den samme Troens Aand, efter det, som skrevet er: Jeg haver troet, derfor haver jeg talet, saa troe vi og, derfor tale vi og;
16Thi vi have ikke fulgt kløgtige Fabler, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Christi Kraft og Tilkommelse, men vi have selv været Øienvidner til hans Majestæt.
46thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
47Da svarede Petrus: Mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig-Aand, ligesom og vi?
4men ligesom vi ere fundne værdige af Gud til at Evangelium maatte os betroes, saaledes tale vi, ikke som vi vilde behage Menneskene, men Gud, som prøver vore Hjerter.
22men vi ønske vel at høre af dig, hvad du mener; thi det er os vitterligt om denne Sect, at den allevegne finder Modsigelse.
6Men sige vi: Af Mennesker, da stener alt Folket os, thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet.
3De opholdt sig da en lang Tid der og talede frimodigen i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd og lod Tegn og Undergjerninger skee ved deres Hænder.
20Gaaer hen, og træder frem og taler i Templet for Folket alle dette Livets Ord.
15raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med eder, og forkynde eder formedelst Evangelium, at I skulle vende om fra disse forfængelige (Guder) til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
8Og hvorledes høre vi dem tale hver paa vort eget Tungemaal, hvorudi vi ere fødte?
12Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
32Denne Jesum opreiste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.
9Ikke fordi vi jo havde Magt dertil, men vi vilde give eder os selv til et Mønster at efterfølge.
11Jøder og Proselyter, Kreter og Araber? vi høre dem tale om Guds store Gjerninger i vore Tungemaal.
29Og nu, Herre! see til deres Trudsler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed,
40Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.
2men forud mishandlede og forhaanede, som I vide, i Philippi, vare vi (alligevel) frimodige i vor Gud til at tale Guds Evangelium hos eder under megen Kamp.
20Thi du bringer nogle fremmede Ting for vore Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal være.
4at jeg kan aabenbare det, som mig bør at tale.
3det, som vi have seet og hørt, forkynde vi eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesu Christo.
18Og vi hørte denne Røst komme fra Himmelen, der vi vare med ham paa det hellige Bjerg.
18idet vi ikke have de synlige Ting for Øie, men de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige evige.
2men vi have afsagt det skjændige Væsens skjulte (Gjerninger) og omgaaes ikke i Trædskhed, forfalske og ikke Guds Ord, men ved Sandhedens Aabenbarelse anbefale vi os til alle Menneskers Samvittighed for Guds Aasyn.
10I ere Vidner, og Gud, til, hvor helligen og retfærdigen og ustraffeligen vi omgikkes med eder, I Troende!
12Efterdi vi derfor have saadant Haab, bruge vi stor Frimodighed,
4Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste.
23Men der de vare løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræster og Ældste havde sagt til dem.
37Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
27Vi have derfor sendt Judas og Silas, som ogsaa mundtligen skulle forkynde det samme.
28Men Peder sagde: See, vi have forladt Alting og fulgt dig.
5Thi vort Evangelium hos eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig-Aand og i fuld Overbeviisning; ligesom I og vide, hvorledes vi have været iblandt eder for eders Skyld.