Apostlenes gjerninger 10:46
thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
47 Da svarede Petrus: Mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig-Aand, ligesom og vi?
44 Der Petrus endnu talede disse Ord, faldt den Hellig-Aand paa alle dem, som hørte Ordet.
45 Og de af Omskjærelsen, som troede, saa Mange, som vare komne med Petrus, bleve meget forfærdede over, at den Hellig-Aands Gave blev og udøst over Hedningerne;
6 Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev forvirret; thi Enhver hørte dem tale i sit eget Tungemaal.
7 Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
8 Og hvorledes høre vi dem tale hver paa vort eget Tungemaal, hvorudi vi ere fødte?
2 Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og opfyldte det ganske Huus, hvor de sadde.
3 Og der saaes af dem adskilte Tunger som af Ild, og den satte sig paa Enhver af dem.
4 Og de bleve alle opfyldte af den Hellig-Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.
11 Jøder og Proselyter, Kreter og Araber? vi høre dem tale om Guds store Gjerninger i vore Tungemaal.
12 Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?
13 Men Andre spottede og sagde: De ere fulde af sød Viin.
14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
7 Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8 Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
9 Og alt Folket saae ham gaae og love Gud.
10 Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
11 Da nu den Halte, der var helbredet, holdt sig til Petrus og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var heel forfærdet.
12 Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?
16 Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.
6 Og der Paulus havde lagt Hænderne paa dem, kom den Hellig-Aand over dem, og de talede med (fremmede) Tungemaal og propheterede.
17 Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig-Aand.
1 Men Apostlerne og Brødrene, som vare i Judæa, hørte, at ogsaa Hedningerne havde annammet Guds Ord.
27 Og der han havde talet med ham, gik han ind og fandt Mange, som vare komne tilsammen.
37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
38 Men Petrus sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse, og I skulle faae den Hellig-Aands Gave.
4 Men Petrus begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng, og sagde:
13 Og han kundgjorde os, hvorledes han havde seet en Engel staaende i sit Huus, der sagde til ham: Send Mænd til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus;
14 han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og dit ganske Huus skal frelses.
15 Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Hellig-Aand paa dem, ligesom og paa os i Begyndelsen.
16 Men jeg kom Herrens Ord ihu, der han sagde: Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig-Aand.
17 Dersom Gud da haver givet dem ligesaadan Gave, som og os, der de troede paa den Herre Jesum Christum, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?
23 Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge; men den anden Dag drog Petrus ud med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe gik med ham.
13 Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
14 Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
16 Men dette skede tre Gange; og Dugen blev optagen igjen til Himmelen.
17 Men der Petrus tvivlede ved sig selv om, hvad det Syn skulde være, som han havde seet, see, da stode de Mænd for Døren, som vare udsendte af Cornelius og havde opspurgt Simons Huus;
18 og de raabte og spurgte, om Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus, var der til Herberge.
19 Men idet Petrus grublede over Synet, sagde Aanden til ham: See, tre Mænd lede efter dig;
34 Men Petrus oplod Munden og sagde: Jeg befinder i Sandhed, at Gud anseer ikke Personer;
32 Send derfor til Joppe og lad kalde til dig Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus; han er til Herberge i Garveren Simons Huus ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer.
19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
20 thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
8 og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe.
14 Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Petrus og Johannes til dem;
15 hvilke, der de vare komne ned, bade for dem, at de maatte faae den Hellig-Aand.
7 Men der man havde tvistet meget herom, opstod Petrus og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, til at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangelii Ord og troe.
8 Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Hellig-Aand, ligesom og os.
16 Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.