Apostlenes gjerninger 4:13
Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15 Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16 Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
10 Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
11 Da nu den Halte, der var helbredet, holdt sig til Petrus og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var heel forfærdet.
12 Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?
7 Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8 Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
9 Efterdi vi idag forhøres angaaende Velgjerningen mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han er bleven frelst,
12 Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?
13 Men Andre spottede og sagde: De ere fulde af sød Viin.
14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
6 Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev forvirret; thi Enhver hørte dem tale i sit eget Tungemaal.
7 Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
21 Derfor bør det, at En af disse Mænd, som have været med os den ganske Tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os,
3 De opholdt sig da en lang Tid der og talede frimodigen i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd og lod Tegn og Undergjerninger skee ved deres Hænder.
18 Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.
19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
20 thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
22 Thi det Menneske var mere end fyrretyve Aar gammelt, paa hvilket dette Helbredelsestegn var skeet.
23 Men der de vare løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræster og Ældste havde sagt til dem.
9 Thi en Rædsel var kommen paa ham og paa alle dem, som vare med ham, formedelst den Fiskedræt, som de havde fanget med hverandre,
46 thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
12 Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.
13 Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem, men Folket gjorde meget af dem; —
31 Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig-Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
22 I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesum den Nazaræer, en Mand af Gud, udmærket for eder ved kraftige Gjerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, saasom I og selv vide,
16 Og formedelst Troen paa hans Navn haver hans Navn styrket denne, som I see og kjende; og Troen ved ham gav ham denne fuldkomne Helbredelse for alles eders Øine.
17 Og nu, Brødre! jeg veed, at I have gjort det af Uvidenhed, ligesom og eders Øverster.
32 Og de forundrede sig saare over hans Lærdom; thi hans Tale var med Myndighed.
33 Og Apostlerne gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle.
14 Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Petrus og Johannes til dem;
12 Og der er slet ikke Frelse i nogen Anden; thi der er heller ikke et andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket det bør os at vorde frelste.
43 Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt.
8 Men der Folket det saae, forundrede de sig og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt.
26 Og en stor Forfærdelse betog dem Alle, og de prisede Gud, og de bleve fulde af Frygt og sagde: Vi have idag seet utrolige Ting.
28 Men de opholdt sig der en ikke liden Tid hos Disciplene.
16 Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.
37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
4 Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Ældste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort ved dem.
27 Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
4 Men Petrus tilligemed Johannes saae stivt paa ham og sagde: See paa os.
40 Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.
15 Og Jøderne forundrede sig og sagde: Hvorledes kjender denne Skrifterne, da han ikke er lærd?
17 Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev høiligen priset.
12 Der Landshøvdingen saae det, som var skeet, troede han og forundrede sig saare over Herrens Lære.
32 Men Peder og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
6 Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede.
52 Men Disciplene bleve fyldte af Glæde og den Hellig-Aand.