Apostlenes gjerninger 17:20
Thi du bringer nogle fremmede Ting for vore Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal være.
Thi du bringer nogle fremmede Ting for vore Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal være.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Men nogle Philosopher, Epicuræer og Stoiker, disputerede med ham; og Nogle sagde: Hvad vil denne Ordgyder sige? men Andre: Det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem ved Evangelium Jesum og Opstandelsen.
19Og de toge ham og førte ham op til Domstedet og sagde: Kunne vi faae at vide, hvad dette er for en ny Lærdom, som du taler?
21— Men alle Athenienser og de Fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke af med Andet, end at sige eller høre noget Nyt. —
22Men Paulus stod midt paa Domstedet og sagde: I atheniensiske Mænd! jeg seer, at I ere i Alt meget ivrige for Gudsdyrkelsen;
23thi der jeg gik omkring og betragtede eders Helligdomme, fandt jeg og et Alter, paa hvilket var skrevet: For en ukjendt Gud. Den, som I nu, uden at kjende ham, dyrke, ham forkynder jeg eder.
21Men de sagde til ham: Vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig;
22men vi ønske vel at høre af dig, hvad du mener; thi det er os vitterligt om denne Sect, at den allevegne finder Modsigelse.
11Jøder og Proselyter, Kreter og Araber? vi høre dem tale om Guds store Gjerninger i vore Tungemaal.
12Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?
15raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med eder, og forkynde eder formedelst Evangelium, at I skulle vende om fra disse forfængelige (Guder) til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
39Men have I Noget angaaende andre Ting at forlange, maa det i en lovlig Forsamling afgjøres.
40Thi vi staae endog i Fare for at anklages for Oprør, formedelst det, som er skeet idag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette Opløb. Og der han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaae.
22Hvad er da (at gjøre)? Mængden bør endelig komme sammen; thi de ville faae at høre, at du er kommen.
32Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvilken Aarsag de vare komne tilsammen.
6Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev forvirret; thi Enhver hørte dem tale i sit eget Tungemaal.
7Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
8Og hvorledes høre vi dem tale hver paa vort eget Tungemaal, hvorudi vi ere fødte?
20Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor Stad;
21og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller udøve, efterdi vi ere Romere.
37Thi I have ført disse Mennesker hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet eders Gudinde.
9Hvad veed du, som vi skulde ikke vide? hvad forstaaer du, og det skulde ikke være hos os?
8og bød hans Anklagere komme til dig; af ham kan du selv, naar du undersøger det, faae alle de Ting at vide, for hvilke vi anklage ham.
20Men der jeg var tvivlraadig angaaende Sagen om denne, sagde jeg, om han vilde reise til Jerusalem og dømmes der for disse Ting.
19Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
20thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
32Men der de hørte om Dødes Opstandelse, spottede Nogle; men Andre sagde: Vi ville atter høre dig om dette.
21Hvi spørger du mig? spørg dem, som have hørt, hvad jeg talede til dem; see, de vide, hvad jeg haver sagt.
3allermeest fordi du haver Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal. Derfor beder jeg dig, at du vil taalmodigen høre mig.
27Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
8Men de forvirrede Folket og Stadens Øvrighed, som hørte dette.
16Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
1I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
18Da sagde de: Hvad er det, som han siger: Om en liden Stund? Vi forstaae ikke, hvad han taler.
15thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du haver seet og hørt.
28Men der jeg vilde vide Sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres Raad;
20Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;
19Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?
20Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet imorgen, som om de vilde nøiere forhøre ham.
35Men der Cantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd i Ephesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er den store Gudinde Dianas og det himmelfaldne (Billedes) Tempelvogterske?
22saasom baade Jøderne æske Tegn, og Grækerne søge Viisdom;
7Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
6Men der de ikke fandt dem, droge de Jason og nogle Brødre for Stadens Øvrighed og raabte: Disse, som oprøre den hele Verden, ere og komne hid;
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
11da du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage siden jeg kom op, for at tilbede i Jerusalem;
13Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
13Denne overtaler Folket til at dyrke Gud imod Loven.
11Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have seet; og I annamme ikke vort Vidnesbyrd.
4Men paa det jeg ikke skal opholde dig længe, beder jeg, at du vil formedelst din Mildhed høre os korteligen.
7som var hos Landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig Mand; denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjærede at høre Guds Ord.
30Men Philippus løb til og hørte, at han læste Propheten Esaias, og han sagde: Forstaaer du vel det, som du læser?