Apostlenes gjerninger 22:1
I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 — Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:
3 Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I alle ere idag,
19 Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig.
20 Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;
21 uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.
35 Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.
15 Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem.
16 Men Paulus stod op, og slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!
15 imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
16 hvilke jeg svarede, at det ikke er de Romeres Skik af Gunst at overgive noget Menneske til Døden, førend den, som anklages, haver Anklagerne personlig tilstede og faaer Leilighed til at forsvare sig mod Beskyldningen.
17 Der de da kom sammen her, tøvede jeg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen og bød Manden at fremføres.
14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
17 Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
3 Mit Forsvar mod dem, som mig dømme, er dette.
1 Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Mænd, Brødre! jeg haver med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.
1 Men Agrippa sagde til Paulus: Det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og sagde til sit Forsvar:
2 Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg idag skal forsvare mig for dig;
3 allermeest fordi du haver Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal. Derfor beder jeg dig, at du vil taalmodigen høre mig.
4 Mit Levnet altsaa fra Ungdom af, hvorledes det haver været fra Begyndelsen iblandt mit Folk i Jerusalem, vide alle Jøderne,
15 thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du haver seet og hørt.
13 Men der de hørte op at tale, tog Jakobus Ordet og sagde: I Mænd, Brødre, hører mig!
8 efterdi han forsvarede sig, sigende: Jeg haver hverken syndet i Noget imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.
10 Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag,
19 men der Jøderne talede derimod, nødtes jeg til at indskyde min Sag for Keiseren, dog ikke som den, der havde Noget at anklage mit Folk for.
6 Og nu staaer jeg og dømmes for Haabet til den Forjættelse, som er given af Gud til Fædrene,
13 de kunne ei heller bevise de Ting, som de nu anklage mig for.
14 Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lære, hvilken de kalde en Sect, tjener saaledes den Fædrene-Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,
26 I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Æt, og de, som frygte Gud iblandt eder, eder er denne Saliggjørelses Ord sendt.
27 Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
33 Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde forsvare sig for Folket.
35 Jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme tilstede. Og han bød ham at forvares i Herodis Palads.
39 Men Paulus sagde: Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, en Borger af en ikke ubekjendt Stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket.
40 Men der han havde tilstedt ham det, stod Paulus frem paa Trapperne og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte han til dem i det ebraiske Sprog og sagde:
21 Men de sagde til ham: Vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig;
22 Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
1 Men den Ypperstepræst sagde: Mon da dette haver sig saaledes?
19 Og de toge ham og førte ham op til Domstedet og sagde: Kunne vi faae at vide, hvad dette er for en ny Lærdom, som du taler?
29 og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.
30 Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
13 Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, haver herliggjort sin Søn Jesum, hvilken I have overantvordet og fornegtet for Pilatus, der han dømte, at han skulde løslades.
18 og saae ham, og han sagde til mig: Skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, fordi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.
19 Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
11 Thi haver jeg handlet Uret, eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det Intet, hvorfor disse anklage mig, da kan Ingen overgive mig til dem af Gunst. Jeg indskyder min Sag for Keiseren.
21 For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
15 raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med eder, og forkynde eder formedelst Evangelium, at I skulle vende om fra disse forfængelige (Guder) til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
8 og bød hans Anklagere komme til dig; af ham kan du selv, naar du undersøger det, faae alle de Ting at vide, for hvilke vi anklage ham.
24 Og Festus sagde: Kong Agrippa og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken hele Jødernes Mængde haver overhængt mig baade i Jerusalem og her, idet de raabe: Han bør ikke længere leve.
30 Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
40 Thi vi staae endog i Fare for at anklages for Oprør, formedelst det, som er skeet idag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette Opløb. Og der han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaae.
22 Hvad er da (at gjøre)? Mængden bør endelig komme sammen; thi de ville faae at høre, at du er kommen.