Apostlenes gjerninger 26:1

Original Norsk Bibel 1866

Men Agrippa sagde til Paulus: Det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og sagde til sit Forsvar:

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Apg 9:15 : 15 Men Herren sagde til ham: Gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn;
  • Apg 22:1 : 1 I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
  • Apg 25:16 : 16 hvilke jeg svarede, at det ikke er de Romeres Skik af Gunst at overgive noget Menneske til Døden, førend den, som anklages, haver Anklagerne personlig tilstede og faaer Leilighed til at forsvare sig mod Beskyldningen.
  • Apg 26:2 : 2 Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg idag skal forsvare mig for dig;
  • Rom 10:21 : 21 Men til Israel siger han: Jeg udstrakte mine Hænder den ganske Dag til et ulydigt og gjenstridigt Folk.
  • Ordsp 1:24 : 24 Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa),
  • Ordsp 18:13 : 13 (Dersom) Nogen giver Svar, før han hører, (da) er det ham en Daarlighed og Skam.
  • Ordsp 18:17 : 17 Den, som er den Første i sin Trætte, (synes at være) retfærdig, (men) hans Næste kommer og randsager ham.
  • Joh 7:51 : 51 Dømmer vel vor Lov et Menneske, uden man først forhører ham og faaer at vide, hvad han gjør?
  • Esek 16:27 : 27 Og see, jeg udrakte min Haand over dig og formindskede din beskikkede (Deel), og jeg gav dig i dine Haderskers, de Philisters Døttres, Villie, deres, som skammede sig ved din skjændelige Vei.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 86%

    2 Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg idag skal forsvare mig for dig;

    3 allermeest fordi du haver Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal. Derfor beder jeg dig, at du vil taalmodigen høre mig.

  • 10 Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag,

  • 76%

    24 Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: Du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.

    25 Men han sagde: Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme Ord.

    26 Thi Kongen veed om disse Ting, og til ham taler jeg ogsaa frimodigen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.

    27 Troer du, Kong Agrippa! Propheterne? Jeg veed, at du troer.

    28 Men Agrippa sagde til Paulus: Der fattes Lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en Christen.

    29 Men Paulus sagde: Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene Du, men og Alle, som høre mig idag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.

    30 Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.

    31 Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.

    32 Men Agrippa sagde til Festus: Dette Menneske kunde været løsladt, dersom han ikke havde indskudt sin Sag til Keiseren.

  • 75%

    21 Men der Paulus henskjød sig under Keiserens Kjendelse og vilde holdes i Forvaring til den, befalede jeg, at han skulde holdes i Forvaring, indtil jeg kan sende ham til Keiseren.

    22 Men Agrippa sagde til Festus: Jeg skulde og selv ville høre det Menneske. Men han sagde: Imorgen skal du høre ham.

    23 Anden Dagen altsaa, der Agrippa og Berenice kom med stor Pragt og gik ind paa Raadhuset med de øverste Høvedsmænd og de ypperste Mænd i Staden, blev Paulus, da Festus bød det, fremført.

    24 Og Festus sagde: Kong Agrippa og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken hele Jødernes Mængde haver overhængt mig baade i Jerusalem og her, idet de raabe: Han bør ikke længere leve.

    25 Men der jeg havde faaet at vide, at han havde Intet gjort, som fortjente Døden, og da han og selv havde indskudt sin Sag for Keiseren, haver jeg besluttet at sende ham derhen.

    26 Dog haver jeg intet Sikkert at skrive Herren til om ham. Derfor lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa, paa det jeg kan have Noget at skrive, naar han er bleven forhørt.

    27 Thi det synes mig ufornuftigt at sende en Fange og ikke ogsaa tilkjendegive Beskyldningerne imod ham.

  • 74%

    8 efterdi han forsvarede sig, sigende: Jeg haver hverken syndet i Noget imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.

    9 Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: Vil du drage op til Jerusalem for at dømmes der af mig for disse Ting?

    10 Men Paulus sagde: Jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jeg haver ingen Uret gjort Jøderne, som du og bedre veed.

    11 Thi haver jeg handlet Uret, eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det Intet, hvorfor disse anklage mig, da kan Ingen overgive mig til dem af Gunst. Jeg indskyder min Sag for Keiseren.

    12 Da talede Festus med Raadet og svarede: Du haver indskudt din Sag for Keiseren; du skal reise til Keiseren.

    13 Men der nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenice til Cæsarea for at hilse Festus.

    14 Og da de opholdt sig der mange Dage, forelagde Festus Kongen Sagen mod Paulus og sagde: Her er en Mand, efterladt bunden af Felix,

    15 imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,

    16 hvilke jeg svarede, at det ikke er de Romeres Skik af Gunst at overgive noget Menneske til Døden, førend den, som anklages, haver Anklagerne personlig tilstede og faaer Leilighed til at forsvare sig mod Beskyldningen.

  • 37 Og der Paulus skulde føres ind i Fæstningen, siger han til den øverste Høvedsmand: Er det mig tilladt at tale Noget til dig? Men han sagde: Forstaaer du Græsk?

  • 1 I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!

  • 19 Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn;

  • 70%

    39 Men Paulus sagde: Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, en Borger af en ikke ubekjendt Stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket.

    40 Men der han havde tilstedt ham det, stod Paulus frem paa Trapperne og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte han til dem i det ebraiske Sprog og sagde:

  • 70%

    19 Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig.

    20 Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;

    21 uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.

  • 69%

    4 Da svarede Festus, at Paulus blev bevogtet i Cæsarea, men at han selv vilde snart drage derned.

    5 Hvilke nu iblandt eder, sagde han, der kunne, de drage ned med; dersom der da er Noget imod denne Mand, da anklage de ham!

  • 69%

    27 Men den øverste Høvedsmand kom frem og sagde til ham: Siig mig, er du en Romer? Men han sagde: Ja.

    28 Og den øverste Høvedsmand svarede: Jeg haver kjøbt denne Borgerret for en stor Sum. Men Paulus svarede: Men jeg er endog født til den.

  • 11 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.

  • 69%

    16 Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden over Hundrede Fangerne til Øversten for Livvagten; men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med en Stridsmand, som bevogtede ham.

    17 Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,

    18 hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;

    19 men der Jøderne talede derimod, nødtes jeg til at indskyde min Sag for Keiseren, dog ikke som den, der havde Noget at anklage mit Folk for.

  • 25 Men der han talede om Retfærdighed og Afholdenhed og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: Gak bort denne Gang; men naar jeg faaer beleilig Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.

  • 14 Og der Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallion til Jøderne: Dersom det var nogen Uretfærdighed eller slem Misgjerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, laane eder Øre;

  • 8 og bød hans Anklagere komme til dig; af ham kan du selv, naar du undersøger det, faae alle de Ting at vide, for hvilke vi anklage ham.

  • 19 Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?

  • 6 Og nu staaer jeg og dømmes for Haabet til den Forjættelse, som er given af Gud til Fædrene,