Apostlenes gjerninger 18:14
Og der Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallion til Jøderne: Dersom det var nogen Uretfærdighed eller slem Misgjerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, laane eder Øre;
Og der Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallion til Jøderne: Dersom det var nogen Uretfærdighed eller slem Misgjerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, laane eder Øre;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15men er det Spørgsmaal om en Lære og Navne og om den Lov, som I have, da seer selv til; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting.
16Og han drev dem fra Domstolen.
17Men alle Grækerne grebe Sosthenes, Forstander for Synagogen, og sloge ham for Domstolen; og Gallion bekymrede sig ikke om alt dette.
11Og han blev der et Aar og sex Maaneder og lærte Guds Ord iblandt dem.
12Men der Gallion var Landshøvding i Achaja, stode Jøderne samdrægtigen op imod Paulus, og førte ham for Domstolen og sagde:
13Denne overtaler Folket til at dyrke Gud imod Loven.
17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
18hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;
19men der Jøderne talede derimod, nødtes jeg til at indskyde min Sag for Keiseren, dog ikke som den, der havde Noget at anklage mit Folk for.
37Thi I have ført disse Mennesker hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet eders Gudinde.
38Dersom Demetrius og de Kunstnere, som ere med ham, have Sag mod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lad dem indkalde hverandre for Retten.
39Men have I Noget angaaende andre Ting at forlange, maa det i en lovlig Forsamling afgjøres.
40Thi vi staae endog i Fare for at anklages for Oprør, formedelst det, som er skeet idag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette Opløb. Og der han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaae.
5Hvilke nu iblandt eder, sagde han, der kunne, de drage ned med; dersom der da er Noget imod denne Mand, da anklage de ham!
6Men der han havde opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Cæsarea; anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.
7Men der han kom frem, traadte de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem, omkring ham og førte mange og svare Klagemaal imod Paulus, hvilke de ikke kunde bevise,
8efterdi han forsvarede sig, sigende: Jeg haver hverken syndet i Noget imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.
9Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: Vil du drage op til Jerusalem for at dømmes der af mig for disse Ting?
10Men Paulus sagde: Jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jeg haver ingen Uret gjort Jøderne, som du og bedre veed.
10Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag,
15imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
16hvilke jeg svarede, at det ikke er de Romeres Skik af Gunst at overgive noget Menneske til Døden, førend den, som anklages, haver Anklagerne personlig tilstede og faaer Leilighed til at forsvare sig mod Beskyldningen.
17Der de da kom sammen her, tøvede jeg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen og bød Manden at fremføres.
18Men der Anklagerne traadte omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet;
4Men han talede i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Græker.
1Men der de vare reiste igjennem Amphipolis og Apollonia, kom de til Thessalonica, hvor Jøderne havde en Synagoge.
19Men han kom til Ephesus og forlod dem der; men han selv gik ind i Synagogen og talede til Jøderne.
20Men der jeg var tvivlraadig angaaende Sagen om denne, sagde jeg, om han vilde reise til Jerusalem og dømmes der for disse Ting.
20Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor Stad;
21og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller udøve, efterdi vi ere Romere.
1Men Agrippa sagde til Paulus: Det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og sagde til sit Forsvar:
37Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.
19Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig.
20Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;
15Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem.
30Men der Paulus vilde gaae frem til Folket, tilstedede Disciplene ham det ikke.
30Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.
5Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
25Men der de spændte ham med Liner, sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede, som stod hos: Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det udømt?
6Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod (komme) over eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne.
28og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted, og tilmed haver han og ført Græker ind i Templet og vanhelliget dette hellige Sted.
46Men Paulus og Barnabas talede frimodigen og sagde: Det var fornødent, at det Guds Ord skulde først tales for eder; men efterdi I forskyde det og agte eder selv ikke værdige til det evige Liv, see, saa vende vi os til Hedningerne;
37Og der Paulus skulde føres ind i Fæstningen, siger han til den øverste Høvedsmand: Er det mig tilladt at tale Noget til dig? Men han sagde: Forstaaer du Græsk?
2Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:
14Men der jeg saae, at de ikke gik lige frem efter Evangelii Sandhed, sagde jeg til Petrus i Alles Paahør: Dersom du, som er en Jøde, lever paa hedensk Viis og ikke paa jødisk Viis, hvorfor tvinger du da Hedningerne til at leve paa jødisk Viis?
28Men der jeg vilde vide Sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres Raad;
7som var hos Landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig Mand; denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjærede at høre Guds Ord.
18Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
24Og Festus sagde: Kong Agrippa og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken hele Jødernes Mængde haver overhængt mig baade i Jerusalem og her, idet de raabe: Han bør ikke længere leve.
17Han talede derfor i Synagogen til Jøderne og de Gudfrygtige, og paa Torvet hver Dag til dem, som han traf paa.