Apostlenes gjerninger 18:6
Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod (komme) over eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne.
Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod (komme) over eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
50Men Jøderne opirrede de andægtige og fornemme Qvinder og de Ypperste i Staden, og de opvakte en Forfølgelse over Paulus og Barnabas, og udstødte dem fra deres Grændser.
51Men de rystede Støvet af deres Fødder over dem og kom til Iconium.
4Men han talede i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Græker.
5Men der baade Silas og Timotheus kom fra Macedonien, trængtes Paulus af Aanden til at vidne for Jøderne, at Jesus er Christus.
18og saae ham, og han sagde til mig: Skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, fordi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.
19Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
20og der Stephani, dit Vidnes, Blod blev udøst, stod jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
21Og han sagde til mig: Reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.
22Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
23Men der de skrege og kastede Klæderne fra sig, og kastede Støv i Luften,
7Og han gik bort derfra og kom i Huset til En, ved Navn Justus, som dyrkede Gud, (og) hvis Huus laae nærmest op til Synagogen.
45Men der Jøderne saae den Mængde, bleve de fulde af Nidkjærhed, og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja imodsagde og bespottede.
46Men Paulus og Barnabas talede frimodigen og sagde: Det var fornødent, at det Guds Ord skulde først tales for eder; men efterdi I forskyde det og agte eder selv ikke værdige til det evige Liv, see, saa vende vi os til Hedningerne;
27Men der de syv Dage vare næsten tilende, saae Jøderne fra Asien ham i Templet, og oprørte alt Folket og lagde Haand paa ham,
28og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted, og tilmed haver han og ført Græker ind i Templet og vanhelliget dette hellige Sted.
28Og han sagde til dem: I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand, at omgaaes med eller komme til En, som er af et fremmed Folk; men Gud viste mig, ikke at kalde noget Menneske vanhelligt og ureent.
14Men der Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, sønderreve de deres Klæder og sprang ind iblandt Folket,
19Og der han havde hilset dem, fortalte han det Ene efter det Andet, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
19Derfor dømmer jeg, at man skal ikke besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud,
26Derfor vidner jeg for eder paa denne Dag, at jeg er reen fra Alles Blod.
17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
21og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller udøve, efterdi vi ere Romere.
22Ogsaa Mængden opstod imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befole at hudstryge dem.
5Og dersom Nogle ikke ville annamme eder, da gaaer ud af den Stad og afryster endog Støvet af eders Fødder til et Vidnesbyrd over dem.
12Men der Gallion var Landshøvding i Achaja, stode Jøderne samdrægtigen op imod Paulus, og førte ham for Domstolen og sagde:
17idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig,
33Og saaledes gik Paulus ud fra dem.
14Og der Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallion til Jøderne: Dersom det var nogen Uretfærdighed eller slem Misgjerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, laane eder Øre;
15men er det Spørgsmaal om en Lære og Navne og om den Lov, som I have, da seer selv til; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting.
16Og han drev dem fra Domstolen.
17Men alle Grækerne grebe Sosthenes, Forstander for Synagogen, og sloge ham for Domstolen; og Gallion bekymrede sig ikke om alt dette.
18under hvilke nogle Jøder fra Asia fandt mig, da jeg blev renset i Templet, uden Opløb og uden Larm.
11Og i alle Synagoger lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligen, og end mere rasende mod dem, forfulgte jeg dem endog indtil udenlandske Stæder.
17Dersom Gud da haver givet dem ligesaadan Gave, som og os, der de troede paa den Herre Jesum Christum, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?
18Men der de hørte dette, bleve de rolige, og lovede Gud og sagde: Saa haver Gud og givet Hedningerne Omvendelse til Livet.
19Men han kom til Ephesus og forlod dem der; men han selv gik ind i Synagogen og talede til Jøderne.
16og formene os at tale til Hedningerne, for at de maatte frelses, saa at de altid opfylde deres Synders Maal. Men Vreden kommer over dem til Undergang.
19men der Jøderne talede derimod, nødtes jeg til at indskyde min Sag for Keiseren, dog ikke som den, der havde Noget at anklage mit Folk for.
40Men der han havde tilstedt ham det, stod Paulus frem paa Trapperne og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte han til dem i det ebraiske Sprog og sagde:
21For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
11Og han kom til os, og tog Pauli Bælte og bandt sine egne Hænder og Fødder, og sagde: Saa siger den Hellig-Aand: Den Mand, som dette Bælte tilhører, skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem og overantvorde ham i Hedningernes Hænder.
11Og dersom Nogle ikke annamme eder og ei høre eder, da, naar I gaae ud fra dem, afryster Støvet, som er under eders Fødder, dem til et Vidnesbyrd. Sandelig siger jeg eder: Det skal gaae Sodoma og Gomorra taaleligere paa Dommens Dag end den Stad.
25Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt Skrivelse og besluttet, at de skulle intet Saadant iagttage, uden at vogte sig for Afguders Offer og Blod og det Qvalte og Horeri.
14Og dersom Nogen ikke vil annamme eder og ei høre eders Taler, gaaer ud af det Huus eller den Stad og afryster Støvet af eders Fødder.
18Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
19Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
15imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
6og de fik det at vide, undflyede de til Stæderne i Lycaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land.
29Og der han havde sagt dette, gik Jøderne bort og havde en stor Trætte indbyrdes.
15Men Herren sagde til ham: Gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn;