Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;
19 men der Jøderne talede derimod, nødtes jeg til at indskyde min Sag for Keiseren, dog ikke som den, der havde Noget at anklage mit Folk for.
14 Og da de opholdt sig der mange Dage, forelagde Festus Kongen Sagen mod Paulus og sagde: Her er en Mand, efterladt bunden af Felix,
15 imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
16 hvilke jeg svarede, at det ikke er de Romeres Skik af Gunst at overgive noget Menneske til Døden, førend den, som anklages, haver Anklagerne personlig tilstede og faaer Leilighed til at forsvare sig mod Beskyldningen.
17 Der de da kom sammen her, tøvede jeg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen og bød Manden at fremføres.
18 Men der Anklagerne traadte omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet;
29 Da lode de, som skulde have forhørt ham, strax af fra ham. Men den øverste Høvedsmand, der han fik at vide, at han var en Romer, frygtede endog, fordi han havde ladet ham binde.
30 Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.
14 hvor vi fandt Brødre og bleve budne af dem at blive (der) syv Dage. Og saa droge vi til Rom.
15 Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde indtil Appii Forum og Trestabernæ; og der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.
16 Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden over Hundrede Fangerne til Øversten for Livvagten; men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med en Stridsmand, som bevogtede ham.
6 Men der han havde opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Cæsarea; anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.
7 Men der han kom frem, traadte de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem, omkring ham og førte mange og svare Klagemaal imod Paulus, hvilke de ikke kunde bevise,
8 efterdi han forsvarede sig, sigende: Jeg haver hverken syndet i Noget imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.
27 Denne Mand, som var greben af Jøderne og nær ved at ihjelslaaes af dem, ham udfriede jeg, der jeg kom med Krigsfolket og fik at vide, at han er en Romer.
28 Men der jeg vilde vide Sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres Raad;
29 og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.
30 Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
31 Da toge Stridsmændene Paulus, eftersom det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
21 Men de sagde til ham: Vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig;
2 Da mødte den Ypperstepræst og de Fornemste af Jøderne for ham imod Paulus, og anholdt hos ham
12 Men der Gallion var Landshøvding i Achaja, stode Jøderne samdrægtigen op imod Paulus, og førte ham for Domstolen og sagde:
13 Denne overtaler Folket til at dyrke Gud imod Loven.
27 Men der de syv Dage vare næsten tilende, saae Jøderne fra Asien ham i Templet, og oprørte alt Folket og lagde Haand paa ham,
28 og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted, og tilmed haver han og ført Græker ind i Templet og vanhelliget dette hellige Sted.
7 men Lysias, den øverste Høvedsmand, kom til og bortførte ham med megen Vold af vore Hænder,
31 Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.
32 Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
33 Men der den øverste Høvedsmand kom nær til, tog han ham og befoel, at han skulde bindes med to Lænker; og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.
18 Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.
19 Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?
20 Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet imorgen, som om de vilde nøiere forhøre ham.
23 Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.
20 Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor Stad;
21 og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller udøve, efterdi vi ere Romere.
10 Men Paulus sagde: Jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jeg haver ingen Uret gjort Jøderne, som du og bedre veed.
21 For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
1 I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
2 Men Paulus gik ind til dem, som han pleiede, og talede paa tre Sabbater til dem af Skrifterne.
10 Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.
30 Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
31 Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
37 Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.
19 Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig.
11 da du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage siden jeg kom op, for at tilbede i Jerusalem;
15 Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
19 Og der han havde hilset dem, fortalte han det Ene efter det Andet, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
39 Men Paulus sagde: Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, en Borger af en ikke ubekjendt Stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket.
24 da befoel den øverste Høvedsmand, at han skulde føres ind i Fæstningen, og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det at han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de raabte saa imod ham.