Apostlenes gjerninger 24:23
Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.
Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden over Hundrede Fangerne til Øversten for Livvagten; men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med en Stridsmand, som bevogtede ham.
17 Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
18 hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;
22 Da lod den øverste Høvedsmand det unge Menneske gaae og bød ham: Du skal Ingen sige, at du haver givet mig dette tilkjende.
23 Og han kaldte til sig to af Høvedsmændene over Hundrede og sagde: Holder to hundrede Stridsmænd rede, at de kunne drage til Cæsarea, og halvfjerdsindstyve Ryttere og to hundrede Skytter, fra den tredie Time af Natten;
24 og de skulle have Lastdyr tilstede at sætte Paulus paa, og føre ham sikkert til Landshøvdingen Felix.
25 Og han skrev et Brev, som havde dette Indhold:
26 Claudius Lysias hilser den mægtige Landshøvding Felix!
27 Denne Mand, som var greben af Jøderne og nær ved at ihjelslaaes af dem, ham udfriede jeg, der jeg kom med Krigsfolket og fik at vide, at han er en Romer.
3 Og anden Dagen anløb vi Sidon. Og Julius behandlede Paulus mildt og tilstedede ham at gaae til Venner og nyde Pleie.
24 da befoel den øverste Høvedsmand, at han skulde føres ind i Fæstningen, og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det at han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de raabte saa imod ham.
25 Men der de spændte ham med Liner, sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede, som stod hos: Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det udømt?
26 Men der Høvedsmanden over Hundrede hørte dette, gik han til den øverste Høvedsmand, og forkyndte ham det og sagde: See til, hvad du vil gjøre; thi dette Menneske er en Romer.
27 Men den øverste Høvedsmand kom frem og sagde til ham: Siig mig, er du en Romer? Men han sagde: Ja.
29 Da lode de, som skulde have forhørt ham, strax af fra ham. Men den øverste Høvedsmand, der han fik at vide, at han var en Romer, frygtede endog, fordi han havde ladet ham binde.
30 Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.
30 Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
31 Da toge Stridsmændene Paulus, eftersom det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
17 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene over Hundrede til sig og sagde: Før dette unge Menneske hen til den øverste Høvedsmand; thi han haver Noget at forkynde ham.
18 Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.
19 Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?
22 Men der Felix hørte dette, udsatte han Sagen, skjøndt han nøie nok kjendte den Lære, og sagde: Naar Lysias, den øverste Høvedsmand, kommer ned, vil jeg paakjende eders Sag.
21 Men der Paulus henskjød sig under Keiserens Kjendelse og vilde holdes i Forvaring til den, befalede jeg, at han skulde holdes i Forvaring, indtil jeg kan sende ham til Keiseren.
26 Tilmed haabede han og, at ham skulde gives Penge af Paulus, for at han skulde lade ham løs; derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham.
27 Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Portius Festus til Eftermand; og saasom Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.
24 Men efter nogle Dage kom Felix med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem og hørte ham om Troen paa Christum.
1 Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand over Hundrede, ved Navn Julius, (der stod) ved Keiserens Rode.
30 Men Paulus blev to fulde Aar i sit leiede Herberge og tog imod Alle, som kom ind til ham,
31 og prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesu med al Frimodighed, uforhindret.
31 Men nogle af de Øverste i Asien, som vare hans Venner, sendte til ham, for at formane ham, at han ikke skulde begive sig hen paa Skuepladsen.
32 Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
33 Men der den øverste Høvedsmand kom nær til, tog han ham og befoel, at han skulde bindes med to Lænker; og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.
14 Og da de opholdt sig der mange Dage, forelagde Festus Kongen Sagen mod Paulus og sagde: Her er en Mand, efterladt bunden af Felix,
15 imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
10 Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.
11 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
35 Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.
36 Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred.
43 Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet,
7 men Lysias, den øverste Høvedsmand, kom til og bortførte ham med megen Vold af vore Hænder,
8 og bød hans Anklagere komme til dig; af ham kan du selv, naar du undersøger det, faae alle de Ting at vide, for hvilke vi anklage ham.
4 Da svarede Festus, at Paulus blev bevogtet i Cæsarea, men at han selv vilde snart drage derned.
24 Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.
23 Anden Dagen altsaa, der Agrippa og Berenice kom med stor Pragt og gik ind paa Raadhuset med de øverste Høvedsmænd og de ypperste Mænd i Staden, blev Paulus, da Festus bød det, fremført.
15 Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
6 Men der han havde opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Cæsarea; anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.
11 Men Høvedsmanden over Hundrede troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som af Paulus blev sagt.
35 Jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme tilstede. Og han bød ham at forvares i Herodis Palads.
30 Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
4 Men paa det jeg ikke skal opholde dig længe, beder jeg, at du vil formedelst din Mildhed høre os korteligen.