Apostlenes Gjerninger 24:26
Tilmed haabede han og, at ham skulde gives Penge af Paulus, for at han skulde lade ham løs; derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham.
Tilmed haabede han og, at ham skulde gives Penge af Paulus, for at han skulde lade ham løs; derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27 Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Portius Festus til Eftermand; og saasom Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.
22 Men der Felix hørte dette, udsatte han Sagen, skjøndt han nøie nok kjendte den Lære, og sagde: Naar Lysias, den øverste Høvedsmand, kommer ned, vil jeg paakjende eders Sag.
23 Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.
24 Men efter nogle Dage kom Felix med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem og hørte ham om Troen paa Christum.
25 Men der han talede om Retfærdighed og Afholdenhed og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: Gak bort denne Gang; men naar jeg faaer beleilig Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.
13 Men der nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenice til Cæsarea for at hilse Festus.
14 Og da de opholdt sig der mange Dage, forelagde Festus Kongen Sagen mod Paulus og sagde: Her er en Mand, efterladt bunden af Felix,
15 imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
2 Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:
3 At vi ved dig nyde megen Fred, og at mange ypperlige Foranstaltninger til dette Folks Bedste skee ved din Omsorg, det erkjende vi, mægtigste Felix! altid og alle vegne med al Taksigelse.
4 Men paa det jeg ikke skal opholde dig længe, beder jeg, at du vil formedelst din Mildhed høre os korteligen.
2 Da mødte den Ypperstepræst og de Fornemste af Jøderne for ham imod Paulus, og anholdt hos ham
3 og bade om den Gunst imod hiin, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede paa ham for at ihjelslaae ham paa Veien.
4 Da svarede Festus, at Paulus blev bevogtet i Cæsarea, men at han selv vilde snart drage derned.
29 Men Paulus sagde: Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene Du, men og Alle, som høre mig idag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.
30 Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
31 Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
32 Men Agrippa sagde til Festus: Dette Menneske kunde været løsladt, dersom han ikke havde indskudt sin Sag til Keiseren.
18 Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.
19 Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?
20 Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet imorgen, som om de vilde nøiere forhøre ham.
24 og de skulle have Lastdyr tilstede at sætte Paulus paa, og føre ham sikkert til Landshøvdingen Felix.
25 Og han skrev et Brev, som havde dette Indhold:
26 Claudius Lysias hilser den mægtige Landshøvding Felix!
27 Denne Mand, som var greben af Jøderne og nær ved at ihjelslaaes af dem, ham udfriede jeg, der jeg kom med Krigsfolket og fik at vide, at han er en Romer.
20 Men der jeg var tvivlraadig angaaende Sagen om denne, sagde jeg, om han vilde reise til Jerusalem og dømmes der for disse Ting.
21 Men der Paulus henskjød sig under Keiserens Kjendelse og vilde holdes i Forvaring til den, befalede jeg, at han skulde holdes i Forvaring, indtil jeg kan sende ham til Keiseren.
22 Men Agrippa sagde til Festus: Jeg skulde og selv ville høre det Menneske. Men han sagde: Imorgen skal du høre ham.
23 Anden Dagen altsaa, der Agrippa og Berenice kom med stor Pragt og gik ind paa Raadhuset med de øverste Høvedsmænd og de ypperste Mænd i Staden, blev Paulus, da Festus bød det, fremført.
24 Og Festus sagde: Kong Agrippa og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken hele Jødernes Mængde haver overhængt mig baade i Jerusalem og her, idet de raabe: Han bør ikke længere leve.
25 Men der jeg havde faaet at vide, at han havde Intet gjort, som fortjente Døden, og da han og selv havde indskudt sin Sag for Keiseren, haver jeg besluttet at sende ham derhen.
26 Dog haver jeg intet Sikkert at skrive Herren til om ham. Derfor lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa, paa det jeg kan have Noget at skrive, naar han er bleven forhørt.
27 Thi det synes mig ufornuftigt at sende en Fange og ikke ogsaa tilkjendegive Beskyldningerne imod ham.
6 Men der han havde opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Cæsarea; anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.
30 Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.
29 og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.
30 Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
13 hvem jeg vilde beholdt hos mig, at han i dit Sted skulde tjent mig i Lænkerne for Evangelium;
9 Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: Vil du drage op til Jerusalem for at dømmes der af mig for disse Ting?
20 For denne Sags Skyld lod jeg eder kalde hid, at see og tale med eder; thi jeg er sluttet i denne Lænke for Israels Haabs Skyld.
10 Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag,
23 Ham haaber jeg derfor at sende strax, saasnart jeg seer Udgangen paa min Sag.
26 Thi Kongen veed om disse Ting, og til ham taler jeg ogsaa frimodigen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.
15 Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
24 Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: Du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.
19 Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig.
15 Thi maaskee blev han derfor skilt fra dig en liden Tid, at du maatte have ham evindeligen igjen,
26 efterdi han forlængtes efter Eder alle og var svarligen bekymret, fordi I havde hørt, at han var syg.
3 allermeest fordi du haver Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal. Derfor beder jeg dig, at du vil taalmodigen høre mig.
30 Men Paulus blev to fulde Aar i sit leiede Herberge og tog imod Alle, som kom ind til ham,