Apostlenes gjerninger 26:30
Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
32Men Agrippa sagde til Festus: Dette Menneske kunde været løsladt, dersom han ikke havde indskudt sin Sag til Keiseren.
23Anden Dagen altsaa, der Agrippa og Berenice kom med stor Pragt og gik ind paa Raadhuset med de øverste Høvedsmænd og de ypperste Mænd i Staden, blev Paulus, da Festus bød det, fremført.
24Og Festus sagde: Kong Agrippa og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken hele Jødernes Mængde haver overhængt mig baade i Jerusalem og her, idet de raabe: Han bør ikke længere leve.
25Men der jeg havde faaet at vide, at han havde Intet gjort, som fortjente Døden, og da han og selv havde indskudt sin Sag for Keiseren, haver jeg besluttet at sende ham derhen.
26Dog haver jeg intet Sikkert at skrive Herren til om ham. Derfor lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa, paa det jeg kan have Noget at skrive, naar han er bleven forhørt.
12Da talede Festus med Raadet og svarede: Du haver indskudt din Sag for Keiseren; du skal reise til Keiseren.
13Men der nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenice til Cæsarea for at hilse Festus.
14Og da de opholdt sig der mange Dage, forelagde Festus Kongen Sagen mod Paulus og sagde: Her er en Mand, efterladt bunden af Felix,
15imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
4Da svarede Festus, at Paulus blev bevogtet i Cæsarea, men at han selv vilde snart drage derned.
5Hvilke nu iblandt eder, sagde han, der kunne, de drage ned med; dersom der da er Noget imod denne Mand, da anklage de ham!
6Men der han havde opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Cæsarea; anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.
29Men Paulus sagde: Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene Du, men og Alle, som høre mig idag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.
17Der de da kom sammen her, tøvede jeg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen og bød Manden at fremføres.
18Men der Anklagerne traadte omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet;
29Da lode de, som skulde have forhørt ham, strax af fra ham. Men den øverste Høvedsmand, der han fik at vide, at han var en Romer, frygtede endog, fordi han havde ladet ham binde.
30Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.
33Der hine kom ind i Cæsarea og havde antvordet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de ogsaa Paulus for ham.
25Men han sagde: Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme Ord.
26Thi Kongen veed om disse Ting, og til ham taler jeg ogsaa frimodigen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.
29og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.
30Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
18hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;
31Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.
32Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
33Men der den øverste Høvedsmand kom nær til, tog han ham og befoel, at han skulde bindes med to Lænker; og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.
1Men Agrippa sagde til Paulus: Det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og sagde til sit Forsvar:
2Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg idag skal forsvare mig for dig;
10Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag,
19Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig.
20Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;
21uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.
8efterdi han forsvarede sig, sigende: Jeg haver hverken syndet i Noget imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.
9Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: Vil du drage op til Jerusalem for at dømmes der af mig for disse Ting?
10Men Paulus sagde: Jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jeg haver ingen Uret gjort Jøderne, som du og bedre veed.
33Og saaledes gik Paulus ud fra dem.
35Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.
2Da mødte den Ypperstepræst og de Fornemste af Jøderne for ham imod Paulus, og anholdt hos ham
21Men der Paulus henskjød sig under Keiserens Kjendelse og vilde holdes i Forvaring til den, befalede jeg, at han skulde holdes i Forvaring, indtil jeg kan sende ham til Keiseren.
21Men paa en bestemt Dag iførte Herodes sig et kongeligt Klædebon, og satte sig paa Thronen og holdt en Tale til dem.
12Men der Gallion var Landshøvding i Achaja, stode Jøderne samdrægtigen op imod Paulus, og førte ham for Domstolen og sagde:
19Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn;
27Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Portius Festus til Eftermand; og saasom Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.
11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
19Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?
35Jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme tilstede. Og han bød ham at forvares i Herodis Palads.
25Men der han talede om Retfærdighed og Afholdenhed og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: Gak bort denne Gang; men naar jeg faaer beleilig Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.
26Men der Høvedsmanden over Hundrede hørte dette, gik han til den øverste Høvedsmand, og forkyndte ham det og sagde: See til, hvad du vil gjøre; thi dette Menneske er en Romer.