Apostlenes gjerninger 24:8

Original Norsk Bibel 1866

og bød hans Anklagere komme til dig; af ham kan du selv, naar du undersøger det, faae alle de Ting at vide, for hvilke vi anklage ham.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Apg 23:30 : 30 Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
  • Apg 23:35 : 35 Jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme tilstede. Og han bød ham at forvares i Herodis Palads.
  • Apg 25:5 : 5 Hvilke nu iblandt eder, sagde han, der kunne, de drage ned med; dersom der da er Noget imod denne Mand, da anklage de ham!
  • Apg 25:15-16 : 15 imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham, 16 hvilke jeg svarede, at det ikke er de Romeres Skik af Gunst at overgive noget Menneske til Døden, førend den, som anklages, haver Anklagerne personlig tilstede og faaer Leilighed til at forsvare sig mod Beskyldningen.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 81%

    6han haver endog forsøgt at vanhellige Templet, hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov;

    7men Lysias, den øverste Høvedsmand, kom til og bortførte ham med megen Vold af vore Hænder,

  • 78%

    26Claudius Lysias hilser den mægtige Landshøvding Felix!

    27Denne Mand, som var greben af Jøderne og nær ved at ihjelslaaes af dem, ham udfriede jeg, der jeg kom med Krigsfolket og fik at vide, at han er en Romer.

    28Men der jeg vilde vide Sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres Raad;

    29og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.

    30Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!

  • 77%

    19Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig.

    20Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;

    21uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.

    22Men der Felix hørte dette, udsatte han Sagen, skjøndt han nøie nok kjendte den Lære, og sagde: Naar Lysias, den øverste Høvedsmand, kommer ned, vil jeg paakjende eders Sag.

    23Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.

  • 35Jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme tilstede. Og han bød ham at forvares i Herodis Palads.

  • 30Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.

  • 76%

    5Hvilke nu iblandt eder, sagde han, der kunne, de drage ned med; dersom der da er Noget imod denne Mand, da anklage de ham!

    6Men der han havde opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Cæsarea; anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.

    7Men der han kom frem, traadte de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem, omkring ham og førte mange og svare Klagemaal imod Paulus, hvilke de ikke kunde bevise,

    8efterdi han forsvarede sig, sigende: Jeg haver hverken syndet i Noget imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.

  • 75%

    15imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,

    16hvilke jeg svarede, at det ikke er de Romeres Skik af Gunst at overgive noget Menneske til Døden, førend den, som anklages, haver Anklagerne personlig tilstede og faaer Leilighed til at forsvare sig mod Beskyldningen.

    17Der de da kom sammen her, tøvede jeg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen og bød Manden at fremføres.

    18Men der Anklagerne traadte omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet;

  • 24da befoel den øverste Høvedsmand, at han skulde føres ind i Fæstningen, og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det at han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de raabte saa imod ham.

  • 75%

    9Men Jøderne stemmede i med og sagde, at disse Ting havde sig saaledes.

    10Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag,

  • 14og sagde til dem: I have ført dette Menneske til mig, som den, der afvender Folket; og see, jeg haver forhørt ham for eder og finder ingen Skyld hos dette Menneske, i hvad I anklage ham for.

  • 15Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.

  • 2Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:

  • 73%

    24Og Festus sagde: Kong Agrippa og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken hele Jødernes Mængde haver overhængt mig baade i Jerusalem og her, idet de raabe: Han bør ikke længere leve.

    25Men der jeg havde faaet at vide, at han havde Intet gjort, som fortjente Døden, og da han og selv havde indskudt sin Sag for Keiseren, haver jeg besluttet at sende ham derhen.

    26Dog haver jeg intet Sikkert at skrive Herren til om ham. Derfor lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa, paa det jeg kan have Noget at skrive, naar han er bleven forhørt.

    27Thi det synes mig ufornuftigt at sende en Fange og ikke ogsaa tilkjendegive Beskyldningerne imod ham.

  • 3allermeest fordi du haver Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal. Derfor beder jeg dig, at du vil taalmodigen høre mig.

  • 13de kunne ei heller bevise de Ting, som de nu anklage mig for.

  • 20Men der jeg var tvivlraadig angaaende Sagen om denne, sagde jeg, om han vilde reise til Jerusalem og dømmes der for disse Ting.

  • 22men vi ønske vel at høre af dig, hvad du mener; thi det er os vitterligt om denne Sect, at den allevegne finder Modsigelse.

  • 29Derfor gik Pilatus ud til dem og sagde: Hvad Klagemaal føre I mod dette Menneske?

  • 10Men Paulus sagde: Jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jeg haver ingen Uret gjort Jøderne, som du og bedre veed.

  • 71%

    18Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.

    19Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?

    20Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet imorgen, som om de vilde nøiere forhøre ham.

  • 19men der Jøderne talede derimod, nødtes jeg til at indskyde min Sag for Keiseren, dog ikke som den, der havde Noget at anklage mit Folk for.

  • 40Thi vi staae endog i Fare for at anklages for Oprør, formedelst det, som er skeet idag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette Opløb. Og der han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaae.

  • 70%

    19Og de toge ham og førte ham op til Domstedet og sagde: Kunne vi faae at vide, hvad dette er for en ny Lærdom, som du taler?

    20Thi du bringer nogle fremmede Ting for vore Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal være.

  • 17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,

  • 70%

    33Men der den øverste Høvedsmand kom nær til, tog han ham og befoel, at han skulde bindes med to Lænker; og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.

    34Da raabte den Ene det, den Anden det iblandt Folket; men der han intet Vist kunde erfare for Larmen, befoel han at føre ham til Fæstningen.

  • 1I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!

  • 12Da talede Festus med Raadet og svarede: Du haver indskudt din Sag for Keiseren; du skal reise til Keiseren.