Apostlenes Gjerninger 2:14
Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —
16 I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig-Aand havde forud talet ved Davids Mund om Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesum.
15 thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen.
16 Men dette er det, som er sagt ved Propheten Joel:
12 Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?
13 Men Andre spottede og sagde: De ere fulde af sød Viin.
7 Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8 Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
9 Efterdi vi idag forhøres angaaende Velgjerningen mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han er bleven frelst,
10 da skal det være eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi den Nazaræers Navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud haver opreist fra de Døde, ved dette (Navn) staaer denne helbredet her for eders Øine.
4 Og de bleve alle opfyldte af den Hellig-Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.
5 Men der vare Jøder, boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag, som ere under Himmelen.
6 Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev forvirret; thi Enhver hørte dem tale i sit eget Tungemaal.
7 Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
8 Og hvorledes høre vi dem tale hver paa vort eget Tungemaal, hvorudi vi ere fødte?
46 thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
38 Men Petrus sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse, og I skulle faae den Hellig-Aands Gave.
4 Men Petrus begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng, og sagde:
10 Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
11 Da nu den Halte, der var helbredet, holdt sig til Petrus og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var heel forfærdet.
12 Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?
13 Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
14 Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
16 Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.
22 I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesum den Nazaræer, en Mand af Gud, udmærket for eder ved kraftige Gjerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, saasom I og selv vide,
8 Men I skulle annamme den Hellig-Aands Kraft, som skal komme over eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria, og indtil Jordens Ende.
1 Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen.
2 Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og opfyldte det ganske Huus, hvor de sadde.
44 Der Petrus endnu talede disse Ord, faldt den Hellig-Aand paa alle dem, som hørte Ordet.
19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
1 I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
2 — Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:
7 Men der man havde tvistet meget herom, opstod Petrus og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, til at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangelii Ord og troe.
16 Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
33 Derfor, efterat han er ophøiet hos Guds høire Haand og haver annammet den Hellig-Aands Forjættelse af Faderen, udgydede han den, som I see og høre.
26 Men Petrus reiste ham op og sagde: Staa op; jeg er og selv et Menneske.
4 Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.
4 Og der han var forsamlet med dem, befoel han dem, at de skulde ikke vige fra Jerusalem, men oppebie Faderens Forjættelse, hvilken (sagde han) I have hørt af mig;
15 thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du haver seet og hørt.
12 Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.
16 Men Paulus stod op, og slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!
35 Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.
32 Men Peder og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
9 Men den anden Dag, der disse reiste paa Veien og kom nær til Staden, steg Petrus op paa Huset for at bede, ved den sjette Time.
29 Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
2 Og der Petrus kom op til Jerusalem, tvistede de, som vare af Omskjærelsen, med ham og sagde:
10 Staa ret op paa dine Fødder! Og han sprang op og gik omkring.
13 Og der de kom ind, stege de op paa Salen, hvor de forbleve, Petrus og Jakobus, og Johannes og Andreas, Philippus og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakobus, Alphæi Søn, og Simon Zelotes, og Judas, Jakobi Broder.
11 hvilke og sagde: I galilæiske Mænd! hvi staae I og see op til Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen, skal komme (igjen) paa samme Maade, som I have seet ham fare til Himmelen.