Apostlenes gjerninger 5:29
Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16 Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
17 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
18 Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.
19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
20 thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
25 Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.
26 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og bragte dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27 Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
28 Bøde vi eder ikke alvorligen, at I ikke skulde lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med eders Lære og ville føre dette Menneskes Blod over os.
30 Vore Fædres Gud opreiste Jesum, hvilken I sloge ihjel, da I hængte ham paa et Træ.
7 Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8 Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
9 Efterdi vi idag forhøres angaaende Velgjerningen mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han er bleven frelst,
38 Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller denne Gjerning er af Menneskene, bliver det forstyrret;
39 men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader eder dog ikke befindes som de, der endog ville stride mod Gud.
40 Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.
41 Saa gik de da glade fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.
37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
32 Og vi ere hans Vidner til disse Ting, ligesom og den Hellig-Aand, hvilken Gud haver givet dem, som ham lyde.
33 Men der de hørte det, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.
35 Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.
20 Men han sagde til dem: Men I, hvem sige I mig at være? Da svarede Peder og sagde: (Du er) Guds Christus.
5 Men Nogle af Pharisæernes Sect, som vare blevne troende, stode op og sagde: Man bør at omskjære dem og befale dem at holde Mose Lov.
6 Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overveie denne Sag.
7 Men der man havde tvistet meget herom, opstod Petrus og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, til at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangelii Ord og troe.
27 Da svarede Peder og sagde til ham: See, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle da vi have?
18 og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.
19 Men Herrens Engel oplod Fængslets Døre om Natten, og førte dem ud og sagde:
20 Gaaer hen, og træder frem og taler i Templet for Folket alle dette Livets Ord.
21 Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.
28 Men Peder sagde: See, vi have forladt Alting og fulgt dig.
29 Og nu, Herre! see til deres Trudsler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed,
46 thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
47 Da svarede Petrus: Mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig-Aand, ligesom og vi?
13 Værer derfor al menneskelig Orden underdanige for Herrens Skyld, være sig en Konge, som den Ypperste,
5 Og Peder svarede og sagde til Jesum: Rabbi! her er os godt at være, og vi ville gjøre tre Boliger, dig een, og Moses een, og Elias een.
30 De svarede og sagde til ham: Var denne ikke en Misdæder, da havde vi ikke overantvordet ham til dig.
26 Men Petrus reiste ham op og sagde: Staa op; jeg er og selv et Menneske.
12 Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?
13 Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, haver herliggjort sin Søn Jesum, hvilken I have overantvordet og fornegtet for Pilatus, der han dømte, at han skulde løslades.
15 Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud opreiste fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.
12 Og der er slet ikke Frelse i nogen Anden; thi der er heller ikke et andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket det bør os at vorde frelste.
16 Da svarede Folket og sagde: Det være langt fra os at forlade Herren, til at tjene andre Guder.
68 Da svarede Simon Petrus ham: Herre! hvem skulle vi gaae hen til? du haver det evige Livs Ord.
15 Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —
28 Men Peder begyndte at sige til ham: See, vi have forladt Alting og fulgt dig.
29 Men Peder sagde til ham: Dersom de endog Alle forarges, vil jeg dog ikke forarges.