Apostlenes gjerninger 5:25
Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.
Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.
19 Men Herrens Engel oplod Fængslets Døre om Natten, og førte dem ud og sagde:
20 Gaaer hen, og træder frem og taler i Templet for Folket alle dette Livets Ord.
21 Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.
22 Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet; men de kom tilbage og forkyndte det og sagde:
23 Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.
24 Men der baade den Ypperstepræst og Templets Høvedsmand og de (andre) Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad der vilde blive af dette.
26 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og bragte dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27 Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
28 Bøde vi eder ikke alvorligen, at I ikke skulde lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med eders Lære og ville føre dette Menneskes Blod over os.
29 Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
1 Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,
2 hvilke fortrøde paa, at de lærte Folket og kundgjorde i Jesu Opstandelsen fra de Døde.
3 Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var alt Aften.
4 Men Mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem Tusinde.
5 Men det skede Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
12 Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
23 Men der de vare løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræster og Ældste havde sagt til dem.
34 Men der opstod en Pharisæer i Raadet, ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, som var høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud.
35 Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.
11 Men der de gik hen, see, da kom Nogle af Vagten ind i Staden og forkyndte de Ypperstepræster alt det, som var skeet.
1 Og det begav sig, paa en af de Dage, der han lærte Folket i Templet og prædikede Evangelium, kom pludselig de Ypperstepræster og Skriftkloge tilligemed de Ældste.
27 Og de kom atter til Jerusalem, og der han gik i Templet, kom de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Ældste til ham.
22 Hvad er da (at gjøre)? Mængden bør endelig komme sammen; thi de ville faae at høre, at du er kommen.
42 Og de lode ikke af at lære hver Dag i Templet og i Husene, og at forkynde Evangelium om Jesu Christo.
14 Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15 Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16 Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
17 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
18 Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.
19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
55 Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne, ligesom til en Røver, med Sværd og Stænger, for at tage fat paa mig; jeg haver daglig siddet hos eder og lært i Templet, og I grebe mig ikke.
40 Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.
21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
35 Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.
52 Men Jesus sagde til de Ypperstepræster og Høvedsmændene for Templet og de Ældste, som vare komne til ham: I ere udgangne, som mod en Røver, med Sværd og Stænger.
7 Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
2 Men aarle om Morgenen kom han igjen i Templet, og alt Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem.
14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
5 Og Nogle af dem, som der stode, sagde til dem: Hvad gjøre I, at I løse Føllet?
18 Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, (over) hvor Petrus var bleven af.
16 Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.
38 Og alt Folket kom aarle til ham i Templet for at høre ham.
39 Og de kom og gave dem gode Ord, og førte dem ud og bade dem at drage ud af Staden.
45 Da kom Tjenerne til de Ypperstepræster og Pharisæerne, og disse sagde til dem: Hvi førte I ham ikke hid?
8 Men de forvirrede Folket og Stadens Øvrighed, som hørte dette.
66 Og der det blev Dag, forsamlede Folkets Ældste sig, og de Ypperstepræster og Skriftkloge, og førte ham op for deres Raad
12 og hverken i Templet have de fundet mig at tale for Nogen, eller at stifte Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden;
23 Og der han kom i Templet, traadte til ham, idet han lærte, de Ypperstepræster og Folkets Ældste og sagde: Af hvad Magt gjør du dette? og hvo haver givet dig denne Magt?
14 Og dersom Landshøvdingen faaer det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse.