Apostlenes gjerninger 12:18

Original Norsk Bibel 1866

Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, (over) hvor Petrus var bleven af.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Apg 5:22-25 : 22 Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet; men de kom tilbage og forkyndte det og sagde: 23 Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde. 24 Men der baade den Ypperstepræst og Templets Høvedsmand og de (andre) Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad der vilde blive af dette. 25 Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.
  • Apg 16:27 : 27 Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre aabnede, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne vare undflyede.
  • Apg 19:23 : 23 Men paa den samme Tid skede et ikke lidet Opløb i Anledning af Læren.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 82%

    3Og der han saae, at det behagede Jøderne, blev han ved, og lod ogsaa Petrus gribe; — men det var de usyrede Brøds Dage. —

    4Der han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overantvordede ham til fire Vagtskifter, hver paa fire Mand, for at bevogte ham, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket.

    5Saa blev da Petrus bevogtet i Fængslet; men der skede af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.

    6Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Petrus i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker; og Vogterne for Døren toge vare paa Fængslet.

    7Og see, Herrens Engel stod over ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Petrus paa Siden, og vakte ham op og sagde: Staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne.

    8Og Engelen sagde til ham: Bind op om dig og bind dine Saaler paa; men han gjorde saaledes. Og han sagde til ham: Kast din Kappe om dig og følg mig.

  • 19Men der Herodes lod ham søge og fandt ham ikke, forhørte han Vogterne og befoel, at de skulde bortføres (for at straffes); og han drog ned fra Judæa til Cæsarea og opholdt sig der.

  • 79%

    14Og da hun kjendte Petri Røst, aabnede hun af Glæde ikke Forstuen, men løb ind og forkyndte dem, at Petrus stod for Forstuen.

    15Da sagde de til hende: Du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: Det er hans Engel.

    16Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.

    17Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie, og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet. Men han sagde: Forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted.

  • 78%

    10Men de gik igjennem den første og anden Vagt og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne lodes op af sig selv for dem, og de kom ud og gik een Gade frem; og strax skiltes Engelen fra ham.

    11Og der Petrus kom til sig selv, sagde han: Nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodis Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.

    12Og som han besindede sig, kom han for Mariæ Huus, en Moder til den Johannes, som kaldtes med Tilnavn Marcus, hvor Mange vare forsamlede og bade.

  • 74%

    21Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.

    22Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet; men de kom tilbage og forkyndte det og sagde:

    23Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.

    24Men der baade den Ypperstepræst og Templets Høvedsmand og de (andre) Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad der vilde blive af dette.

    25Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.

    26Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og bragte dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.

  • 73%

    15Men Simon Peder og en anden Discipel fulgte Jesum; men den samme Discipel var kjendt med den Ypperstepræst og gik ind med Jesu i den Ypperstepræsts Palads.

    16Men Peder stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepræst, ud og talede med Dørvogtersken, og førte Peder ind.

    17Da siger Pigen, Dørvogtersken, til Peder: Mon ikke ogsaa du er en af dette Menneskes Disciple? Han sagde: Jeg er ikke.

    18Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild, — thi det var koldt — og varmede sig; men Peder stod hos dem og varmede sig.

  • 23Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge; men den anden Dag drog Petrus ud med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe gik med ham.

  • 72%

    18og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.

    19Men Herrens Engel oplod Fængslets Døre om Natten, og førte dem ud og sagde:

  • 35Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.

  • 72%

    17Men der Petrus tvivlede ved sig selv om, hvad det Syn skulde være, som han havde seet, see, da stode de Mænd for Døren, som vare udsendte af Cornelius og havde opspurgt Simons Huus;

    18og de raabte og spurgte, om Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus, var der til Herberge.

  • 15Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —

  • 58Men Peder fulgte langt fra efter ham indtil den Ypperstepræsts Palads, og gik indenfor og sad hos Svendene for at see Enden.

  • 66Og da Peder var nedenunder i Gaarden, kom en af den Ypperstepræsts Piger,

  • 71%

    11Men der de gik hen, see, da kom Nogle af Vagten ind i Staden og forkyndte de Ypperstepræster alt det, som var skeet.

    12Og de forsamledes med de Ældste og holdt et Raad, og gave Stridsmændene mange Sølvpenninge,

  • 27Da negtede Peder atter; og strax goel Hanen.

  • 12Men Peder stod op og løb til Graven; og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene, og gik bort og forundrede sig ved sig selv over det, som var skeet.

  • 70%

    8og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe.

    9Men den anden Dag, der disse reiste paa Veien og kom nær til Staden, steg Petrus op paa Huset for at bede, ved den sjette Time.

  • 70%

    54Men der de havde grebet ham, førte de (ham bort) og bragte ham ind i Ypperstepræstens Huus; men Peder fulgte efter langt fra.

    55Men da de havde tendt en Ild midt i Paladset og sat sig tilsammen, sad Peder midt iblandt dem.

  • 14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;

  • 31Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.

  • 60Men Peder sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen.

  • 10Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.

  • 7Men gaaer bort, siger hans Disciple og Peder, at han gaaer hen i Forveien for eder til Galilea; der skulle I see ham, saasom han haver sagt eder.

  • 32Men Peder og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.

  • 27Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre aabnede, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne vare undflyede.

  • 34Da raabte den Ene det, den Anden det iblandt Folket; men der han intet Vist kunde erfare for Larmen, befoel han at føre ham til Fæstningen.

  • 4Men Petrus begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng, og sagde: