Apostlenes gjerninger 12:17
Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie, og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet. Men han sagde: Forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted.
Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie, og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet. Men han sagde: Forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Og da hun kjendte Petri Røst, aabnede hun af Glæde ikke Forstuen, men løb ind og forkyndte dem, at Petrus stod for Forstuen.
15Da sagde de til hende: Du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: Det er hans Engel.
16Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.
18Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, (over) hvor Petrus var bleven af.
19Men der Herodes lod ham søge og fandt ham ikke, forhørte han Vogterne og befoel, at de skulde bortføres (for at straffes); og han drog ned fra Judæa til Cæsarea og opholdt sig der.
3Og der han saae, at det behagede Jøderne, blev han ved, og lod ogsaa Petrus gribe; — men det var de usyrede Brøds Dage. —
4Der han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overantvordede ham til fire Vagtskifter, hver paa fire Mand, for at bevogte ham, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket.
5Saa blev da Petrus bevogtet i Fængslet; men der skede af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.
6Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Petrus i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker; og Vogterne for Døren toge vare paa Fængslet.
7Og see, Herrens Engel stod over ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Petrus paa Siden, og vakte ham op og sagde: Staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne.
8Og Engelen sagde til ham: Bind op om dig og bind dine Saaler paa; men han gjorde saaledes. Og han sagde til ham: Kast din Kappe om dig og følg mig.
9Og han gik ud og fulgte ham, og vidste ikke, at det, som skede ved Engelen, var virkeligt, men meente, at han saae et Syn.
10Men de gik igjennem den første og anden Vagt og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne lodes op af sig selv for dem, og de kom ud og gik een Gade frem; og strax skiltes Engelen fra ham.
11Og der Petrus kom til sig selv, sagde han: Nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodis Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.
12Og som han besindede sig, kom han for Mariæ Huus, en Moder til den Johannes, som kaldtes med Tilnavn Marcus, hvor Mange vare forsamlede og bade.
18og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.
19Men Herrens Engel oplod Fængslets Døre om Natten, og førte dem ud og sagde:
20Gaaer hen, og træder frem og taler i Templet for Folket alle dette Livets Ord.
21Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.
22Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet; men de kom tilbage og forkyndte det og sagde:
23Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.
13Men der de hørte op at tale, tog Jakobus Ordet og sagde: I Mænd, Brødre, hører mig!
8og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe.
35Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.
36Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred.
37Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.
33Men der de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til Apostlerne.
23Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge; men den anden Dag drog Petrus ud med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe gik med ham.
12Men Aanden sagde til mig, at jeg skulde gaae med dem og ikke tvivle; men og disse sex Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Huus.
13Og han kundgjorde os, hvorledes han havde seet en Engel staaende i sit Huus, der sagde til ham: Send Mænd til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus;
39Og de kom og gave dem gode Ord, og førte dem ud og bade dem at drage ud af Staden.
40Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, trøstede de dem og droge ud.
7Men gaaer bort, siger hans Disciple og Peder, at han gaaer hen i Forveien for eder til Galilea; der skulle I see ham, saasom han haver sagt eder.
22Da lod den øverste Høvedsmand det unge Menneske gaae og bød ham: Du skal Ingen sige, at du haver givet mig dette tilkjende.
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
16Men Peder stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepræst, ud og talede med Dørvogtersken, og førte Peder ind.
18Men den, anden Dag gik Paulus med os til Jakobus, og alle de Ældste kom derhen.
19Og der han havde hilset dem, fortalte han det Ene efter det Andet, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
4Men Petrus begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng, og sagde:
19Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?
23Men der de vare løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræster og Ældste havde sagt til dem.
18Siden, efter tre Aar, drog jeg op til Jerusalem for at blive kjendt med Petrus, og blev femten Dage hos ham.
19Men nogen anden af Apostlerne saae jeg ikke, uden Jakobus, Herrens Broder.
15Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —
25Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.
27Og der han havde talet med ham, gik han ind og fandt Mange, som vare komne tilsammen.
40Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.
21Og han sagde til mig: Reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.
30Men da Brødrene fik det at vide, førte de ham til Cæsarea og sendte ham derfra til Tarsus.
27Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort ved dem, og at han havde opladt Hedningerne Troens Dør.