Apostlenes gjerninger 5:34
Men der opstod en Pharisæer i Raadet, ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, som var høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud.
Men der opstod en Pharisæer i Raadet, ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, som var høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
35Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.
33Men der de hørte det, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.
14Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
17Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
18Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.
19Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
25Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.
26Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og bragte dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
28Bøde vi eder ikke alvorligen, at I ikke skulde lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med eders Lære og ville føre dette Menneskes Blod over os.
29Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
12Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
13Og de fremstillede falske Vidner, som sagde: Dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og Mod Loven;
21Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.
5Men Nogle af Pharisæernes Sect, som vare blevne troende, stode op og sagde: Man bør at omskjære dem og befale dem at holde Mose Lov.
6Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overveie denne Sag.
5Men det skede Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
6samt Annas, den Ypperstepræst, og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af de Ypperstepræsters Slægt.
7Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
20Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;
21uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.
1I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
2— Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:
3Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I alle ere idag,
17Men den Ypperstepræst opstod, og alle de, (som holdt) med ham, —nemlig Sadducæernes Sect — og de bleve fulde af Nidkjærhed;
15Og da alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, saae de hans Ansigt som en Engels Ansigt.
38Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller denne Gjerning er af Menneskene, bliver det forstyrret;
9Men der blev et stort Skrig, og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: Vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel haver talet med ham, da lader os ikke stride mod Gud.
40Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.
1Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,
4Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.
5Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
6Men da Paulus vidste, at den ene Deel var Sadducæer, men den anden Pharisæer, raabte han i Raadet: I Mænd, Brødre! jeg er en Pharisæer, en Pharisæers Søn; jeg dømmes for Haab og for de Dødes Opstandelse.
7Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Pharisæerne og Sadducæerne, og Forsamlingen blev splidagtig.
5Og denne Tale fandt Bifald hos den hele Mængde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig-Aand, og Philippus, og Prochorus, og Nicanor, og Timon, og Parmenas, og Nicolaus, en Tilhænger af Jødernes Tro, fra Antiochia,
15Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —
12Men en vis Ananias, en gudfrygtig Mand efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede,
34Men der Pharisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Sadducæerne, forsamlede de sig tilsammen.
35Og En af dem, en Lovkyndig, spurgte og fristede ham, og sagde:
4Men de, som stode hos, sagde: Skjælder du Guds Ypperstepræst?
12Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.
22Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
14og han haver her Magt af de Ypperstepræster at binde alle dem, som paakalde dit Navn.
21Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
12Hvorfor jeg og drog til Damascus med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster;
17Og det begav sig paa en af Dagene, at han lærte, og der sadde Pharisæer og Lovlærere, som vare komne fra alle Byer i Galilea og Judæa, og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var (virksom) til at læge dem.