Apostlenes gjerninger 5:33
Men der de hørte det, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.
Men der de hørte det, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
54 Men der de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham.
37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
34 Men der opstod en Pharisæer i Raadet, ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, som var høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud.
35 Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.
26 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og bragte dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27 Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
28 Bøde vi eder ikke alvorligen, at I ikke skulde lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med eders Lære og ville føre dette Menneskes Blod over os.
29 Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
14 Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15 Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16 Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
17 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
18 Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.
19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
10 Og de kunde ikke imodstaae den Viisdom og den Aand, af hvilken han talede.
11 Da beskikkede de hemmeligen Mænd, som sagde: Vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og Gud.
12 Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
57 Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren, og stormede samdrægtigen ind paa ham.
40 Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.
41 Saa gik de da glade fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.
17 Men den Ypperstepræst opstod, og alle de, (som holdt) med ham, —nemlig Sadducæernes Sect — og de bleve fulde af Nidkjærhed;
18 og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.
4 Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.
5 Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
21 Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.
22 Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
2 — Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:
7 Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8 Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
22 Ogsaa Mængden opstod imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befole at hudstryge dem.
1 Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,
2 hvilke fortrøde paa, at de lærte Folket og kundgjorde i Jesu Opstandelsen fra de Døde.
3 Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var alt Aften.
23 Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel.
28 Og Alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Vrede, der de hørte dette.
29 Og de stode op og stødte ham ud udenfor Staden, og førte ham op paa det Høieste af Bjerget, paa hvilket deres Stad var bygget, for at styrte ham ned.
15 Og da alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, saae de hans Ansigt som en Engels Ansigt.
11 Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over Alle, som dette hørte.
53 Derfor raadsloge de fra den Dag af om at ihjelslaae ham.
21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
24 Men der baade den Ypperstepræst og Templets Høvedsmand og de (andre) Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad der vilde blive af dette.
5 Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.
23 Men der de vare løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræster og Ældste havde sagt til dem.
5 Men det skede Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
32 Og vi ere hans Vidner til disse Ting, ligesom og den Hellig-Aand, hvilken Gud haver givet dem, som ham lyde.
15 hvilke baade ihjelsloge den Herre Jesum og deres egne Propheter, og have forfulgt os, og behage ikke Gud, og ere alle Mennesker imod,
4 Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesum med List og ihjelslaae ham.
20 og der Stephani, dit Vidnes, Blod blev udøst, stod jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
6 Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overveie denne Sag.
14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;