Apostlenes gjerninger 22:20
og der Stephani, dit Vidnes, Blod blev udøst, stod jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
og der Stephani, dit Vidnes, Blod blev udøst, stod jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17Og det skede mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg blev henrykket
18og saae ham, og han sagde til mig: Skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, fordi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.
19Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
9Jeg selv haver vel og meent, at det burde mig at gjøre meget imod Jesu, den Nazareers, Navn,
10hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de Hellige i Fængsel, der jeg havde faaet Magt dertil af de Ypperstepræster, og naar de bleve myrdede, gav jeg min Stemme dertil.
11Og i alle Synagoger lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligen, og end mere rasende mod dem, forfulgte jeg dem endog indtil udenlandske Stæder.
12Hvorfor jeg og drog til Damascus med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster;
13men midt om Dagen saae jeg paa Veien, o Konge! et Lys af Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.
14Men der vi alle faldt ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det ebraiske Sprog: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
15Men jeg sagde: Herre, hvo er du? men han sagde: Jeg er Jesus, hvem du forfølger.
16Men reis dig og staa paa dine Fødder; thi derfor haver jeg aabenbaret mig for dig, for at udkaare dig til en Tjener og et Vidne baade om det, som du haver seet, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig,
2— Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:
3Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I alle ere idag,
4og forfulgte denne Lære indtil Døden, bandt og overantvordede i Fængsler baade Mænd og Qvinder,
5som og den Ypperstepræst maa vidne med mig, og hele de Ældstes Raad, af hvilke jeg endog tog Breve til Brødrene og reiste til Damascus, for at føre ogsaa dem, som der vare, bundne til Jerusalem, at de skulde blive straffede.
6Men det skede mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligen omskinnede mig;
7og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
8Men jeg svarede: Hvo er du, Herre? og han sagde til mig: Jeg er Jesus, den Nazaræer, som du forfølger.
9Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfærdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig.
10Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: Staa op, reis til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre.
11Men der Synet var mig betaget ved Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus.
21Og han sagde til mig: Reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.
22Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
23Men der de skrege og kastede Klæderne fra sig, og kastede Støv i Luften,
57Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren, og stormede samdrægtigen ind paa ham.
58Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham; og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.
59Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesu, annam min Aand!
60Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette sagde, sov han hen.
21For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
22Da jeg derfor bekom den Hjælp, som er af Gud, staaer jeg indtil denne Dag og vidner baade for Liden og Stor, og siger intet Andet, end det baade Propheterne have sagt at skulle skee, og Moses:
1Men ogsaa Saulus havde Velbehag i hans Mord. Men paa den Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem; og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.
2Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt stor Klage over ham.
13Thi I have hørt om min Vandel forhen i Jødedommet, at jeg over al Maade forfulgte Guds Menighed og forstyrrede den.
20Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;
21uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.
1Men Saulus fnysede endnu med Trudsel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst
14Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lære, hvilken de kalde en Sect, tjener saaledes den Fædrene-Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,
6Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod (komme) over eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne.
5Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
13kom til mig og stod for mig, og sagde til mig: Saul, Broder, see op! og jeg saae op paa ham i den samme Stund.
23Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel.
26Derfor vidner jeg for eder paa denne Dag, at jeg er reen fra Alles Blod.
4Mit Levnet altsaa fra Ungdom af, hvorledes det haver været fra Begyndelsen iblandt mit Folk i Jerusalem, vide alle Jøderne,
21Men Alle, som det hørte, forbausedes og sagde: Er det ikke den, som i Jerusalem forfulgte dem, som paakaldte dette Navn, og var kommen hid, for at føre dem bundne til de Ypperstepræster?
19at jeg haver tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser;
6som forfulgte Menigheden af Nidkjærhed, som var ustraffelig efter Lovens Retfærdighed.
15thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du haver seet og hørt.
32I Damascus lod Kong Aretæ Landshøvding de Damasceners Stad bevogte, da han vilde gribe mig,
13Men Ananias svarede: Herre! jeg haver hørt af Mange om denne Mand, hvor meget Ondt han haver gjort dine Hellige i Jerusalem;
23kun havde de hørt: Den, som tilforn forfulgte os, prædiker nu Evangeliet om den Tro, som han tilforn vilde udrydde;