Apostlenes gjerninger 22:12
Men en vis Ananias, en gudfrygtig Mand efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede,
Men en vis Ananias, en gudfrygtig Mand efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.
8Men Saulus reiste sig op fra Jorden; men der han oplod sine Øine, saae han Ingen; men de ledte ham ved Haanden og førte ham ind i Damascus.
9Og han saae ikke i tre Dage, og han aad ikke, ei heller drak han.
10Men der var en Discipel i Damascus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: Ananias! men han sagde: See, her er jeg, Herre!
11Men Herren sagde til ham: Staa op og gaa hen i den Gade, som kaldes den Lige, og spørg i Judæ Huus efter En, ved Navn Saulus, fra Tarsus; thi see, han beder;
12og han haver seet i et Syn en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Haanden paa ham, at han skulde faae sit Syn igjen.
13Men Ananias svarede: Herre! jeg haver hørt af Mange om denne Mand, hvor meget Ondt han haver gjort dine Hellige i Jerusalem;
14og han haver her Magt af de Ypperstepræster at binde alle dem, som paakalde dit Navn.
9Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfærdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig.
10Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: Staa op, reis til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre.
11Men der Synet var mig betaget ved Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus.
13kom til mig og stod for mig, og sagde til mig: Saul, Broder, see op! og jeg saae op paa ham i den samme Stund.
14Men han sagde: Vore Fædres Gud haver beskikket dig, at du skulde kjende hans Villie og see den Retfærdige, og høre en Røst af hans Mund;
15thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du haver seet og hørt.
17Men Ananias gik hen og kom ind i Huset, og lagde Hænderne paa ham og sagde: Saul, Broder! Herren, Jesus, der aabenbaredes for dig paa Veien, ad hvilken du kom, haver udsendt mig, at du skal faae dit Syn igjen og fyldes med den Hellig-Aand.
18Og strax faldt fra hans Øine ligesom Skjæl, og han fik i det samme sit Syn igjen, og stod op og blev døbt;
5som og den Ypperstepræst maa vidne med mig, og hele de Ældstes Raad, af hvilke jeg endog tog Breve til Brødrene og reiste til Damascus, for at føre ogsaa dem, som der vare, bundne til Jerusalem, at de skulde blive straffede.
6Men det skede mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligen omskinnede mig;
7og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
22Men Talen om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øren, og de udsendte Barnabas, at han skulde drage til Antiochia.
23Denne, der han var kommen derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Forsæt skulde blive ved Herren;
24thi han var en god Mand og fuld af den Hellig-Aand og Tro. Og meget Folk blev ført til Herren.
3Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I alle ere idag,
27Men Barnabas tog ham til sig og førte ham til Apostlerne; og han fortalte dem, hvorledes han havde seet Herren paa Veien, og at han havde talet til ham, og hvorledes han i Damascus havde lært frimodigen i Jesu Navn.
5Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.
12Hvorfor jeg og drog til Damascus med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster;
13men midt om Dagen saae jeg paa Veien, o Konge! et Lys af Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.
22Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfærdig Mand og som frygter Gud, som haver godt Vidnesbyrd af alt Jødernes Folk, haver faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus og høre dine Ord.
1Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Mænd, Brødre! jeg haver med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.
2Men den Ypperstepræst Ananias befoel dem, som stode hos ham, at slaae ham paa Munden.
20Men der de det hørte, prisede de Herren; og de sagde til ham: Broder, du seer, hvor mange tusinde Jøder der ere, som have antaget Troen, og de ere alle nidkjære for Loven.
1Men en Mand, ved Navn Ananias, med Saphira, sin Hustru, solgte sit Gods,
17Og det skede mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg blev henrykket
21Men Alle, som det hørte, forbausedes og sagde: Er det ikke den, som i Jerusalem forfulgte dem, som paakaldte dette Navn, og var kommen hid, for at føre dem bundne til de Ypperstepræster?
2han var from og frygtede Gud med sit ganske Huus, og gav Folket mange Almisser og bad altid til Gud.
5Men der vare Jøder, boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag, som ere under Himmelen.
1Men Saulus fnysede endnu med Trudsel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst
2og begjærede Breve af ham til Damascus til Synagogerne, paa det at, dersom han fandt Nogle, som vare af denne Tro, Mænd eller Qvinder, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3Men idet han reiste, kom han nær til Damascus; og pludseligen omskinnede et Lys fra Himmelen ham.
1Men fem Dage derefter drog den Ypperstepræst Ananias ned med de Ældste og en vis Taler Tertullus, hvilke mødte for Landshøvdingen imod Paulus.
34Men der opstod en Pharisæer i Raadet, ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, som var høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud.
42Men det blev vitterligt over hele Joppe, og Mange troede paa Herren.
9Men Saulus, — som og kaldes Paulus, — fyldt med den Hellig-Aand, saae stivt paa ham og sagde:
15Og da alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, saae de hans Ansigt som en Engels Ansigt.
14Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lære, hvilken de kalde en Sect, tjener saaledes den Fædrene-Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,
7som var hos Landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig Mand; denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjærede at høre Guds Ord.
2han havde et godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Iconium.
11Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blind og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte efter Nogen, som kunde lede ham ved Haanden.
19Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
22I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesum den Nazaræer, en Mand af Gud, udmærket for eder ved kraftige Gjerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, saasom I og selv vide,