Apostlenes gjerninger 2:5
Men der vare Jøder, boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag, som ere under Himmelen.
Men der vare Jøder, boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag, som ere under Himmelen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev forvirret; thi Enhver hørte dem tale i sit eget Tungemaal.
7Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
8Og hvorledes høre vi dem tale hver paa vort eget Tungemaal, hvorudi vi ere fødte?
9Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotamia og Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia,
10Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Libyens Egne ved Cyrene, og vi her boende Romere,
11Jøder og Proselyter, Kreter og Araber? vi høre dem tale om Guds store Gjerninger i vore Tungemaal.
12Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?
13Men Andre spottede og sagde: De ere fulde af sød Viin.
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
15thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen.
16Men dette er det, som er sagt ved Propheten Joel:
1Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen.
2Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og opfyldte det ganske Huus, hvor de sadde.
3Og der saaes af dem adskilte Tunger som af Ild, og den satte sig paa Enhver af dem.
4Og de bleve alle opfyldte af den Hellig-Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.
2Og Folket velsignede alle de Mænd, som vare villige til at boe i Jerusalem.
3De opholdt sig da en lang Tid der og talede frimodigen i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd og lod Tegn og Undergjerninger skee ved deres Hænder.
4Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.
12Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.
44Der Petrus endnu talede disse Ord, faldt den Hellig-Aand paa alle dem, som hørte Ordet.
45Og de af Omskjærelsen, som troede, saa Mange, som vare komne med Petrus, bleve meget forfærdede over, at den Hellig-Aands Gave blev og udøst over Hedningerne;
46thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
8Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
1I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
2— Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:
31Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig-Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
32Men den ganske Hob, som troede, havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde Noget af sit Gods at være hans eget, men alle Ting vare dem tilfælles.
12Men en vis Ananias, en gudfrygtig Mand efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede,
7Men de Mænd vare i Alt henved tolv.
43Men der kom en Frygt over alle Sjæle; og der skede mange Undergjerninger og Tegn ved Apostlerne.
44Men alle de, som troede, vare tilsammen og havde alle Ting tilfælles.
45Og de solgte deres Eiendom og Gods, og delede det ud iblandt alle, eftersom Nogen havde behov.
26og han haver gjort, at al Menneskens Slægt af eet Blod boer paa den ganske Jordens Kreds, og haver bestemt (dem) forordnede Tider og visse Grændser for deres Bolig,
1Og al Jorden havde eet Tungemaal og eens Tale.
4Men Mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem Tusinde.
5Men det skede Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
15Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —
1Men Apostlerne og Brødrene, som vare i Judæa, hørte, at ogsaa Hedningerne havde annammet Guds Ord.
4Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Ældste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort ved dem.
8Men I skulle annamme den Hellig-Aands Kraft, som skal komme over eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria, og indtil Jordens Ende.
7Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem, og en stor Hob af Præsterne antoge Troen.
11Og see, i det samme stode tre Mænd for Huset, i hvilket jeg var, som vare udsendte fra Cæsarea til mig.
13Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
19De da, som vare adspredte formedelst den Trængsel, som opkom over Stephanus, gik omkring indtil Phoenicien og Cypern og Antiochia, og talede Ordet til Ingen, uden til Jøderne alene.
20Men iblandt dem vare nogle Mænd fra Cypern og Cyrene, som kom til Antiochia og talede til de Græske, og forkyndte Evangeliet om den Herre Jesum.
3Men der boede (Nogle) i Jerusalem af Judæ Børn og af Benjamins Børn og af Ephraims og Manasse Børn,
16Men og fra de omliggende Stæder kom en Mængde til Jerusalem og bragte Syge og af urene Aander Plagede, hvilke alle bleve helbredede.
22Og mange Folk skulle komme, og mægtige Hedninger, for at søge den Herre Zebaoth i Jerusalem og at bede ydmygeligen for Herrens Ansigt.
27Og der han havde talet med ham, gik han ind og fandt Mange, som vare komne tilsammen.
37Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?