Apostlenes gjerninger 4:8
Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Men det skede Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
6 samt Annas, den Ypperstepræst, og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af de Ypperstepræsters Slægt.
7 Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
9 Efterdi vi idag forhøres angaaende Velgjerningen mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han er bleven frelst,
10 da skal det være eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi den Nazaræers Navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud haver opreist fra de Døde, ved dette (Navn) staaer denne helbredet her for eders Øine.
14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
18 Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.
19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
20 thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
10 Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
11 Da nu den Halte, der var helbredet, holdt sig til Petrus og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var heel forfærdet.
12 Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?
44 Der Petrus endnu talede disse Ord, faldt den Hellig-Aand paa alle dem, som hørte Ordet.
45 Og de af Omskjærelsen, som troede, saa Mange, som vare komne med Petrus, bleve meget forfærdede over, at den Hellig-Aands Gave blev og udøst over Hedningerne;
46 thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
47 Da svarede Petrus: Mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig-Aand, ligesom og vi?
4 Og de bleve alle opfyldte af den Hellig-Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.
36 Derfor skal alt Israels Huus vide for vist, at Gud haver gjort ham til en Herre og Christum, denne samme Jesum, som I have korsfæstet.
37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
38 Men Petrus sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse, og I skulle faae den Hellig-Aands Gave.
27 Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
28 Bøde vi eder ikke alvorligen, at I ikke skulde lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med eders Lære og ville føre dette Menneskes Blod over os.
29 Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
4 Men Petrus begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng, og sagde:
13 Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
14 Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15 Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16 Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
1 Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,
31 Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig-Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
24 Men der de hørte det, opløftede de samdrægtigen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
25 som haver sagt ved Davids, din Tjeners, Mund: Hvorfor fnysede Hedningerne og grundede Folkene paa forfængelige Raad?
17 Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig-Aand.
15 Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —
12 Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
14 Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Petrus og Johannes til dem;
15 hvilke, der de vare komne ned, bade for dem, at de maatte faae den Hellig-Aand.
7 Men der man havde tvistet meget herom, opstod Petrus og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, til at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangelii Ord og troe.
8 Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Hellig-Aand, ligesom og os.
27 Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesum, hvilken du haver salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Hedningerne og Israels Folk,
33 Derfor, efterat han er ophøiet hos Guds høire Haand og haver annammet den Hellig-Aands Forjættelse af Faderen, udgydede han den, som I see og høre.
22 I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesum den Nazaræer, en Mand af Gud, udmærket for eder ved kraftige Gjerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, saasom I og selv vide,
8 Men I skulle annamme den Hellig-Aands Kraft, som skal komme over eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria, og indtil Jordens Ende.
34 Men Petrus oplod Munden og sagde: Jeg befinder i Sandhed, at Gud anseer ikke Personer;
19 Giver og mig denne Magt, at hvem jeg lægger Hænderne paa, han maa faae den Hellig-Aand.
20 Men Petrus sagde til ham: Dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.
32 Men det skede, der Petrus drog alle vegne omkring, at han kom ogsaa til de Hellige, som boede i Lydda.
35 Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.
21 Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.