Apostlenes gjerninger 9:7
Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.
Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Men Saulus reiste sig op fra Jorden; men der han oplod sine Øine, saae han Ingen; men de ledte ham ved Haanden og førte ham ind i Damascus.
9Og han saae ikke i tre Dage, og han aad ikke, ei heller drak han.
10Men der var en Discipel i Damascus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: Ananias! men han sagde: See, her er jeg, Herre!
11Men Herren sagde til ham: Staa op og gaa hen i den Gade, som kaldes den Lige, og spørg i Judæ Huus efter En, ved Navn Saulus, fra Tarsus; thi see, han beder;
12og han haver seet i et Syn en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Haanden paa ham, at han skulde faae sit Syn igjen.
13Men Ananias svarede: Herre! jeg haver hørt af Mange om denne Mand, hvor meget Ondt han haver gjort dine Hellige i Jerusalem;
6Men det skede mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligen omskinnede mig;
7og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
8Men jeg svarede: Hvo er du, Herre? og han sagde til mig: Jeg er Jesus, den Nazaræer, som du forfølger.
9Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfærdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig.
10Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: Staa op, reis til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre.
11Men der Synet var mig betaget ved Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus.
1Men Saulus fnysede endnu med Trudsel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst
2og begjærede Breve af ham til Damascus til Synagogerne, paa det at, dersom han fandt Nogle, som vare af denne Tro, Mænd eller Qvinder, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3Men idet han reiste, kom han nær til Damascus; og pludseligen omskinnede et Lys fra Himmelen ham.
4Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
5Men han sagde: Hvo er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
6Og han sagde bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: Staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.
13men midt om Dagen saae jeg paa Veien, o Konge! et Lys af Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.
14Men der vi alle faldt ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det ebraiske Sprog: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
15Men jeg sagde: Herre, hvo er du? men han sagde: Jeg er Jesus, hvem du forfølger.
16Men reis dig og staa paa dine Fødder; thi derfor haver jeg aabenbaret mig for dig, for at udkaare dig til en Tjener og et Vidne baade om det, som du haver seet, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig,
13kom til mig og stod for mig, og sagde til mig: Saul, Broder, see op! og jeg saae op paa ham i den samme Stund.
14Men han sagde: Vore Fædres Gud haver beskikket dig, at du skulde kjende hans Villie og see den Retfærdige, og høre en Røst af hans Mund;
27Men Barnabas tog ham til sig og førte ham til Apostlerne; og han fortalte dem, hvorledes han havde seet Herren paa Veien, og at han havde talet til ham, og hvorledes han i Damascus havde lært frimodigen i Jesu Navn.
28Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem,
17Men Ananias gik hen og kom ind i Huset, og lagde Hænderne paa ham og sagde: Saul, Broder! Herren, Jesus, der aabenbaredes for dig paa Veien, ad hvilken du kom, haver udsendt mig, at du skal faae dit Syn igjen og fyldes med den Hellig-Aand.
18Og strax faldt fra hans Øine ligesom Skjæl, og han fik i det samme sit Syn igjen, og stod op og blev døbt;
9Og han gik ud og fulgte ham, og vidste ikke, at det, som skede ved Engelen, var virkeligt, men meente, at han saae et Syn.
6Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede.
7Og en Sky kom, som overskyggede dem, og en Røst kom af Skyen, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige, hører ham!
8Og strax, der de saae sig omkring, saae de Ingen mere, men Jesum alene hos dem.
21Men Alle, som det hørte, forbausedes og sagde: Er det ikke den, som i Jerusalem forfulgte dem, som paakaldte dette Navn, og var kommen hid, for at føre dem bundne til de Ypperstepræster?
55Men der han var fuld af den Hellig-Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed, og Jesum staaende hos Guds høire Haand;
56og han sagde: See, jeg seer Himlene aabnede og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand.
57Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren, og stormede samdrægtigen ind paa ham.
36Og idet Røsten skede, blev Jesus funden alene; og de taug og forkyndte Ingen Noget i de Dage af det, de havde seet.
9Men Saulus, — som og kaldes Paulus, — fyldt med den Hellig-Aand, saae stivt paa ham og sagde:
11Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blind og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte efter Nogen, som kunde lede ham ved Haanden.
9Og der han havde sagt dette, blev han optagen, medens de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine.
10Og som de stirrede op mod Himmelen, da han foer hen, see, da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder,
32Men Peder og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
14Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15Men Herren sagde til ham: Gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn;
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
2— Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:
12Men Aanden sagde til mig, at jeg skulde gaae med dem og ikke tvivle; men og disse sex Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Huus.
7Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
16Men deres Øine vare betagne, saa at de kjendte ham ikke.
10Staa ret op paa dine Fødder! Og han sprang op og gik omkring.