Apostlenes gjerninger 2:7
Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Og hvorledes høre vi dem tale hver paa vort eget Tungemaal, hvorudi vi ere fødte?
9Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotamia og Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia,
10Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Libyens Egne ved Cyrene, og vi her boende Romere,
11Jøder og Proselyter, Kreter og Araber? vi høre dem tale om Guds store Gjerninger i vore Tungemaal.
12Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?
13Men Andre spottede og sagde: De ere fulde af sød Viin.
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
1Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen.
2Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og opfyldte det ganske Huus, hvor de sadde.
3Og der saaes af dem adskilte Tunger som af Ild, og den satte sig paa Enhver af dem.
4Og de bleve alle opfyldte af den Hellig-Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.
5Men der vare Jøder, boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag, som ere under Himmelen.
6Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev forvirret; thi Enhver hørte dem tale i sit eget Tungemaal.
45Og de af Omskjærelsen, som troede, saa Mange, som vare komne med Petrus, bleve meget forfærdede over, at den Hellig-Aands Gave blev og udøst over Hedningerne;
46thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
26Og en stor Forfærdelse betog dem Alle, og de prisede Gud, og de bleve fulde af Frygt og sagde: Vi have idag seet utrolige Ting.
13Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
14Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
37Og de forundrede sig overmaade og sagde: Han haver gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.
10Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
11Da nu den Halte, der var helbredet, holdt sig til Petrus og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var heel forfærdet.
12Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?
2— Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:
43Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt.
31saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.
18Og Alle, som det hørte, forundrede sig over det, som Hyrderne sagde til dem.
7Men de Mænd vare i Alt henved tolv.
12Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.
16Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
15Og strax, der alt Folket saae ham, betoges de af Frygt, og de løb til og hilsede ham.
6Og Folket gav samdrægtigen Agt paa det, som sagdes af Philippus, idet de hørte og saae de Tegn, som han gjorde.
23Dersom altsaa den ganske Menighed kom tilsammen paa eet Sted, og Alle tale de med (fremmede) Tungemaal, men der kom Lægfolk eller Vantroe ind, vilde de ikke sige, at I vare galne?
47Men Alle, som hørte ham, forundrede sig saare paa hans Forstand og Gjensvar.
12Men al Mængden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne.
7Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
9Thi en Rædsel var kommen paa ham og paa alle dem, som vare med ham, formedelst den Fiskedræt, som de havde fanget med hverandre,
23Og alt Folket forfærdedes og sagde: Mon denne ikke er den Davids Søn?
7Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.
22Og de gave ham alle Berømmelse, og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og sagde: Er ikke denne Josephs Søn?
70Men han negtede atter. Og lidet derefter sagde de, som stode hos, atter til Peder: Sandelig, du er En af dem; thi du er og en Galilæer, og dit Maal er ligt (dertil).
37Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
36Og der kom en Rædsel over Alle, og de talede med hverandre og sagde: Hvad er dog dette, at han byder de urene Aander med Myndighed og Magt, og de fare ud?
5Thi see, Kongerne vare forsamlede, de droge forbi tilsammen.
43Men der kom en Frygt over alle Sjæle; og der skede mange Undergjerninger og Tegn ved Apostlerne.
27Og de bleve alle forfærdede, saa at de bespurgte sig med hverandre og sagde: Hvad er dette? hvad er denne for en ny Lærdom? thi han byder og de urene Aander med Magt, og de lyde ham.
11hvilke og sagde: I galilæiske Mænd! hvi staae I og see op til Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen, skal komme (igjen) paa samme Maade, som I have seet ham fare til Himmelen.
8Men der Folket det saae, forundrede de sig og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt.
32Og de forundrede sig saare over hans Lærdom; thi hans Tale var med Myndighed.
22I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesum den Nazaræer, en Mand af Gud, udmærket for eder ved kraftige Gjerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, saasom I og selv vide,
11Men der Mængden saae det, som Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne ere blevne Mennesker lige og ere komne ned til os.