Men der blev et stort Skrig, og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: Vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel haver talet med ham, da lader os ikke stride mod Gud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Men da Paulus vidste, at den ene Deel var Sadducæer, men den anden Pharisæer, raabte han i Raadet: I Mænd, Brødre! jeg er en Pharisæer, en Pharisæers Søn; jeg dømmes for Haab og for de Dødes Opstandelse.
7Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Pharisæerne og Sadducæerne, og Forsamlingen blev splidagtig.
8Thi Sadducæerne sige, at der er ikke Opstandelse, ei heller Engel, ei heller Aand, men Pharisæerne antage begge Dele.
10Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.
11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
19Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig.
20Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;
21uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.
12Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
7men Lysias, den øverste Høvedsmand, kom til og bortførte ham med megen Vold af vore Hænder,
4Men de, som stode hos, sagde: Skjælder du Guds Ypperstepræst?
13Denne overtaler Folket til at dyrke Gud imod Loven.
22Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
23Men der de skrege og kastede Klæderne fra sig, og kastede Støv i Luften,
24da befoel den øverste Høvedsmand, at han skulde føres ind i Fæstningen, og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det at han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de raabte saa imod ham.
40Thi vi staae endog i Fare for at anklages for Oprør, formedelst det, som er skeet idag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette Opløb. Og der han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaae.
27Men der de syv Dage vare næsten tilende, saae Jøderne fra Asien ham i Templet, og oprørte alt Folket og lagde Haand paa ham,
28og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted, og tilmed haver han og ført Græker ind i Templet og vanhelliget dette hellige Sted.
7Men der han kom frem, traadte de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem, omkring ham og førte mange og svare Klagemaal imod Paulus, hvilke de ikke kunde bevise,
8efterdi han forsvarede sig, sigende: Jeg haver hverken syndet i Noget imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.
31Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.
14og sagde til dem: I have ført dette Menneske til mig, som den, der afvender Folket; og see, jeg haver forhørt ham for eder og finder ingen Skyld hos dette Menneske, i hvad I anklage ham for.
18Men nogle Philosopher, Epicuræer og Stoiker, disputerede med ham; og Nogle sagde: Hvad vil denne Ordgyder sige? men Andre: Det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem ved Evangelium Jesum og Opstandelsen.
21Men de sagde til ham: Vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig;
22men vi ønske vel at høre af dig, hvad du mener; thi det er os vitterligt om denne Sect, at den allevegne finder Modsigelse.
17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
15Og da alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, saae de hans Ansigt som en Engels Ansigt.
15imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
34Da raabte den Ene det, den Anden det iblandt Folket; men der han intet Vist kunde erfare for Larmen, befoel han at føre ham til Fæstningen.
15Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
16Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
2Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:
28Men der de hørte dette og vare blevne fulde af Vrede, raabte de og sagde: Stor er de Ephesers Diana!
23Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.
30Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
31Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
57Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren, og stormede samdrægtigen ind paa ham.
39men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader eder dog ikke befindes som de, der endog ville stride mod Gud.
29og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.
30Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
18Men der Anklagerne traadte omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet;
38Men Stadstjenerne kundgjørde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.
2Da mødte den Ypperstepræst og de Fornemste af Jøderne for ham imod Paulus, og anholdt hos ham
1I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
36thi der fulgte meget Folk efter og raabte: Tag ham bort!
32Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvilken Aarsag de vare komne tilsammen.
23Men paa den samme Tid skede et ikke lidet Opløb i Anledning af Læren.
12og hverken i Templet have de fundet mig at tale for Nogen, eller at stifte Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden;
10Men de Ypperstepræster og Skriftkloge stode og anklagede ham heftig.
29Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: En Engel talede til ham.