Apostlenes gjerninger 5:23
Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.
Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.
19Men Herrens Engel oplod Fængslets Døre om Natten, og førte dem ud og sagde:
20Gaaer hen, og træder frem og taler i Templet for Folket alle dette Livets Ord.
21Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.
22Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet; men de kom tilbage og forkyndte det og sagde:
24Men der baade den Ypperstepræst og Templets Høvedsmand og de (andre) Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad der vilde blive af dette.
25Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.
26Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og bragte dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
26Men der skede pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvolde bevægedes; og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes.
27Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre aabnede, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne vare undflyede.
28Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
16Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.
23Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befole Stokmesteren at forvare dem nøie.
24Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.
5Saa blev da Petrus bevogtet i Fængslet; men der skede af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.
6Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Petrus i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker; og Vogterne for Døren toge vare paa Fængslet.
7Og see, Herrens Engel stod over ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Petrus paa Siden, og vakte ham op og sagde: Staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne.
10Men de gik igjennem den første og anden Vagt og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne lodes op af sig selv for dem, og de kom ud og gik een Gade frem; og strax skiltes Engelen fra ham.
11Og der Petrus kom til sig selv, sagde han: Nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodis Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.
35Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.
36Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred.
37Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.
38Men Stadstjenerne kundgjørde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.
39Og de kom og gave dem gode Ord, og førte dem ud og bade dem at drage ud af Staden.
40Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, trøstede de dem og droge ud.
18Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, (over) hvor Petrus var bleven af.
19Men der Herodes lod ham søge og fandt ham ikke, forhørte han Vogterne og befoel, at de skulde bortføres (for at straffes); og han drog ned fra Judæa til Cæsarea og opholdt sig der.
40Thi vi staae endog i Fare for at anklages for Oprør, formedelst det, som er skeet idag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette Opløb. Og der han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaae.
13og sagde: Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, da vi sov.
14Og dersom Landshøvdingen faaer det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse.
7men Lysias, den øverste Høvedsmand, kom til og bortførte ham med megen Vold af vore Hænder,
21Men de sagde til ham: Vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig;
24Og Nogle af dem, som vare med os, gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Qvinderne havde sagt; men ham saae de ikke.
9Men der blev et stort Skrig, og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: Vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel haver talet med ham, da lader os ikke stride mod Gud.
16Men Peder stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepræst, ud og talede med Dørvogtersken, og førte Peder ind.
30Og den ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukkede.
16Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
3Og de gik ind og fandt ikke den Herres Jesu Legeme.
27Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort ved dem, og at han havde opladt Hedningerne Troens Dør.
29og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.
20thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
21Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
9Dog der de havde ladet Jason og de Andre stille Borgen, lode de dem løs.
12og hverken i Templet have de fundet mig at tale for Nogen, eller at stifte Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden;
11Men der de gik hen, see, da kom Nogle af Vagten ind i Staden og forkyndte de Ypperstepræster alt det, som var skeet.
20Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;
3og beder tillige ogsaa for os, at Gud vilde oplade os Ordets Dør til at forkynde Christi Hemmelighed, for hvis Skyld jeg og er bunden,
6Men der de ikke fandt dem, droge de Jason og nogle Brødre for Stadens Øvrighed og raabte: Disse, som oprøre den hele Verden, ere og komne hid;
16Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden over Hundrede Fangerne til Øversten for Livvagten; men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med en Stridsmand, som bevogtede ham.