Apostlenes gjerninger 16:26
Men der skede pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvolde bevægedes; og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes.
Men der skede pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvolde bevægedes; og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22Ogsaa Mængden opstod imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befole at hudstryge dem.
23Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befole Stokmesteren at forvare dem nøie.
24Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.
25Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.
27Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre aabnede, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne vare undflyede.
28Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
29Men han begjærede et Lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulus og Silas.
30Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan Vorde salig?
18og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.
19Men Herrens Engel oplod Fængslets Døre om Natten, og førte dem ud og sagde:
35Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.
36Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred.
37Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.
38Men Stadstjenerne kundgjørde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.
39Og de kom og gave dem gode Ord, og førte dem ud og bade dem at drage ud af Staden.
40Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, trøstede de dem og droge ud.
5Saa blev da Petrus bevogtet i Fængslet; men der skede af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.
6Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Petrus i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker; og Vogterne for Døren toge vare paa Fængslet.
7Og see, Herrens Engel stod over ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Petrus paa Siden, og vakte ham op og sagde: Staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne.
23Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.
19Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var borte, toge de Paulus og Silas og droge dem paa Torvet for de Øverste.
16Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.
30Og den ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukkede.
10Men de gik igjennem den første og anden Vagt og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne lodes op af sig selv for dem, og de kom ud og gik een Gade frem; og strax skiltes Engelen fra ham.
31Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig-Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
9Dog der de havde ladet Jason og de Andre stille Borgen, lode de dem løs.
32Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
14Han udførte dem af Mørke og Dødens Skygge, og sønderrev deres Baand—
13saa at mine Lænker ere blevne aabenbare (at være) for Christi Skyld i det ganske Palads og for alle de Øvrige,
18Og der skede Røster og Tordener og Lyn, og der skede et stort Jordskjælv, saadant, som ikke haver været fra den Tid, at Menneskene bleve til paa Jorden, et saadant Jordskjælv saa stort.
14Og Himmelen veg bort som et Haandskrift, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
52og Gravene oplodes, og mange af de hensovne Helliges Legemer opstode;
16Men det skede, der vi gik til det Sted, hvor der holdtes Bøn, at en Pige mødte os, som havde en Spaadoms-Aand, og som forskaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae.
16fordi han sønderbrød Kobberporte og sønderhuggede Jernstænger.
3og beder tillige ogsaa for os, at Gud vilde oplade os Ordets Dør til at forkynde Christi Hemmelighed, for hvis Skyld jeg og er bunden,
30Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
32Og de talede Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Huus.
26hvis Røst da bevægede Jorden; men nu har han lovet, sigende: Endnu eengang ryster jeg ikke aleneste Jorden, men og Himmelen.
18Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, (over) hvor Petrus var bleven af.
4Men Vogterne skjælvede af Frygt for ham og bleve ligesom døde.
16Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden over Hundrede Fangerne til Øversten for Livvagten; men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med en Stridsmand, som bevogtede ham.
27Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort ved dem, og at han havde opladt Hedningerne Troens Dør.
13Og paa Sabbatsdagen gik vi ud udenfor Staden, ved en Flod, hvor der pleiede at holdes Bøn; og vi satte os og talede til de Qvinder, som kom sammen.
14Og en Qvinde, ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatira, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren, saa at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus.
2Og see, der skede et stort Jordskjælv; thi Herrens Engel foer ned af Himmelen, traadte til og væltede Stenen fra Døren, og satte sig paa den.
20Thi han saae ned af sin Helligdoms Høihed, Herren saae af Himmelen til Jorden,
16Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem, og fik Magt over dem og overvældede dem, saa at de undflyede nøgne og saarede af samme Huus.
19Landet skal aldeles sønderslaaes, Landet skal aldeles sønderrives, Landet skal aldeles bevæges.
40Og der de havde kappet Ankerne, overlode de (Skibet) til Havet og løsnede tillige Rorbaandene; og idet de ophidsede Raaseilet for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.
42Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort.