Apostlenes gjerninger 16:25
Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.
Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26Men der skede pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvolde bevægedes; og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes.
27Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre aabnede, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne vare undflyede.
28Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
29Men han begjærede et Lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulus og Silas.
30Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan Vorde salig?
22Ogsaa Mængden opstod imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befole at hudstryge dem.
23Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befole Stokmesteren at forvare dem nøie.
24Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.
18og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.
19Men Herrens Engel oplod Fængslets Døre om Natten, og førte dem ud og sagde:
33Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Saar; og han selv blev strax døbt og alle hans.
34Og han førte dem op i sit Huus og satte et Bord for dem og var glad med alt sit Huus, idet han troede paa Gud.
35Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.
36Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred.
37Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.
38Men Stadstjenerne kundgjørde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.
39Og de kom og gave dem gode Ord, og førte dem ud og bade dem at drage ud af Staden.
40Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, trøstede de dem og droge ud.
5Saa blev da Petrus bevogtet i Fængslet; men der skede af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.
6Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Petrus i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker; og Vogterne for Døren toge vare paa Fængslet.
7Og see, Herrens Engel stod over ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Petrus paa Siden, og vakte ham op og sagde: Staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne.
19Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var borte, toge de Paulus og Silas og droge dem paa Torvet for de Øverste.
11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
7Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede for at bryde Brødet, talede Paulus for dem, da han vilde den anden Dag reise bort, og forlængede Talen indtil Midnat.
13Og paa Sabbatsdagen gik vi ud udenfor Staden, ved en Flod, hvor der pleiede at holdes Bøn; og vi satte os og talede til de Qvinder, som kom sammen.
14Og en Qvinde, ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatira, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren, saa at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus.
9Dog der de havde ladet Jason og de Andre stille Borgen, lode de dem løs.
10Men Brødrene udsendte strax om Natten baade Paulus og Silas til Beroea; og der de vare komne derhen, gik de i Jødernes Synagoge.
22Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet; men de kom tilbage og forkyndte det og sagde:
23Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.
29Men Paulus sagde: Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene Du, men og Alle, som høre mig idag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.
30Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
3og beder tillige ogsaa for os, at Gud vilde oplade os Ordets Dør til at forkynde Christi Hemmelighed, for hvis Skyld jeg og er bunden,
16Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden over Hundrede Fangerne til Øversten for Livvagten; men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med en Stridsmand, som bevogtede ham.
36Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.
9Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: Frygt ikke, men tal og ti ikke;
16Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.
32Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
24og de prisede Gud for mig.
21Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
16Men det skede, der vi gik til det Sted, hvor der holdtes Bøn, at en Pige mødte os, som havde en Spaadoms-Aand, og som forskaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae.
20Thi han saae ned af sin Helligdoms Høihed, Herren saae af Himmelen til Jorden,
4Og Nogle iblandt dem bleve overbeviste og holdt sig til Paulus og Silas, og en stor Mængde af gudfrygtige Græker og ikke Faa af de fornemste Qvinder.
30Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
62Jeg staaer op om Midnat at takke dig for din Retfærdigheds Domme.
24Men der de hørte det, opløftede de samdrægtigen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
3Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var alt Aften.
12Men al Mængden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne.
6Men om Midnat skede Anskrig: See, Brudgommen kommer, gaaer ham imøde!
19og taler hverandre til med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, og synger og leger for Herren i Eders Hjerter;